Jeg er professor i neurologi og i eksperimentel og klinisk smerteforskning ved Aarhus Universitet. Jeg etablerede Dansk Smerteforskningscenter ved AU og var senest leder af Internationalt Diabetisk Neuropati Konsortium (IDNC). I dag leder jeg et center for diabetisk neuropati i Grønland sammen med danske, grønlandske og engelske forskere.
Jeg har forsket i klinisk neurologi i mere end 40 år. Mit fokus er nervesmerter, der skyldes skader og sygdomme i det perifere og centrale nervesystem. Jeg undersøger smerternes årsager, kliniske kendetegn, diagnostik og behandling. De seneste 10–15 år har jeg især forsket i diabetisk neuropati, dvs. nerveskader som følge af diabetes, og de smerter, de giver.
Jeg har i mange år undervist medicinstuderende og læger i neurologiske sygdomme, især neuropatiske smerter. Undervisningen omfatter forelæsninger, kurser, seminarer og workshops samt inviterede foredrag på universiteter og kongresser i ind- og udland. Jeg har skrevet lærebøger og lærebogskapitler om neurologi og smerter. Jeg vejleder postdocs, ph.d.-studerende og kandidat- og bachelorstuderende.
Jeg samarbejder i dag med Københavns Universitet, Steno Diabetes Center Copenhagen, Steno Diabetes Center Aarhus og Steno Diabetes Center Grønland. Gennem IDNC konsortiet har jeg de seneste 10 år samarbejdet med University of Michigan, University of Oxford, AU og Syddansk Universitet. Tidligere har jeg samarbejdet med forskere i bl.a. USA, Europa og Sydøstasien og med private virksomheder. Jeg skriver desuden for Lex.dk.
I Danmark har jeg bl.a. været leder af den postgraduate uddannelse i neurologi, medlem af Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom og i 16 år medlem af Retslægerådet. Jeg har også været formand for Fonden for Neurologisk Forskning. Internationalt har jeg siddet i bestyrelsen for og været formand for Scandinavian Association for the Study of Pain (SASP) og International Association for the Study of Pain (IASP). For IASP har jeg været kontaktperson for smerte i Sydøstasien.
Jeg forsker i diabetisk neuropati og smerter i Grønland.