Kort fortalt De klassiske psykedeliske stoffer omfatter typisk LSD, psilocybin, DMT/ayahuasca og meskalin. De virker især gennem serotoninsystemet og kan give markante ændringer i sansning, følelser, tanker og selvoplevelse. |
De klassiske psykedeliske stoffer er den gruppe, man oftest forbinder med betegnelsen psykedeliske stoffer. Fælles for dem er, at de primært påvirker serotoninsystemet i hjernen, særligt 5-HT2A-receptoren. Det er en receptor, som har betydning for sansning, opmærksomhed, stemning og måden, hjernen bearbejder information på.
De klassiske psykedeliske stoffer kan både være naturligt forekommende og syntetisk fremstillede. Psilocybin findes naturligt i visse svampe, meskalin findes i nogle typer af kaktusser, og DMT findes i en række planter og indgår blandt andet i den Sydamerikanske bryg Ayahuasca. LSD er derimod et syntetisk fremstillet stof.
Under påvirkning kan sanserne forstærkes eller ændre karakter. Farver kan fremstå mere intense, mønstre kan bevæge sig, musik kan opleves mere følelsesladet, og tidsfornemmelsen kan ændre sig. Ved højere intensitet kan nogle opleve egoopløsning, hvor grænsen mellem én selv og omgivelserne flyder sammen.
Selvom stofferne har fællestræk, er de ikke ens. LSD virker typisk længe. Psilocybin har ofte en kortere varighed. DMT kan være meget kortvarigt og intenst, mens Ayahuasca giver en længere oplevelse på grund af de MAO-hæmmende plantestoffer som bryggen typisk også indeholder. Meskalin har typisk en langsommere indsættende og længerevarende virkning. Virkningerne og effekterne afhænger dog også af dosis samt en række andre forhold.