Ketamin hører under gruppen dissociativer, og anvendes både som lægemiddel og rusmiddel.

Ketamin kan i virkning minde om klassiske psykedeliske stoffer, men adskiller sig fra klassiske psykedeliske stoffer ved primært at påvirke glutamatsystemet og NMDA-receptoren frem for serotoninsystemet.

Ketamin blev udviklet som bedøvelsesmiddel og anvendes fortsat til både mennesker og dyr. Som rusmiddel ses det ofte i form af et hvidt pulver, der typisk sniffes. 

Ved lavere intensitet kan rusen minde om alkoholberuselse, tunghed, svimmelhed eller en svævende fornemmelse. Ved højere intensitet kan personen opleve stærk dissociation, hvor kroppen, selvet eller omgivelserne føles fjerne, uvirkelige eller helt afkoblet.

Ketamin har en anden risikoprofil end klassiske psykedeliske stoffer. Der er blandt andet en reel risiko for fysisk afhængighed og tolerance ved gentagen brug. Hyppigt og højt forbrug forbindes også med blæreproblemer, smerter og andre fysiske skader. Blanding med alkohol eller andre sløvende stoffer kan øge risikoen for bevidsthedssvækkelse, opkast, faldulykker og vejrtrækningsproblemer.

I behandling af svær depression anvendes ketamin eller beslægtede præparater i nogle lande under kontrollerede medicinske rammer. Det bør ikke forveksles med rekreativ brug, hvor der typisk ikke er samme kontrol over stofindhold, dosis, screening, monitorering og opfølgning. I Danmark anbefalede Medicinrådet i 2025 esketamin til voksne, som ikke har haft tilstrækkelig effekt af mindst tre forskellige behandlinger med antidepressiv medicin.

I samtaler kan det være relevant at spørge konkret til brugsmåde, hyppighed, dosis, blandingsbrug, oplevede dissociative symptomer og eventuelle fysiske gener efter brug.