MDMA er et stimulerende og empatogent stof. Påvirkningen beskrives ofte som øget energi, velbefindende, følelsesmæssig åbenhed og en stærkere oplevelse af nærhed til andre. Sanseindtryk kan opleves mere intenst, men påvirkningen er sædvanligvis mindre psykedelisk end ved klassiske psykedeliske stoffer.

MDMA blev syntetiseret i begyndelsen af 1900-tallet og blev i 1970erne og 1980erne anvendt i visse psykoterapeutiske miljøer, før det blev udbredt i natteliv og senere forbudt. I dag undersøges MDMA-assisteret terapi især i relation til PTSD.

MDMA påvirker især serotoninsystemet ved at øge frigivelsen og tilgængeligheden af serotonin. Derudover påvirkes blandt andet dopamin og noradrenalin, hvilket bidrager til energi, opstemthed og fysisk aktivering. MDMA ser også ud til indirekte at påvirke oxytocinrelaterede processer, som forbindes med tillid og social tilknytning.

Akutte risici omfatter overophedning, dehydrering, vandforgiftning, panik, forhøjet puls og uforudsigelige reaktioner ved blandingsbrug. Efterfølgende kan nogle opleve nedtrykthed, irritabilitet eller søvnproblemer. Hyppig brug kan øge risikoen for tolerance, psykisk afhængighed og belastning af psykisk trivsel.

Illegale tabletter og pulvere kan indeholde andre stoffer end forventet. Det er derfor relevant at spørge til form, mængde, ’set og setting’, blandingsbrug og eventuel medicin, især serotonerge lægemidler, som der kan være problematiske interaktioner med.

For fagpersoner er det vigtigt at være opmærksom på, at MDMAs risikoprofil er væsentligt anderledes end risikoprofilen for klassiske psykedeliske stoffer. Ved MDMA er der blandt andet større risiko for overophedning, dehydrering, vandforgiftning, hjerte-kar-belastning, nedtrykthed efter brug, tolerance, afhængighed og interaktioner med serotonerge lægemidler. Derfor er det i samtaler relevant at spørge konkret til dosis, hyppighed, fysisk aktivitet, væskeindtag, blandingsbrug og eventuel medicin.