Nedenstående projekt er afsluttet.
Artikler i relation til projektet vil blive offentliggjort på denne side når de udkommer.
Vi undersøger effekten af ungdommens musik og filmklip på evnen til at genkalde sig livshistorien hos ældre med Alzheimers demens.
Formål med undersøgelsen
Vi ønsker at undersøge, hvilken effekt gamle filmklip, sange og fotografier har på selvbiografiske erindringer og fortælling af livshistorien hos personer med Alzheimer demens. Tidligere undersøgelser har vist, at erindringsevnen kan forbedres, når man som deltager stimuleres med relevante ledetråde fra ens barn- og ungdom, som er den periode, der ofte er bedst bevaret i hukommelsen.
Reminiscensmateriale bestående af filmklip, musik og fotografier fra barn- og ungdomsårene
Deltagere vil i forbindelse med projektet blive præsenteret for genkendelige multimedieklip såsom gamle filmklip, sange og fotografier, der er sammensat til korte film. Hver film har et tema såsom sommer og friluftsliv eller sport og fritid, og materialet er målrettet deltagerens barn- og ungdom. Erfaringer fra tidligere undersøgelser viser, at ledetråde i form af musik og fotografier kan forbedre erindringsevnen hos personer med demens.
Hvem kan deltage?
Vi søger deltagere fra 70 år og derover, som er udredt med Alzheimer demens, og som ikke har andre tilstande, der påvirker hukommelsen (f.eks. apopleksi). Deltagere skal desuden kunne overskue at få besøg af en projektmedarbejder i eget hjem og kunne deltage i interviews, samt udføre små opgaver og tests.
Hvad indebærer deltagelse?
Deltagelse i undersøgelsen indebærer 3 besøg i deltagers eget hjem, hvor en projektmedarbejder interviewer/tester deltageren. Hvert besøg varer ca. 1-1½ time. Første besøg vil dels bestå af nogle korte kognitive test (max en halv times varighed), samt en uformel samtale, hvor vi forsøger at lære deltageren bedre at kende. Herefter følger to besøg med ca. en uges mellemrum, hvor vi vil se en kort film om gamle dage og høre om deltagerens livshistorie. Undersøgelsen starter op i januar 2018.
Yderligere information
I er meget velkomne til at kontakte os for yderligere information eller aftale om informationsmøde. Vi sender desuden meget gerne deltagerinformation ud til interesserede deltagere samt pårørende.
Kontaktperson og projektkoordinator:
Katrine Rasmussen
Tlf.: 87165995 og e-mail: katrine@psy.au.dk