Vitaliseringspsykologi


Professor i psykologi Jan Tønnesvang giver i denne podcast et lynkursus i den såkaldte ’medarbejdervitaliserende samtale’ og det tilhørende ’vitaliseringskompas’. Kompasset kan bruges af både ledere og medarbejdere til trivselssamtaler og MUS.


Hvad er Vitaliseringspsykologi?

Ordet vitalisere stammer fra fransk (vitaliser) og betyder at levendegøre, at gøre livskraftig. Vitaliseringspsykologi er en helhedsorienteret psykologi, der beskæftiger sig med betingelser i menneskers omgivelser, som levendegør deres eksistentielle vilkår og muligheder for at trives og udvikle sig som personer i relation til andre. Vitalisering har en særlig betydning i forhold til menneskers psykologiske grundbehov.

Jan Tønnesvang introducerede i 2001 en teori om noget af dét, der driver og former menneskeliv. Denne teori danner grundlag for det, som vi i dag kender som Vitaliseringspsykologi. Vitaliseringspsykologi beskæftiger sig særligt med de psykologiske grundbehov, og hvorledes vitaliserende betingelser i menneskers omgivelser fremmer motivation, trivsel og kvalificeret selvbestemmelse i menneskers måder at udvikle og mestre deres tilværelse på. 

Psykologiske grundbehov - Vitaliseringsmodellen

Vitaliseringspsykologi beskæftiger sig med spørgsmål om, hvordan der sker vitalisering omkring de psykologiske grundbehov for mening, mestring, tilhør og autonomi. De psykologiske behov former sig som motivationelle rettetheder i menneskers liv og skifter karakter og udtryk gennem livet i kraft af gensidige interaktioner og vitaliserende påvirkninger fra omgivelserne.

Vitaliseringsmodellen (Vital-modellen) viser, hvordan de psykologiske grundbehov indgår i en dynamisk sammenhæng, som understøttes og vitaliseres af den psykologiske ilt, der findes i de vitaliserende miljøer. De psykologiske grundbehov og den psykologiske ilt har betydning for måderne, hvorpå mennesker er motiverede og engagerede i deres liv.

Tilværelseskompetencer - Modellen for Kvalificeret Selvbestemmelse

Vitaliseringspsykologi beskæftiger sig med spørgsmål om, hvordan mennesker udvikler kvalificeret selvbestemmelse i deres måder at mestre deres tilværelse på. Dette sker gennem udvikling i fire tilværelseskompetencer, som omfatter de faglige, sociale og personlige sider af menneskers tilværelse. De fire tilværelseskompetencer kaldes for teknikalitet,socialitet, sensitivitet og refleksivitet.

Modellen for Kvalificeret Selvbestemmelse (KvaS-modellen) viser, hvorledes teknikalitet, siocialitet, sensitivitet og refleksivitet indgår i en helhedsforståelse af tilværelseskompetence, der omfatter såvel kvalificering som selvbestemmelse. Dialektikken mellem kvalificering og selvbestemmelse danner grundlag for, at der forekommer dannelse i menneskers liv. 

Grundmodeller

Vitaliseringsmodellen og modellen for Kvalificeret Selvbestemmelse (KvaS-modellen) illustrerer i deres sammenhæng grundstrukturer i den menneskelige motivation, kompetence og relationsdynamik. Modellerne er transkontekstuelle, hvilket betyder, at de kan anvendes til at arbejde med motivation, kompetence og relationsdynamik i forskellige livs- og praksis-sammenhænge. Modellerne er endvidere transmetodiske, hvilket betyder, at de ikke er bundet til at skulle anvendes på én bestemt måde, men kan anvendes på varierende måder i relation til forskellige former for metodisk praksis i forskellige sammenhænge.