Her kan du læse om forskningsprojektet:
SøvnTab: Vi ønsker at undersøge, hvor godt to forskellige ikke-medicinske, adfærdsbaserede søvnbehandlinger virker mod søvnproblemer hos voksne, som har mistet en nærtstående.
Mange mennesker oplever søvnproblemer efter at have mistet en nærtstående. Tabet af en nær person er for mange en stressende og livsomvæltende begivenhed, som kan igangsætte søvnproblemer. Selvom man gradvist genvinder sit fodfæste efter tabet, vil søvnproblemer, der har stået på over længere tid, ofte blive kroniske på grund af uhensigtsmæssige adfærds- og tankemønstre.
Søvn har mange vigtige funktioner for både hjernen og kroppen - og særligt for vores fysiske og psykiske helbred og velbefindende. Søvnproblemer kan have alvorlige konsekvenser for livskvalitet og funktionsevne og kan lede til negative helbredsudfald. Alligevel er der i dag næsten ingen behandlingstilbud til sørgende med søvnproblemer ud over sovemedicin.
Undersøgelser viser, at ikke-medicinsk, adfærdsbaseret søvnbehandling kan lindre søvnproblemer effektivt, men der er desværre meget lidt forskning i effekten af sådanne behandlinger hos personer, som har oplevet et tab. Med SøvnTab ønsker vi at undersøge, om kortvarig, ikke-medicinsk søvnbehandling kan mindske søvnproblemer hos sørgende - og om behandlingen desuden kan lindre komplicerede sorgreaktioner.
Man kan deltage, hvis man:
Der er visse omstændigheder, som kan stå i vejen for deltagelse. Det gælder personer, som har andre diagnosticerede søvnsygdomme (fx søvnapnø), svære psykiatriske eller fysiske sygdomme der påvirker søvnen, arbejder på skiftehold, eller tidligere har modtaget psykologisk søvnbehandling.
Som deltager vil du via lodtrækning blive tilbudt ét af to individuelle, ikke-medicinske søvnbehandlingsforløb. Begge behandlinger omhandler råd og vejledning i, hvordan man optimerer sin søvn, og begge forløb strækker sig over ca. 4 uger. Enkelte dele af behandlingen kræver fysisk fremmøde på Psykologisk Institut i Aarhus få gange i løbet af forløbet.
Som deltager får du gratis adgang til adfærdsbaseret søvnbehandling, som ikke er tilgængelig i det danske sundhedssystem, samt indsigt i din egen søvnprofil og individuelle døgnrytme. Din deltagelse vil desuden bidrage til vigtig viden om, hvordan sørgende med søvnproblemer bedst kan hjælpes.
Er du interesseret i at deltage - eller kender du nogen, for hvem det kunne være relevant?
Første skridt er et kort spørgeskema på ca. 5 minutter. Det forpligter ikke til noget, men giver mulighed for at høre mere og eventuelt deltage.
Klik her for at udfylde spørgeskemaet
Eller scan denne QR-kode:
Projektets resultater forventes publiceret løbende fra 2028 og fremefter. Links til publikationer vil blive opdateret her, når de er offentligt tilgængelige. Deltagere, der ønsker det, vil desuden modtage et resumé af de overordnede resultater.
Projektet ledes af Alexander Castro-Pavlik, psykolog og ph.d.-studerende ved Psykologisk Institut og tilknyttet Enhed for Sorgforskning og Enhed for Søvn og Døgnrytmepsykologi. Han samarbejder med erfarne forskere og psykologer med ekspertise inden for både sorgforskning og søvnforskning.