Materialet kan bruges frit. Benyttes det i publikationer og PowerPoints angives reference til Bertelsen & Skibsted
Dilemma #1: Opgave fra nettet
Du sidder med en aflevering, som skal afleveres i morgen i første time. Du skal skrive en novelle. Det er en af de opgaver, som man kan få til den skriftlige prøve i 9. klasse. Lasse, som du går i klasse med, har sagt, at man nemt kan finde sådan nogle opgaver på nettet.
I 1½ time har du siddet og forsøgt at skrive noget, men du er helt blank. Det er meget sværere end du havde troet, det ville være. Klokken er 21, og du orker ikke mere. På den ene side har du lyst til at søge lidt på nettet, og se om du kan finde en novelle, der er skrevet. På den anden side føles det forkert, og du er også bange for at blive opdaget og få -3.
Hvilke handlemuligheder har du? Hvad tænker, føler og vil du?
Hvad vælger du at gøre? Hvorfor har du valgt det?
Dilemma #2: Chefen
I rigtig lang tid har du og dine forældre ledt efter et fritidsjob til dig. Det har været rigtig svært at finde noget, men for tre uger siden lykkedes det endelig. Du har fået et job på et kontor, hvor du tre gange om ugen skal komme i to timer og lave lidt forskelligt - bl.a. tømme opvaskemaskinen, gå ud med skrald og den slags. Du har det fint med alt det du skal lave, og du synes også, du udmærket kan finde ud af det. Men nu har du været af sted tre gange, og du synes ikke, at din chef er særlig venlig over for dig. Han er kommet med nedladende kommentarer alle tre gange du har været der, og hver gang du er gået hjem fra arbejdet, har været følt dig irriteret og trist. Du har ikke lyst til at finde dig i kommentarerne, men du har heller ikke lyst til at sige op, nu hvor du endelig har fået et job.
Hvilke handlemuligheder har du? Hvad tænker, føler og vil du?
Hvad vælger du at gøre? Hvorfor har du valgt det?
Dilemma #3: Venner og forelskelse
Du og Ida er gode veninder og klassekammerater. I taler sammen hver dag i skolen, og I er også sammen en gang i mellem efter skole. I løbet af den sidste tid er du selv blevet lidt forelsket i Carl fra parallelklassen. Problemet er bare, at det er Ida også. Ida har snakket meget om Carl og har også fortalt dig, at hun er vild med ham. Du har ikke sagt noget til Ida…
Nu har Ida fået den ide, at hun vil spørge Carl, om han ikke kommer hjem til hende en dag og læse lektier. Hun vil have at du og Carls ven også er der, så det ikke virker akavet og kæreste-agtigt. Du ved ikke hvad du skal gøre, du ved bare, at du overhovedet ikke har lyst til at hjælpe Ida med at blive kæreste med Carl.
Hvilke handlemuligheder har du? Hvad tænker, føler og vil du?
Hvad vælger du at gøre? Hvorfor har du valgt det?
Dilemma #4: Sommerhustur
For fem uger siden startede du på dit nye job i Føtex. Du er vildt glad for jobbet, det er fedt at tjene pengene. I går fik du vagtplanen for den næste måned, og det er lige gået op for dig, at den weekendvagt du har fået, hvor du skal arbejde 8 timer både lørdag og søndag, også er den weekend, hvor du havde aftalt at tage i sommerhus med dine bedste venner. Da du fik vagtplanen sagde din chef, at lige den weekend var det særlig vigtigt at du kunne komme, da de andre unge ansatte havde ønsket fri pga. en fest for 1. g’erne. Du havde sagt: ”Det er ikke noget problem, jeg kan sagtens.”
Lige nu føles det ret irriterende at du sagde sådan.
Hvilke handlemuligheder har du? Hvad tænker, føler og vil du?
Hvad vælger du at gøre? Hvorfor har du valgt det?
Dilemma #5: Klassekammeraten
Du går i klasse med Simon, som er lidt speciel. Han er flink nok, men han har ikke rigtigt noget til fælles med i andre i klassen. Han kommer hver dag, og han virker også glad nok - sådan da. På det sidste har du lagt mærke til at et par af dine klassekammerater har sagt noget for sjov til Simon, som han vist nok blev lidt ked af. Du synes ikke, de andre kan være bekendt at gøre grin med ham, men du synes ikke rigtigt du er hans ven, og du har nok heller ikke rigtig lyst til at være det.
Hvilke handlemuligheder har du? Hvad tænker, føler og vil du?
Hvad vælger du at gøre? Hvorfor har du valgt det?