Hvordan opleves sorgen for dig?
Kirstine: De fleste kender til sætningen ”tiden heler alle sår”, men sådan oplever jeg det ikke. Jeg oplever ikke, at såret bliver mindre med tiden, men at det bare bliver anderledes.
Det er som om, at jeg startede ud med et kæmpe kraniebrud, hvor blodet bare fossede ud. Alle omkring mig kunne se det og var bekymrede. Men i dag er såret ikke tydeligt længere. Der er intet blod, men det er erstattet af en stor smerte i hovedet. Lige da jeg mistede min mor, var alle klar over, hvor umådeligt svært det var for mig, da vi var så tætte. Men sorgen er der stadig. Det virker som om, at alle andre har glemt det eller har en idé om, hvor langt jeg er nået eller burde være nået i min sorg. Men min smerte er der stadig. Den er stadig lige så stor, men bare anderledes. Lige da jeg mistede hende, var det jo den surrealistiske tanke om, at jeg aldrig skulle se hende igen, høre hende igen, mærke hende igen. De tanker er der stadig.
Jeg er vokset meget, og der er mange ting, jeg kan i dag, som jeg ikke kunne dengang: tage i biografen, spise udenfor på en cafe eller tage offentlig transport. Ting, jeg ville give alt for, at hun kunne se og kunne opleve det med mig.
Der er gået over 3 år. Men jeg får stadig en klump i halsen, jeg kan stadig mærke tårerne pible frem bare af at sidde og skrive dette her. Folk snakker altid om, at det bliver lettere. Men hvornår? Efter 5 år? 10 år? Jeg vil konstant udvikle mig, hvilket gør, at der konstant er ting, hun ikke kommer til at se og opleve. ”Hun ville have været så stolt af dig, du gør det så godt” - sætninger som denne er ment godt, men de gør kun klumpen i halsen større.
Hvordan oplever du, at sorgen påvirker din hverdag?
Kirstine: Sorgen opleves som en konstant. Den opleves ikke konstant, men den er der konstant. Store ting, små ting, nye ting. Alt kan starte et vandfald af tårer, en hylen og hulken samt en oplevelse af uvirkelighed. Jeg kan sidde og have det så godt, men pludseligt, så er det der bare.
Jeg har lige været i biografen med min storesøster, hvor vi så ”Marco effekten”. Pludseligt midt under filmen blev jeg overvældet af følelser: mor elskede de her film, særligt Fasandræberne. Tænk at jeg sidder her i biografen. Tænk at jeg faktisk kan lide den nye, at jeg vælger det frivilligt. Jeg opsøger det lige frem. Mor elskede biografen, men der skulle meget til, for at hun kunne lokke mig med. Jeg kæmpede så meget med at komme af med de tanker, tilbage til ”bare” at nyde filmen.
Mærkedage er også slemme for mig. Men også en tur til stranden i høj sol, bland selv-slik og en god film, ud og spise god mad. Ud af det blå, så slår sorgen mig i maven. Den er konstant med mig. Nogle gange vejer den 20 kg og andre gange er den så let som en fjer, men den er der. Jeg oplever også, at jeg ikke kan sige det. Kun til mine tætteste, for det er kun dem, der kender til det forhold min mor og jeg havde. Men det er svært at sige til andre, da de tror, det så lige er sket og kan virke overraskede, når de finder ud af, at det er et par år siden.
Hvad gør du for at håndtere din sorg?
Kirstine: Jeg græder, hyler, hulker, det skal ud, helst så hurtigt som muligt. Så hvis jeg er hjemme, så kan det godt se voldsomt ud. Jeg gør det ikke, hvis jeg er ude, hvis jeg altså kan kontrollere det.
Jeg ville ønske, at jeg kunne besøge min mors gravsted langt oftere. Men hun er begravet Jeg taler også meget om hende, da jeg har brug for at mindes hende. Jeg husker hende tydeligt og klart. Hendes smil, latter og stemme. Jeg husker hende så klart, at hun nærmest er lige dér - åh hvor ville jeg gøre alt for, at hun virkelig bare var lige dér.
Tænker du, at sorgen opleves anderledes hos efterladte med autisme end efterladte uden autisme?
Kirstine: Sorg er en underlig størrelse, og den kan opleves på så mange måder. Jeg har svært ved at forestille mig, at folk med autisme oplever den anderledes, da andre mennesker i forvejen oplever den så forskelligt. For hvem har man mistet? Hvornår? Til hvad? Nogle oplever raseri, andre gråd og andre intet særligt. Nogle elsker at besøge graven og for andre betyder det intet. For det handler også om, hvem er tilbage? Hvem er de efterladte?
Før min mor døde, hørte jeg folk snakke om, at sorg var svært at forstå for folk, der ikke selv havde mistet. Til det kan jeg kun sige, at det er lige så uforståeligt for os, der har mistet. Jeg forstår ikke altid andres sorg og heller ikke altid min egen. For vi har ikke mistet den samme, og vi har ikke haft samme relation til den vi har mistet.
Har du nogle råd eller tanker, som du gerne vil dele med andre efterladte med autisme?
Kirstine: Det er DIN sorg og den kan ALDRIG være forkert. Jeg ved, at det for mange kan være svært at have en sorg, der ikke matcher resten af dem omkring en, men det gør den ikke mindre rigtig. Folk snakker altid om, hvor fantastisk det er, at vi er forskellige, men det glemmer folk bare lidt, når det kommer til sorg. Jeg husker en familie, hvor de også havde mistet en mor: Faren og den ældste datter fik meget ud af at besøge graven, men det sagde ikke sønnen noget, da han gerne bare ville blive hjemme. I dette tilfælde skulle sønnen bare have haft lov til det fra starten, for bare fordi de andre får meget ud af at besøge graven, så kan man ikke tvinge drengen til også at få noget ud af det. Så husk det.
Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at sørge på, kun nogle måder. der er mere gængse end andre. Lige som dét at være autist, så er det også anderledes fra normalen, men det gør ikke, at man er forkert, man er bare anderledes.
Hvordan kan dine pårørende bedst hjælpe dig i sorgen?
Kirstine: Bare være der for mig, lytte til mig og holde om mig. Jeg har behov for at snakke om det og at græde over det. Brug for dagsture ned til graven. ”Heldigvis” sørger jeg meget ”klassisk”. Jeg bliver ked af det. Jeg græder og siger ”jeg savner hende bare så meget”. Det er heldigvis noget, der er let at forstå for eksempelvis min kæreste og min søster, som begge er blevet eksperter i at holde om mig og lade mig komme ud med det.