Det hævdes fra tid til anden, at evnen til at erindre hændelser i fortiden er særegen for mennesker, og at dyr er ude af stand til at huske eller forestille sig hændelser på tværs af længere tidsmæssige afstande. Men efter vores opfattelse bør situationer med tilstrækkeligt distinkte cues spontant kunne aktivere erindringer om selv fjerne hændelser også hos dyr, da disse processer kun i begrænset omfang involverer højere kognitive færdigheder. I samarbejde med forskere på Max Planck Institute for Evolutionary Anthropology og Wolfgang Köhler Primate Research Center i Leipzig i Tyskland har vi for nylig udviklet en ny tilgang til undersøgelse af spontane erindringer om enkle hændelser hos dyr på grundlag af den viden, vi har erhvervet gennem vores studier af ufrivillige selvbiografiske erindringer hos mennesker. (jf. Hovedområde 1). Vi konstaterede, at chimpanser og orangutaner spontant genkaldte sig information om en tidligere situation, hvor et redskab blev gemt, selv efter 3 års forløb, hvis de blev stillet over for samme miljø, opgave og forsøgsleder, der tilsammen udgjorde et distinkt cue. Forsøgsresultaterne viser, at menneskeaberne var i stand til at skelne mellem flere meget ensartede situationer, hvor redskaber blev gemt, hvilket antyder, at de var i stand til at knytte kontekstuel information om de forskellige situationer sammen. Dermed fremstår deres hukommelse langt mere menneskelignende end hidtil antaget. I vores kommende arbejde anvender vi såvel rumlige som sociale cues til at aktivere erindringer, hvorved vi kan undersøge de grundlæggende dimensioner i organiseringen af abernes naturlige miljø.