Hvordan taler man om psykedeliske stoffer?

Kort fortalt

En god samtale kræver nysgerrighed, faglig ro og respekt for, at personen kan tillægge oplevelsen stor betydning.

Mange brugere af psykedeliske stoffer oplever, at de har særlig viden eller særlige erfaringer. Hvis den professionelle fremstår fordømmende eller uvidende, kan samtalen hurtigt lukke. Det er derfor hjælpsomt at begynde med åbne spørgsmål og en undersøgende stil.

Spørg for eksempel: Hvad forventede du? Hvordan var din sindstilstand inden? Hvor var du, og hvem var du sammen med? Hvad skete der undervejs? Hvad har oplevelsen betydet for dig efterfølgende? 

Anerkend, at oplevelsen kan have været vigtig, uden nødvendigvis at bekræfte alle fortolkninger. Man kan sige: “Det lyder som en meget stærk oplevelse. Jeg er nysgerrig på, hvad den betyder for dig, og hvordan den påvirker din hverdag.”

Vidensbanken og det dertilhørende samtaleredskab kan bruges som samtalestøtte, men bør ikke bruges til automatisk at sætte den professionelles viden over personens erfaringer.