Accept

Accept og integration

Accept er at observere, anerkende og give plads til tanker og følelser, når de opstår. I ACT arbejdes særligt med at øge personens villighed til at opleve ubehagelige indre tilstande uden modstand og forsøg på undgåelse. I de fleste guidelines ved kliniske forsøg med psykedeliske stoffer opfordres personen til at ”give slip”, ”flyde med” og ”acceptere indholdet”, fremfor at kæmpe imod eller forsøge at kontrollere trippet. En accepterende tilgang er dog ingen garanti for et vellykket trip og nogle former for accept kan fører til passivitet og ansvarsfralæggelse:

”Det er nu to måneder efter mit trip, og jeg oplever stadig forandringer… Jeg har mindre interesse for mit arbejde, der altid har været min store passion. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det, da det ikke hænger sammen med det liv, som jeg har skabt. Det bliver spændende at se, hvordan mit liv ser ud om nogle måneder.”

”Jeg kom til ceremonien for at blive afklaret og healet. Jeg var klar til at genopstå som en bedre version af mig selv. Hvad "bedre" betød, overlod jeg til Ayahuascaen”.

Et andet citat omhandler accept af Hallucinatory Persisting Perception Disorder (HPPD), som er synsforstyrrelser forårsaget af psykedeliske stoffer:

”HPPD er kun træls, hvis man ikke kan acceptere, at hverdagen er blevet lidt trippet”

Mulige udfordringer ved overdreven accept

Problemfelt

Typisk oplevelse

Følgevirkninger

Ukritisk accept

 

Personen accepterer uhensigtsmæssig adfærd eller tilstande uden refleksion eller moralske overvejelser.

 

Manglende forandring, fastlåsning i uhensigtsmæssige mønstre.

 

Accept uden handling

 

Personen accepterer ændringer (fx tab af interesse, identitetsændringer) uden at undersøge om de er hensigtsmæssige.

 

Passivitet, tab af retning, uforløst ambivalens.

 

Ansvarsfralæggelse

 

Personen oplever forandring som noget, der “sker med dem”, uden refleksion over egen rolle.

 

Lav handlekraft, manglende ejerskab, følelsen af at være styret udefra.

 

Sådan kan du spørge ind til eventuelle udfordringer:

Indledende spørgsmål:

  • Var der tidspunkter under den psykedeliske oplevelse, hvor det var svært at acceptere det, du oplevede?
  • I hvor høj grad oplever du nu at have forstået og accepteret din oplevelse?
  • Hvordan har oplevelsen påvirket din måde at håndtere svære følelser på?
  • Hvis du oplever øget accept, har dette så udelukkende hjulpet dig, eller har det også ført til passivitet og manglende handling?

Spørgsmål til at afdække udfordringer ved overdreven accept

Problemfelt

Uddybende spørgsmål

Formål

Ukritisk accept

 

“Er der ting i dit liv, du har accepteret, selvom de egentlig ikke føles rigtige for dig?”

“Er der situationer, hvor du føler, du burde sige fra, men i stedet prøver at acceptere?”

At identificere om personen forveksler accept med resignation, og dermed fastholdes i noget uhensigtsmæssigt.

 

Accept uden handling

 

“Har du truffet valg eller undladt at handle, fordi du tænkte ’det skal nok gå’?”

“Er der forandringer, du gerne vil undersøge nærmere, men som du har udskudt?”

At udforske om accepten har dæmpet motivationen for meningsfulde forandringer.

 

Ansvarsfralæggelse

 

“Når du accepterer noget svært – føles det som en styrke eller som om du giver op?”

“Hvordan ved du, om accepten bringer dig tættere på det, der betyder noget for dig?”

At hjælpe personen med at tage ejerskab og få øje på egne handlemuligheder.

 

Tab af retning

 

”Hvis du forestiller dig dit liv om fem år – hvor vil du så gerne være?”

”Er der noget, der plejede at give dig retning, men ikke gør det længere?”

Kortlægge følelsen af tabt retning og finde muligheder for genetablering af retning i livet.

 

Handlemuligheder ved overdreven accept

Tiltag

Formål

Metode

Afbalanceret accept

 

Skelne mellem sund accept og passivitet eller resignation

 

Undersøg med personen: “Hvad er vigtigt at acceptere og hvad kræver handling?” 

Brug værdikompas eller metaforer (fx passager i en båd vs. kaptajn ved roret) til at støtte refleksionen.

Aktiv integration

 

Omsætte accept til ansvar og selvforståelse

 

Spørg: “Hvad tager du med dig fra den psykedeliske oplevelse, som du har lyst til at integrere i din hverdag eller personlighed?” 

Gå efter en fortælling, hvor personen selv har en aktiv rolle i integrationsprocessen.

Forpligtelse til meningsfuld handling

 

Fastholde handlekraft og værdibaseret retning

 

Find konkrete handlinger og valg, der bygger på personens værdier. 

Stil spørgsmål som: “Hvordan vil dine værdier vise sig i dine valg i den kommende uge?” Brug gerne handlingstracker eller ugentlig plan.