I vitaliseringspsykologien anskues kompetence og dannelse som komplementære fænomener, der gensidigt betinger hinanden. Med kompetence løser man forskellige typer af faglige, sociale, politiske og eksistentielle opgaver. Med dannelse tager man stilling til betydningen af de opgaveløsninger, man laver i forhold til de værdier, der er på spil i de større tilværelsessammenhænge, man befinder sig i. Dannelse svarer til at have en tilværelsesreflekterende omgang med sine kompetencer.
Vitaliseringspsykologi anvender begrebet om Kvalificeret Selvbestemmelse til at indfange helheden af de kompetencer, der skal til for at realisere en dannelsesreflekteret tilværelse. I overensstemmelse med dette introducerede Tønnesvang i Selvet i pædagogikken (2002) termen tilværelseskompetence som betegnelse for de kompetencer, der indgår i begrebet om Kvalificeret Selvbestemmelse. Der indgår fire grundformer af tilværelseskompetence i KvaS-begrebet. De fire tilværelseskompetencer kaldes henholdsvis teknikalitet, socialitet, sensitivitet og refleksivitet.
KvaS-modellen organiserer de fire tilværelseskompetencer som kvalificerende og selvbestemmende kompetencer i henholdsvis udadrettet og indadrettet form. Udadrettet kvalificering kaldes teknikalitet og vedrører måder, hvorpå man mestrer dele af samfundets teknologiske kompleksitet i kraft af sin viden og sine færdigheder. Udadrettet selvbestemmelse kaldes socialitet og vedrører måder, hvorpå man mestrer deltagelse, samarbejde og udvikler omverdensforståelse i sociale relationer. Indadrettet selvbestemmelse kaldes sensitivitet og vedrører måder, hvorpå man er i kontakt med, regulerer og udtrykker følelser, behov og værdier. Indadrettet kvalificering kaldes refleksivitet og vedrører måder, hvorpå man udvikler opmærksomhed og kapacitet for perspektivtagning og selvforståelse.
Grundlaget for KvaS-modellen udfoldes i artiklen Hvad er uddannelse til for (2015)?
De fire tilværelseskompetencer er organiseret i modellens fire kvadranter som henholdsvis udadrettet og indadrettet kvalificering og selvbestemmelse.
Modellen for Kvalificeret Selvbestemmelse © Jan Tønnesvang, 2012
KvaS-modellen viser en helhedsforståelse af kompetence, som går på tværs af kontekster og forskellige praksissammenhænge, hvor man arbejder med forskellige dele af menneskers kompetencer. KvaS-modellen gør det muligt at arbejde med en fælles referenceramme på tværs af forskellige sammenhænge, hvor man anvender specifikke metoder til at arbejde med særligt fokus på specifikke dele af menneskets kompetence. Dermed bliver det muligt at etablere en helhedsforståelse omkring kompetence, hvor de forskellige måder at arbejde med dele af dette kan italesættes og relateres til hinanden som netop forskellige praktiske og metodiske måder at arbejde med tilværelseskompetence i en helhed.
Her udfoldes KvaS-modellen i Vitaliseringsmodellens mestringsbehov © Jan Tønnesvang, 2012.
I bogen Medarbejdervitaliserende samtaler (2020), kan du læse mere om, hvordan man kan arbejde med KvaS-modellen i organisationer.
Der er udviklet nogle praksisredskaber, som bl.a. kan anvendes til vitaliserende samtaler med mennesker i forskellige livssammenhænge og som analyseredskab i det tværfaglige samarbejde i pædagogik, skole og uddannelse samt arbejds-, organisations- og ledelsesliv.