I moderne kliniske studier kombineres psykedeliske stoffer næsten altid med forberedelse, støtte under sessionen og efterfølgende integration. Det gør det vanskeligt at adskille stofeffekten fra psykoterapieffekten og fra den subjektive oplevelse.

Indtil videre peger forskning på, at den psykedeliske oplevelses kvalitet og intensitet ofte hænger sammen med udfald. Det tyder på, at den subjektive oplevelse kan have betydning. Samtidig er det uklart, hvor meget ekstra effekt der kommer fra bestemte terapiformer, fordi “terapi” defineres og rapporteres forskelligt i de forskellige studier.

Nyere forskning har undersøgt ”non-hallucinogenic psychedelics”, altså stoffer designet til at påvirke hjernens evne til at danne og ændre forbindelser med minimal eller ingen klassisk psykedelisk oplevelse. Dette felt kan på sigt hjælpe med at afklare, hvor nødvendig selve oplevelsen er, men forskningen er endnu tidlig. 

For fagpersoner er det væsentligt at fastholde kompleksiteten: virkningen kan ikke reduceres til “stoffet alene”, men kan heller ikke forstås som almindelig samtaleterapi alene.