Digte v. Per Lykke Jacobsen

Per lykke Jacobsen debuterede som forfatter i 2020 med digtsamlingen ”du gik før mig”.
Den er skrevet med baggrund i hans kones uhelbredelige sygdom og død. En poetisk fortælling om at miste, om sorg, glæde og kærlighed og om at stå magtesløs over for døden. Det er digte, der viser, at mødet med døden kan rumme en uventet, menneskelig inderlighed. Selv siger han, at digtene er vokset ud af sorgen. 

Når han skrev, var det som at være sammen med hende igen. Hun var til stede i det rum, han skrev ud fra. I sorgen kom han tæt på hende, mærkede smerten og savnet, men også kærligheden. Glæden over det liv, de fik sammen.

Skriveprocessen blev den måde Per Lykke Jacobsen bearbejdede sorgen og tabet på. Han havde ikke før skrevet lyrik. At det blev den form, var ikke en beslutning han tog, men noget der kom ”af sig selv”. Det var som en ny åre havde åbnet sig. Han begyndte at læse op på caféer, biblioteker, gallerier, foreninger mm, bl.a. sammen med Pop Op Poeterne i Aarhus.
Ud over at læse op og holde foredrag, skriver han på en ny digtsamling samt en roman om en døende far og hans søn, ”Knasternes Liv”.

Per Lykke Jacobsen er født i 1948, ordblind, uddannet tømrer og arkitekt.

Digtsamlingen er udgivet på Forlaget Amanda Books i 2020 og illustreret af billedkunstneren Karen Rønne.
Find mere info på www.perlykke.com

_________

du gik før mig

du gik før mig
en sensommermorgen
tågen drev ind over landet
ingen vind rørte sig
jeg så dig da
du drejede til venstre ved stranden
en flig af din lyserøde morgenkåbe

jeg så dig da
du gik ud på broen
morgenkåben havde fået et skær
af noget blåt over sig
håndklædet hang over skulderen og var hvidt
i tågen var der kun dig og badebroen
alt andet gik i ét

så tyst der var
selv vandet gav ingen lyd fra sig
kun lyden fra stalddørsgrebet
da du åbnede badehusets dør

måske var det den lyd
der gjorde mig varm
måske var det noget andet
da jeg kom ud på broen
havde du taget morgenkåben af
der var ikke andre end dig og mig
 

en lille hånd

vi ser rustvognen
svinge til venstre
for enden af vejen
en lille hånd finder ind i min
kommer mormor aldrig mere tilbage
nej kun i vores tanker
så vil jeg tænke på hende hver dag

i natten

i natten
kan jeg være alle steder
i natten
behøver jeg ikke gå ud
ikke se efter hvor jeg er
eller lave andre ting
som at gå til stranden

der er ingen krav
der er ingen skygger
i natten
kan jeg dyrke selvmedlidenheden
som en sutteklud
svælge i den grimme egoistiske
navlebeskuende selvoptagethed
i nattens mørke
beskyttet mod lyset
hvor alt ses
vurderes moraliseres ynkes

jeg ved ikke hvor jeg er
måske sidder jeg i et hus
og har slukket lyset
måske står jeg på en strand
og har slukket solen