Da de første forskere begyndte at scanne hjernen hos personer under påvirkning af LSD og psilocybin, forventede de at se en stigning i hjerneaktiviteten. Det gav intuitivt mening, fordi den psykedeliske oplevelse ofte beskrives som en intens strøm af farverige billeder og vilde associationer. Det var derfor overraskende, at scanningerne viste tegn på reduceret aktivitet i et af hjernens centrale netværk: Default Mode Network (DMN). 

DMN er et sæt sammenkoblede hjerneområder, som typisk er aktive, når vi ikke løser konkrete opgaver. DMN er ofte forbundet med selvrefererende tanker, dagdrømmeri, autobiografisk hukommelse og vurdering af os selv og andre. Det er med andre ord et netværk, der er aktivt, når vi er optagede af vores indre fortælling og forsøger at skabe mening i historien om hvem vi er.

Hvis man tager klassisk psykedeliske stoffer (LSD, psilocybin, DMT, mescalin) ser man ofte:

• Reduceret aktivitet i DMN
  • Resultat: Mindre styring fra de netværk, der holder selvet og den indre fortælling stabil.
• Øget kommunikation og samspil på tværs af hjernens netværk
  • Resultat: Netværk, der normalt arbejder mere adskilt, begynder at “tale mere sammen”.
• Ego opløsning
  • Resultat: Grænserne mellem “mig” og “verden” bliver mere flydende, og den indre fortæller bliver tavs.

Når DMN’s normale “jeg stabiliserende” funktion svækkes, kan oplevelsen af et fast selv blive mindre dominerende. Klinisk har dette vakt interesse, fordi et fastlåst selvbillede kan være en del af problemet ved depression, angst og afhængighed. Hypotesen er, at psykedeliske stoffer i nogle tilfælde kan skabe et kortvarigt “vindue” med større psykologisk fleksibilitet, hvor man ser sig selv, sine vaner og sine problemer fra nye vinkler.

Psykedeliske oplevelser kan ikke reduceres til en svækkelse i DMN, men perspektivet giver et nyttigt sprog til at forstå, hvordan psykedeliske stoffer midlertidigt kan løsne grebet om vores selvforståelse og åbne for nye måder at organisere tanker, følelser og mening på.

DMN-perspektivet kan være hjælpsomt i samtaler med personer, der har taget psykedeliske stoffer, fordi det giver et sprog for oplevelser, hvor selvforståelse, identitet og vante tankeformer føles midlertidigt forandrede. Når en person fortæller, at de “så sig selv udefra”, “mistede egoet” eller “forstod deres liv på en ny måde”, kan det forstås som en oplevelse, hvor den normale selvfortælling har været mindre dominerende. I samtalen er det vigtigt hverken at reducere oplevelsen til “bare hjerneaktivitet” eller ukritisk bekræfte alle indsigter som sande. Den fagprofessionelle kan i stedet undersøge, hvad oplevelsen betyder for personen, hvordan den påvirker hverdagen, og om den fører til større fleksibilitet, bedre relationer og sunde handlinger eller til forvirring, isolation, grandiositet og fald i dagligt funktionsniveau.