Dissociativer er stoffer, hvor virkningen ofte beskrives som en afkobling fra kroppen, selvet eller omgivelserne. Oplevelsen kan være præget af afstand, følelsesløshed, drømmeagtige tilstande og ændret virkelighedsfornemmelse.

På nogle punkter kan virkningen minde om klassiske psykedeliske stoffer, men dissociativer virker primært gennem andre mekanismer, blandt andet ved at påvirke NMDA-receptoren, som er en receptor i glutamatsystemet.

Ketamin, PCP og lattergas er eksempler på dissociative stoffer. De har forskellige effekter, varigheder, risikoprofiler og brugsmønstre, også på tværs af varianter og afarter som fx Esketamin og 3-MeO-PCP.

For fagpersoner er det vigtigt at være opmærksom på, at risikoprofilen ved dissociative stoffer er væsentligt anderledes end risikoprofilen for klassiske psykedeliske stoffer. Ved dissociativer er der blandt andet større risiko for faldulykker, bevidsthedssvækkelse, motorisk usikkerhed, blackouts, afhængighed, tolerance og fysisk skade ved hyppigt brug. Ved ketamin er der særligt risiko for blæreproblemer ved gentagen brug, mens lattergas kan give neurologiske skader ved intensivt eller langvarigt forbrug. Derfor er det i samtaler relevant at spørge konkret til hyppighed, dosis, brugsmåde, blandingsbrug, situationen omkring indtagelsen og eventuelle fysiske symptomer efter brug.