Grundforskningscentret Center on Autobiographical Memory Research (CON AMORE) åbnede den 1. januar 2010. Den 13.-16. juni 2010 blev centret så officielt åbnet med afholdelse af den internationale konference “Theoretical Perspectives on Autobiographical Memory”.
CON AMORE er et grundforskningscenter med en bevilling fra Danmarks Grundforskningsfond på 42 millioner kroner over en femårig periode. Søndag den 13. juni 2010 åbnede konferencen officielt i Aulaen, med åbningsforelæsning ved professor Alan Baddeley, University of York og åbningstale ved formand for Grundforskningsfondens bestyrelse, professor Klaus Bock. Konferencens første dag blev afsluttet med en vellykket åbningsreception i Antikmuseet.
Konferencen blev et tilløbsstykke for forskere inden for feltet selvbiografiske erindringer, og det var netop et ønske om at samle feltet, der stod højest på ønskesedlen, da centret annoncerede konferencen i sensommeren 2009. Deltagerlisten var international med mere end 19 nationaliteter repræsenteret. ”Med så mange forskellige nationaliteter repræsenteret, viser forskningsfeltet selvbiografiske erindringer også, at det er et internationalt forskningsområde, der skal tages seriøst.” udtaler centerleder, professor Dorthe Berntsen.
Selvbiografiske erindringer er et forskningsområde, som har udviklet sig henover de sidste tre årtier, og hvor hvert årti har været kendetegnet af, at en række nye emner er kommet til.
I 1980’erne blev områderne inden for udvikling og vidensstrukturer berørt meget, i 1990’erne blev blikket i stigende grad også rettet mod følelsesmæssige forstyrrelser og hjerneskader samt trauma og falske erindringer. I starten af det nye årtusinde var de nye emner hjerneskanning, Post Traumatic Stress Disorder og sammenhængen mellem fremtidsforestillinger og erindringer. Udviklingen indenfor feltet viser, at forskerne ved meget mere om selvbiografiske erindringer i dag end de gjorde i 1980’erne.
De anerkendte psykologiske tidsskrifter var domineret af andre emner og så ikke selvbiografiske erindringer som et tilstrækkeligt videnskabeligt forskningsområde i 1980’erne. Dette førte til hyppige afslag på optagelse af artikler, som i sidste ende resulterede i en række redigerede bøger fra forskernes side. Senere så flere tidsskrifter dagens lys, og disse så potentialet i forskningsområdet selvbiografiske erindringer, og optog derfor flere artikler, hvilket gjorde selvbiografiske erindringer til et hurtigt voksende område.
”Meget er sket siden begyndelsen af 1980’erne, og i dag ved forskerne meget mere om selvbiografiske erindringer end dengang, så det er et godt tidspunkt at prøve at integrere de forskellige tilgange og perspektiver, som har udviklet sig over de seneste år”, mener Dorthe Berntsen.
Forskerne bag CON AMORE ser tilbage på en konference med et stort udbytte. Konkret har centret fået flere tilkendegivelser fra folk, som gerne vil besøge CON AMORE enten som gæsteforskere, gæsteprofessorer eller udveksling af ph.d.-studerende institutionerne imellem.
CON AMORE har planer om, at det hver sommer vil have en begivenhed f.eks. et seminar eller en mindre konference med et specifikt emne. Et ønske er, at der i sommeren 2011 vil blive afholdt en mindre konference, hvor området ”Udvikling” højst sandsynligt vil være omdrejningspunkt. Dorthe Berntsen uddyber ”ved at vælge et specifikt emne, vil der være mulighed for at fordybe sig i denne gren af selvbiografiske erindringer, men det vil også være en mulighed for forskere, som ikke lige beskæftiger sig med emnet til dagligt og dermed ikke kender området så godt, til at få et øget kendskab til området. Det er også en måde at etablere kontakter på og videreudvikle derfra”.
Det kliniske felt inden for selvbiografiske erindringer er ligeledes et område, som centret gerne vil opdyrke i tiden, der kommer. Området er dog så stort, at det ville kunne bære en konference i sig selv. Derfor blev emnet også kun sporadisk berørt under konferencerne med bl.a. keynotespeaker, professor Tilmann Habermas, Goethe-Universität Frankfurt am Main, samt i poster præsentationerne.
På baggrund af keynote-præsentationerne vil der udkomme en redigeret bog med titlen ”Understanding autobiographical memory: Theories and approaches”. Bogen udgives på forlaget Cambridge University Press.