Kort fortalt 2C-B er et syntetisk psykedelisk stof i fenethylaminfamilien, ofte beskrevet som en mellemting mellem MDMA og klassiske psykedeliske stoffer. |
2C-B er et kemisk fremstillet psykedelisk stof, der ofte beskrives som en mellemting mellem MDMA som er et empatogen og klassiske psykedeliske stoffer som LSD og psilocybin. Stoffet kan give øget energi, ændret stemning, forstærkede sanseindtryk og visuelle forandringer.
Ved en mindre intens påvirkning kan personen opleve øget følelsesmæssig åbenhed, nærhed og samhørighed med andre, en effekt der kan minde om virkningen af MDMA. Ved en mere intens påvirkning kan sanseindtryk, tanker, tidsoplevelse og oplevelsen af én selv ændres tydeligere, hvilket i højere grad minder om virkningen af klassiske psykedeliske stoffer. Dosis og indhold kan være vanskeligt at forudsige, fordi 2C-B ofte sælges illegalt som tabletter, pulver eller kapsler og man derfor ikke kan vide det præcise indhold.
2C-B og andre 2C-stoffer (fx 2C-I) er kemisk beslægtede med MDMA og meskalin, og kan give både stimulerende og psykedeliske virkninger. Flere af dem er mindre udbredte, mindre velundersøgte og kan være svære at dosere sikkert.