Psilocybin

Kort fortalt

Psilocybin findes i visse svampe og kan give ændret sansning, følelsesmæssig intensitet, ændret tidsfornemmelse og oplevelser af forbundethed.

Psilocybin er et naturligt forekommende psykedelisk stof, der findes i visse svampe i mange lande, også Danmark. Svampe med psilocybin har historisk været anvendt i rituelle og ceremonielle sammenhænge, blandt andet i Mellemamerika. Psilocybin er i dag genstand for omfattende klinisk forskning. I kliniske studier bruger man dog en syntetisk fremstillet version for at sikre at indholdet er ensartet og kontrolleret.

Indholdet af psilocybin kan variere betydeligt mellem svampearter, vækstforhold, dele af svampen og opbevaring. Det gør det vanskeligt at vurdere styrken af svampe ud fra udseende eller vægt alene. Ved indsamling i naturen er forveksling med giftige svampe også en risiko.

Oplevelsen beskrives ofte som visuel, følelsesmæssig og kropslig. Farver kan virke stærkere, overflader kan opleves som levende, og mange beskriver en forstærket kontakt til natur, relationer eller eksistentielle temaer. Andre kan opleve angst, kvalme, paranoia eller forvirring.

Psilocybin forbindes generelt ikke med fysisk afhængighed, og den fysiske toksicitet vurderes som lav. De væsentligste risici er psykiske og kontekstuelle: panik, ulykker, forvirring, vedvarende sanseforstyrrelser og mulig forværring hos personer med psykisk sårbarhed.

Hvis du ønsker at læse mere om Psilocybin

  • MacCallum, C. A., Lo, L. A., Pistawka, C. A., & Deol, J. K. (2022). Therapeutic use of psilocybin: Practical considerations for dosing and administration. Frontiers in Psychiatry, 13, 1040217.
  • Johnson, M. W., Richards, W. A., & Griffiths, R. R. (2008). Human hallucinogen research: Guidelines for safety. Journal of Psychopharmacology, 22(6), 603-620.
  • Nichols, D. E. (2016). Psychedelics. Pharmacological Reviews, 68(2), 264-355.
  • Riley, S. C. E., & Blackman, G. (2008). Between prohibitions: Patterns and meanings of magic mushroom use in the UK. Substance Use & Misuse, 43(1), 55–71.