Kort fortalt Klinisk risikovurdering handler om medicin, psykisk sårbarhed, blandingsbrug, akut symptomniveau og kontekst. |
For fagpersoner er det afgørende at forstå, at risiko ved psykedeliske stoffer og relaterede stoffer ofte opstår i samspillet mellem stof, person og situation. En risikovurdering bør derfor ikke kun spørge “hvad tog du?”, men også “hvorfor?”, “hvornår?”, “sammen med hvad?”, “hvordan havde du det inden?” og “hvordan har du det nu?”.
Vigtige spørgsmål omfatter: aktuel og tidligere psykisk lidelse, selvmordstanker, psykose- eller bipolaritetsrisiko, ordineret medicin, nylig seponering, blandingsbrug, søvn, væske, temperatur, varighed af symptomer og graden af forvirring eller bevidsthedspåvirkning.
Klinisk risikovurdering bør samtidig være ikke-dømmende. Hvis personen frygter moraliserende reaktioner eller sanktioner, kan vigtige oplysninger om stoffer, medicin og symptomer blive tilbageholdt.
Risikovurderingen bør så vidt muligt udføres sammen med personen og ikke kun som en faglig vurdering. Det kan gøres ved åbent at forklare, hvorfor man spørger: “Jeg spørger ikke for at kontrollere dig, men for at vurdere, om der er noget, vi skal være særligt opmærksomme på lige nu.” Herefter kan man sammen gennemgå de vigtigste risikoområder: hvilket stof der er taget, dosis og indtagelsesmåde, blandingsbrug, medicin, psykisk tilstand før og efter indtagelse, fysiske symptomer, søvn, kontekst og adgang til støtte. Personen kan samtidig inviteres til selv at vurdere, hvad der føles mest bekymrende. På den måde bliver risikovurderingen mere samarbejdende, fordi den kombinerer fagpersonens kliniske blik med personens egne erfaringer og forståelse af situationen.