Autisme

Adfærdsmæssige/neurale sammenhænge mellem sensoriske-motoriske færdigheder og evnen til at synkronisere sin adfærd med et andet menneske i forbindelse med social interaktion

v. Rasmine Louise Holm Mogensen:
Jeg blev cand.psych. sommeren 2017 ved Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, og blev derefter ansat som ph.d.-studerende ved Center for Music in the Brain, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet. Jeg har en bred interesse i neurovidenskab, udviklingspsykologi og klinisk psykologi.

I min tid som psykologistuderende har jeg særligt fordybet mig i forskellige emner inden for forskning angående Autisme Spektrum Forstyrrelser (ASF). Jeg har blandt andet forsket i udviklingen af selvbiografisk hukommelse hos børn med ASF i forbindelse med min specialeafhandling.  Mit ph.d.-projekt vil også undersøge børn med ASF. 

Projektet har til formål at afdække adfærdsmæssige/neurale sammenhænge mellem sensoriske-motoriske færdigheder og evnen til at synkronisere sin adfærd med et andet menneske i forbindelse med social interaktion. Ph.d.-projektet kan karakteriseres som grundforskning. Dets resultater vil dog bidrage med viden, der potentielt kan anvendes i forbindelse med udviklingen af adfærdsinterventioner, som har fokus på at styrke sensoriske-motoriske færdigheder hos børn med ASF.

Hjernens organisering i neurale udviklingsforstyrrelser

v. Line Gebauer:
Psykolog, Ph.d. i neurovidenskab, lektor ved Institut for Klinisk Medicin, AU.

Jeg arbejder som psykolog ved Langagerskolen, der er et specialtilbud til børn med autisme og svær ADHD. Derudover har jeg en deltidsansættelse som lektor ved Klinisk Institut, AU, hvor jeg er tilknyttet Center for Music in the Brain. Min forskning omhandler blandt andet hjernens organisering i neurale udviklingsforstyrrelser, specifikt med fokus på ændret sansebearbejdning, sensorisk-motorisk koordination og interpersonel synkronisering hos mennesker med autisme. Derudover interesserer jeg mig for hvordan musik påvirker krop, følelser, og hjerne, herunder effekten på neurotransmittere og hormoner, samt hvordan denne viden kan omsættes i behandlingen af forskellige somatiske og psykiatriske problematikker.