Formålet er at undersøge en ny sundheds- og trivselsfremmende indsats (ADAPT: Adolescent Developmentally-Appropriate health Promotion Therapy) for elever i 8. klasse. Indsatsen skal styrke elevernes trivsel og sundhed (fx i forhold til alkohol), og det gøres bl.a. ved at have fokus på prosocial adfærd (fx hvordan eleverne kan gøre en forskel i de fællesskaber, de er en del af, og i samfundet generelt). Derudover er vi interesserede i at undersøge, hvordan trivsel og sundhed hænger sammen med fællesskaber og det at gøre en forskel for andre.
De store ESPAD-undersøgelser viser, at teenagere (15-16-årige) i Danmark har haft ”europarekord” i druk siden 90’erne. I løbet af udskolingen sker der en stor udvikling i forbruget: mens 4 % af eleverne i 7. klasse har prøvet at være fulde mindst to gange, så gælder det for 46 % i 9. klasse (Skolebørnsundersøgelsen, 2023). Det store forbrug af alkohol i en tidlig alder kan have både kort- og langsigtede negative konsekvenser som fx ulykker, mens man er beruset, og påvirkning af hjernen, som er under udvikling ind til midten af 20’erne. Samtidig har vi (både internationalt og nationalt) de seneste 12 år set en bekymrende stigning i mistrivsel blandt børn og unge. Den nyeste Skolebørnsundersøgelse viser stigende mistrivsel og dårligere mentalt helbred blandt danske skolebørn på alle de anvendte mål - særligt blandt pigerne. De sidste år af folkeskolen er vigtige tidspunkter at sætte ind med forebyggende indsatser, men vi mangler evidensbaserede indsatser med fokus på alkohol og trivsel, som kan integreres i skoledagen. For at imødekomme disse udfordringer har vi udviklet en ny sundheds- og trivselsfremmende indsats, der som nævnt kaldes ADAPT.
ADAPT er baseret på ny neuropsykologisk forskning om den store udvikling, der finder sted i teenageårene, bl.a. i de unges sociale evner og kognitive funktioner (fx udviklingen af kritisk tænkning og selvrefleksion). Indsatsen fokuserer på at fremme og anerkende denne udvikling.
Ligeledes fokuserer ADAPT på beskyttende faktorer (dvs. faktorer, som fremmer trivsel og mindsker alkoholbrug), og de unges aldersspecifikke styrker aktiveres for at skabe positiv forandring. ADAPT består af gruppesamtaler med elever i 8. klasse og et dialogmøde med deres forældre.
Projektet bygger videre på et pilotprojekt, hvor unge fra 8. klasse hjalp os med at pilotafprøve og videreudvikle ADAPT, se mere her.
I projektet følger vi ca. 1.000 elever i 8. klasse. Eleverne udfylder tre spørgeskemaer, hvor de svarer på spørgsmål om trivsel, eventuelt brug af rusmidler (fx alkohol), fællesskaber og det, man kalder prosocial adfærd, som handler om at gøre en positiv forskel for andre. Derudover deltager eleverne i tre gruppesamtaler, hvor de får mulighed for at udforske disse emner sammen med andre fra deres klasse. Elevernes forældre inviteres til at deltage i et dialogmøde på skolen, hvor de præsenteres for evidensbaseret viden om, hvad de kan gøre for at fremme trivsel og sundhed, og de får mulighed for at dele deres tanker og erfaringer med andre forældre fra klassen.
I løbet af projektet frigives manualer og materialer til gruppesamtalerne (elever) og dialogmødet (forældre). Resultater fra projektet vil blive formidlet løbende via oplæg og artikler.
Projektet løber fra 01.02.2025 til 31.01.2029.
Projektet er finansieret af TrygFonden.
Projektet udføres i tæt samarbejde med 15 folkeskoler i Jylland. Forskningsgruppen arbejder sammen med ph.d.-studerende Natascha Hareskov Jensen, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet og lektor Kaare Bro Wellnitz, Aarhus Universitet og Aarhus Universitets Hospital.
Derudover mødes vores forskningsgruppe to gange årligt med et eksternt rådgivningspanel bestående af eksperter i sundhed og forebyggelse fra praksis.
Professor
University of Connecticut (UCONN) School of Medicine
Adjungeret Professor
Center for Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet