Kort fortalt Skadereduktion handler om at reducere risiko og skade ved brug. |
Skadereduktion er en pragmatisk og ikke-dømmende tilgang, der har til formål at mindske de helbredsmæssige, sociale og praktiske skader, som kan være forbundet med brug af rusmidler.
Skadereduktion betyder ikke, at fagpersonen anbefaler eller normaliserer brugen af ulovlige eller uregulerede stoffer. Men skadereduktion tager udgangspunkt i, at nogle mennesker bruger stoffer, eller overvejer at gøre det, og at faglig rådgivning kan mindske risikoen for skade.
Som faglig tilgang bygger skadereduktion på samarbejde, respekt og realisme. Personen mødes ikke med moralisering eller kontrol, men med konkrete spørgsmål om brugsmønster, situation, risiko og støttebehov. Det kan gøre det lettere for personen at fortælle åbent om dosis, blandingsbrug, medicin, psykisk sårbarhed, tidligere svære oplevelser og aktuelle symptomer.
I samtaler om psykedeliske stoffer kan skadereduktion for eksempel handle om at undersøge, om personen bruger psykofarmaka, har bipolar eller psykotisk sårbarhed, har haft tidligere panikreaktioner, blander med cannabis, MDMA, alkohol eller ketamin, eller bruger stoffet i utrygge rammer. Det kan også handle om at tale om søvn, væske, varighed, efterreaktioner, adgang til støtte og hvornår der bør søges akut hjælp.
Eksempler på skadereduktion kan være rådgivning om at undgå blandingsbrug, være opmærksom på medicininteraktioner, undgå brug i perioder med psykisk krise, sørge for trygge omgivelser og støtte fra en ikke-påvirket person, samt søge hjælp ved stærk forvirring, vedvarende angst, kramper, høj feber, brystsmerter eller bevidsthedspåvirkning.
Målet er at skabe et mere oplyst grundlag for beslutninger og styrke sikkerhed, kontakt og mulighed for hjælp. En skadereducerende samtale kan derfor både være tydelig om risiko og samtidig bevare relationen til personen.