Vitaliseringspsykologi beskæftiger sig med menneskets psykologiske behov for mening, autonomi, tilhør og mestring. De fire psykologiske behov har rettethedens form og ændrer karakter og udtryk gennem menneskers liv i kraft af gensidige interaktioner og vitaliserende påvirkninger fra omgivelserne. Vitaliseringsmodellen viser, hvordan psykologiske behov understøttes og vitaliseres af den psykologiske ilt, der findes i de vitaliserende miljøer. Den dynamiske relation mellem behovene og psykologisk ilt danner grundlag for menneskers måder at være motiverede og engagerede i deres liv.
Vitaliseringspsykologi arbejder med en antagelse om, at psykologiske grundbehov kan ordnes i fire prototypekategorier. De fire prototypekategorier omfatter behovene for mening, autonomi, tilhør og mestring. Meningsbehovet baserer sig på Hansens (2001) arbejde med det selvpsykologiske begreb om idealisering, samt på Viktor Frankls meningsteori. Behovet for mening vedrører det at finde en reference for at forstå sig selv og sin eksistentielle placering i verden ved at relatere sig til noget, der er større end én selv. Behovene for mestring, autonomi og tilhør har en parallel til Deci & Ryans motivationsforskning indenfor selvdetermineringsteori. Vitaliseringspsykologiens teori om psykologiske behov går dog længere tilbage end Deci & Ryans teori. Den primære inspirationskilde for teorien er Heinz Kohuts Selvpsykologi.
Uddrag fra bogen: Medarbejdervitaliserende samtaler, 2020.
Behovet for Mening, vedrører vores menneskelige rettethed mod betydningssammenhænge, der er større end os selv i form af kultur, trosretninger, forbilleder m.m., som organiserer og skaber værdi i tilværelsen og giver betydningshorisont for vores måder at forstå og manifestere os selv på.
Behovet for Autonomi vedrører vores rettethed mod at være og udtrykke den, vi er, hvilket vi bl.a. oplever, når vi bliver set, anerkendt, forstået og respekteret for vores måder at manifestere vores individualitet på. Autonomibehovet vedrører endvidere oplevelsen af selvbestemmelse og af at (kunne) handle af egen fri vilje samt at have det godt med at være den, vi er.
Behovet for Tilhør vedrører vores rettethed mod sociale relationer i form af venskaber, gruppetilhør, identitetsskabende fællesskaber samt oplevelser af vi-hed i tætte relationer, der understøtter oplevelser af at 'føle os hjemme' i vores liv og som menneske blandt mennesker.
Behovet for Mestring vedrører vores rettethed mod at mestre vores opgaver, os selv og vores omgivelser. Vi får positive oplevelser af at kunne gøre dette, hvilket muliggøres, når vi udnytter og udvikler vores evner, talenter og færdigheder på måder, så disse er i (optimal) overensstemmelse med forvaltningen af de øvrige psykologiske grundbehov.
© Jan Tønnesvang
Psykologisk ilt er et centralt begreb i Vitaliseringspsykologien. Udtrykket stammer fra selvpsykologiens ophavsmand Heinz Kohut og anvendes som metafor for de aspekter i menneskers omgivelser, der vitaliserer og understøtter deres udvikling og tilværelseskompetence. Psykologisk ilt kan metaforisk sidestilles med organismers behov for fysisk ilt. Den psykologiske ilt skabes og er til stede i det 'gode nok' vitaliserende miljø.
Svarende til, at der findes fire psykologiske grundbehov, findes der fire hovedtyper af vitaliserende relationer, som tilvejebringer horisontskabende ilt, anerkendelsesilt, tilhørsskabende ilt og udfordrings ilt til de fire behov. Den psykologiske ilt skaber de miljømæssige betingelser for, at mennesker kan udvikle deres livsengagement, trivsel og personlige integritet i realiseringen af de fire behov.
Du kan læse mere om de psykologiske behov, vitaliseringsrelationer og psykologisk ilt i artiklen, Psykologiske behov, motivation og vitaliserende miljøer (2019).