Nonrespons: evaluering af behandling
Nonrespons: evaluering af behandling
Undersøgelsen er afsluttet og projektets data er bearbejdet.
Baggrund
Kognitiv adfærdsterapi (KAT) har i en lang række undersøgelser vist sig at være en effektiv behandlingsmetode til behandling af de fleste børn og unge med angstlidelser. Metaanalyser viser dog, at der stadig er ca. 40 %, der ikke har tilstrækkelig effekt af et manualiseret KAT-behandlingsforløb.
Vi har i Non-responder studie 1 rapporteret om vores undersøgelse af effekten af supplerende behandling til de børn, der ikke havde tilstrækkelig effekt af det kognitivt adfærdsterapeutiske Cool Kids-program for børn med angstlidelser – de såkaldte non-respondenter. Undersøgelsen viste, at et ekstra behandlingstilbud, som var tilpasset familiernes individuelle behov, kunne hjælpe 65-75 % af de børn, der ikke havde nok udbytte af Cool Kids-behandlingen, af med deres angst, samt at de gode resultater varede ved et år efter, at den ekstra behandling var afsluttet. Resultaterne kan tolkes som et argument for en
stepped-care model for behandling af børn med angstlidelser, hvor alle børn med angstlidelser først tilbydes en relativt billig manualbaseret gruppebehandling, hvorefter de, der ikke har tilstrækkelig gavn heraf, tilbydes et mere intensivt individuelt behandlingsforløb.
Vi har imidlertid ikke megen viden om, hvordan non-respondere til manualiseret gruppebehandling oplever behandlingen. Viden herom kunne muligvis bidrage til at udvikle bedre behandlingsmetoder for disse børn. Vi har også kun ringe viden om, hvorvidt der er forhold allerede inden starten af behandlingen, der kan forudsige, hvilke børn der ikke vil have tilstrækkelig effekt af et manualiseret gruppebehandlingsforløb. Med en sådan viden kunne vi måske allerede fra starten udvælge de børn, der har brug for et særligt behandlingsforløb.
Metode
For at lære mere om den gruppe børn der ikke havde tilstrækkelig effekt af Cool Kids behandlingen, valgte vi at interviewe de non-responderende børn og deres forældre samt deres terapeuter 3 måneder efter afslutningen af deres Cool Kids behandlingsforløb. I undersøgelsen deltog de 24 børn (22,6 %), der ikke havde responderet tilstrækkeligt på behandlingen, ud af i alt 106 børn i alderen 7-17 år, der havde modtaget et Cool Kids-behandlingsforløb på Center for Psykologisk Behandling til Børn og Unge, Aarhus Universitet, i perioden fra januar 2011 til april 2012 (hvor de resterende 82 børn altså havde haft god effekt af behandlingen).
Vi interviewede børnene, forældrene og terapeuterne åbent om deres oplevelse af behandlingen og om de vanskeligheder, de havde oplevet, som måske kunne forklare, at de havde haft et mindre godt udbytte. Det viste sig, at der dukkede et gennemgående tema op i interviewene på baggrund af både forældrenes og terapeuternes beretninger, der omhandlede forældrenes vanskeligheder ved at påtage sig rollen som medterapeuter. Det overordnede tema ”vanskeligheder ved at agere som medterapeut” vil i det følgende blive beskrevet ud fra forældrenes og terapeuternes oplevelser, se dette under restultater.
Resultater
Resultater - forældre
Forældrene oplevede, at det var vanskeligt at arbejde sammen med den unge om arbejdet med angsten. Det var svært for dem at forstå deres barns angst og derfor også svært at lave hjemmearbejde, hvor implementeringen af teknikkerne krævede en forståelse af barnets specifikke tanker og undgåelsesadfærd. De oplevede desuden, at det var svært at anvende teknikkerne, fordi de oplevede, at deres barn havde modstand imod dem og ofte ikke var villig til at arbejde med angsten.
Forældrene følte sig ukvalificerede og med begrænsede ressourcer til at hjælpe deres barn. De havde ønsket behandling i et håb om, at nogle eksperter kunne hjælpe deres barn på en måde, som de ikke selv var i stand til. De syntes, at behandlingsprogrammet var meget intenst, følte sig ofte ikke i stand til at honorere de krav, som de oplevede, der blev stillet til dem, og de havde svært ved at finde tid til hjemmearbejdet mellem sessionerne. De ønskede at forblive i forældrerollen i stedet for at agere som medterapeuter i behandlingen, og de syntes, at det for tidligt blev forventet, at de kunne klare sig selv.
Resultater - terapeuter
Terapeuterne oplevede, at dynamikkerne i familien stod i vejen for, at børnene fik fremskridt med deres angst, samt at forældrene havde svært ved at påtage sig rollen som medterapeuter. De oplevede, at nogle af forældrene manglede ressourcer, fordi de selv havde emotionelle vanskeligheder som angst og depression. Selvom terapeuterne vurderede, at nogle af forældrenes vanskeligheder med at hjælpe børnene havde at gøre med børnenes manglende motivation, vurderede de samtidig, at forældrenes frustrationer og usikkerhed var medvirkende til børnenes manglende arbejde.
Terapeuterne havde indtryk af, at nogle af forældrene blev så overvældet af deres egen angst, at det blev vanskeligt for dem at være støttende for deres barn, samt at de (typisk moderen) identificerede sig ”for meget” med deres barns vanskeligheder, således at de blev overinvolverede og overbeskyttende. Terapeuterne antog, at barnets angst blev vedligeholdt af forældrenes problematiske adfærd, og når terapeuterne prøvede at hjælpe familierne med at planlægge hjemmearbejdet, oplevede de, at konflikter i familien gjorde det vanskeligt for dem at samarbejde.
Terapeuterne forventede, at forældrene ville hjælpe børnene med at gennemføre de lærte teknikker mellem sessionerne, men de oplevede, at det ikke lykkedes, fordi forældrene blev ved med at være afhængige af terapeuternes hjælp. De følte sig frustrerede over, at forældrene ikke blev mere uafhængige af dem over tid, og de oplevede, at forældrene havde mere behov for gruppens tid til at diskutere deres barn, end det kunne lade sig gøre inden for formatet af terapien. Terapeuterne følte sig derfor tidspressede og ude af stand til at adressere hver enkelt families behov tilstrækkeligt.
Konklusion
I Cool Kids terapien er der stor inddragelse af forældrene i behandlingen. Forældre kan have forskellige roller i KAT til børn med angstlidelser. For det første kan forældre betragtes som medterapeuter, der hjælper med til at overføre terapiens metoder til barnet, og hvor forældrene letter generaliseringen af terapiens metoder til barnets dagligdag. For det andet kan forældre betragtes som medklienter, hvor terapeuterne får mulighed for at arbejde med familierelaterede forhold, der kan være medvirkende til at vedligeholde barnets angst. Det kan for eksempel være forældres overinvolvering eller egen angstproblematik, hvor forældrene kan arbejde med deres egne følelser og adfærd i behandlingen.
Vores undersøgelse belyser, at nogle forældre kan have svært ved at påtage sig rollen som medterapeuter, og at det manualiserede gruppebehandlingsforløb for nogle familier ikke synes tilstrækkeligt. Undersøgelsen belyser også, at terapeuterne i det manualiserede gruppebehandlingsforløb har svært ved at få tid til at arbejde med forældrene som medklienter i de tilfælde, hvor der er uhensigtsmæssig forældreadfærd.
Det er vigtigt at huske på, at Cool Kids behandlingen havde god effekt for majoriteten af børnene, der fik behandling, men konklusionen af undersøgelsen kunne måske være, at nogle familier har brug for en mere individualiseret behandling, hvor der tages højde for, hvordan der i den enkelte familie arbejdes mest effektivt med forældreinddragelsen. I tilfælde af konflikt mellem forældre og barn kunne der være øget fokus på kommunikationstræning. I tilfælde af uhensigtsmæssig forældreadfærd kunne der være øget fokus på forældretræning, og i tilfælde af psykopatologi hos forældrene kunne der tilbydes ekstra terapi til forældrene.
