Ny grundforskning skal bane vej for bedre behandling af kroniske smerter

Professor Lene Vase og adjunkt Sigrid Juhl Lunde fra Psykologisk Institut på Aarhus BSS, Aarhus Universitet har modtaget over 10 millioner til forskning i nye metoder til at vurdere evidensen af behandlinger med og uden medicin. Samtidig har de publiceret en ny guideline om netop dette emne i det anerkendte tidsskrift The British Medical Journal.

Lene Vase Foto: Aarhus Universitet
Professor, dr. Med. Lene Vase Foto: Aarhus Universitet
Sigrid Juhl Lunde Foto: Søren Astrup Jørgensen
Adjunkt i psykologi Sigrid Juhl Lunde Foto: Søren Astrup Jørgensen

Lundbeckfonden har støttet med 5 millioner kroner, Danmarks Frie Forskningsfond med 3,17 millioner kroner, og Aarhus Universitets Forskningsfond har givet Lene Vase og Sigrid Juhl Lunde en bevilling på 2,4 millioner kroner. Det giver de to forskere mulighed for at forske i bedre kontrolbetingelser for behandlinger med og uden medicin, hvilket vil gavne kroniske smertepatienter i form af bedre behandling.

”Det er rigtig dejligt, at frie og uafhængige fonde støtter grundforskning i, hvordan vi bedst laver evidenstest. Det er vigtigt, at vi som forskere hele tiden bliver ved med at stille høje krav til de metoder, vi benytter, så vi kan sikre de mest effektive behandlinger til patienterne. Samtidig viser det, at vi som psykologer har meget at byde ind med i forhold til store fonde som Lundbeckfonden. Bevillinger, som dem vi har fået, åbner store fremtidsperspektiver,” siger professor i psykologi Lene Vase om at modtage bevillingerne.

Virker medicinen?

I Lene Vases forskergruppe PN Research Lab har man gennem flere år forsket i mekanismerne bag placeboeffekter. De er nu nået til det punkt i deres forskning, hvor denne viden kan benyttes til at udvikle nye design til at teste effekten af behandlinger.

”Når nye farmakologiske medikamenter skal godkendes til behandling i klinisk praksis, skal det testes op imod placebo i et såkaldt dobbelt-blind-forsøg – det vil sige, at både klinikere og patienter skal være uvidende om den behandling, der gives. Den nyeste viden om placebomekanismer stiller dog spørgsmålstegn ved, hvorvidt disse testdesigns reelt giver os viden om den faktiske effekt af medicinen,” forklarer Lene Vase og fortsætter:

”Ved ikke-farmakologiske behandlinger, som neurostimulering, fysioterapi eller psykologisk intervention, er der på den anden side ikke krav til, hvilke kontrolbetingelser der skal benyttes. Det rejser igen tvivl om, i hvilket omfang det er effekten af den faktiske behandling, der måles.”

Ny guideline til at teste behandling

For nyligt har Lene Vase og hendes forskergruppe været med til at samle verdens førende forskere inden for placebomekanismer og kliniske forsøg for at udvikle en guideline til at udføre og optimere kliniske forsøg af ikke-medicinske behandlinger. Guidelinen er publiceret i det anerkendte tidsskrift The British Medical Journal.

Det er bl.a. indsigter fra denne guideline, som forskergruppen nu skal teste i deres kommende forskningsprojekter.

Forskningen forventes at kunne bidrage til bedre og mere effektive behandlinger af f.eks. kroniske smertepatienter. Samtidig forventes behandlere og patienter at få større klarhed over, hvor stor den positive effekt af behandlingen er i forhold til mulige bivirkninger. På denne måde kan de bedre vurdere, hvilke behandlingsforløb de ønsker at indgå i.


Yderligere info:

  • Læs den videnskabelige artikel om den nye guideline CoPPS (Recommendations for the development, implementation, and reporting of control interventions in efficacy and mechanistic trials of physical, psychological, and self-mangement therapies): https://doi.org/10.1136/bmj-2022-072108
  • Læs mere om Lene Vase og hendes forskning
  • Læs mere om Sigrid Juhl Lunde og hendes forskning
  • Læs mere om Lene Vases forskningsgruppe PN Research Lab 
  • Læs mere om projekterne og bevillingerne nedenfor:

A scientific challenge in neuroscience: How to overcome large placebo responses in clinical trials?
Professor, dr. Med., Lene Vase, Beløb: 4.998.295 kr. fra Lundbeckfonden

Does spinal cord stimulation (SCS) have an effect beyond patients’ expectations? An investigation of treatment and placebo effects
Professor, dr. Med., Lene Vase, Beløb: 3.166.113 kr. fra Danmarks Frie Forskningsfond

Re-thinking clinical trials: A new paradigm for testing the effect of treatments
Professor Lene Vase, adjunkt Sigrid Juhl Lunde, Beløb: 2.430.400 kr. fra Aarhus Universitets Forskningsfond
Det randomiserede kontrollerede forsøg (RCT) udgør det eksisterende paradigme for test af behandlingseffekter. Vi har dog i forskningsgruppen PN Research Lab vist, at en af de grundantagelser, RCT-designet bygger på, muligvis ikke er korrekt. Med dette projekt foreslår og tester vi et nyt paradigme, der skal sikre mere præcise estimater og bedre empirisk belæg for de behandlinger, vi tilbyder patienter.