Selv om det ud fra vores opfattelse er muligt at finde simplere former for selvbiografiske erindringer hos dyr, er den menneskelige selvbiografiske hukommelse sandsynligvis unik i henseende til kompleksitet og funktionalitet. Ud fra vores opfattelse er denne egenart hovedsageligt et resultat af kulturelt overførte vidensstrukturer, hvilket gør den rumlige, sociale og tidsmæssige organisering af den menneskelige selvbiografiske hukommelse radikalt mere kompleks end dyrs selvbiografiske hukommelse. Dette tillader mennesker at opbygge særdeles komplekse hændelses- og livsbeskrivelser og muliggør en målstyret, strategisk genkaldelse af hændelser, uafhængigt af konteksten.

Vi har introduceret og omhyggeligt undersøgt begrebet cultural life script – kulturelt livsskript – dvs. kulturelt baserede fælles forventninger om rækkefølge og tidspunkt for større overgangsbegivenheder i et prototypisk livsforløb. Blandt andet har vi i vores tidligere forskning undersøgt relationen mellem erhvervelsen af et kulturelt livsskript i barndommen og ungdommen og evnen til at generere en sammenhængende fortidig eller fremtidig livshistorie. Denne forskning har vist, at kulturelt livsskriptet er med til at forankre et menneske i dets kultur, lige som det skaber de rammer, som holder sammen på et menneskes livshistorie. Et vigtigt spørgsmål i forskningen er, hvad denne relation mellem erhvervelsen af et kulturelt livsskript i barndommen og ungdommen og evnen til at fortælle en sammenhængende, kulturelt forankret livshistorie betyder for børn med en mindre normal baggrund, eksempelvis børn, der tidligere har været udsat for traumatiske begivenheder.

En anden undersøgelsesrække studerer den mulige kulturelle relativitet ved tre aspekter af organiseringen af den selvbiografiske hukommelse, som sjældent er undersøgt uden for den vestlige kulturkreds: (1) reminiscensbump, defineret som en forøgelse af erindringerne fra det tidlige voksenliv, fremkaldt af neutrale verbale cues, (2) positivitetsbias, det vil sige tendensen til langt hyppigere at genkalde sig positive end negative oplevelser som reaktion på neutrale opfordringer og (3) positiv selvbias, der i denne kontekst defineres som ikke-sindslidende voksnes tendens til at opfatte emotionelt positive hændelser som langt mere centrale for deres livshistorie og selvforståelse end negative hændelser.