Hvis du ønsker at deltage i projektet

Hvem kan deltage i projektet?

Kvinder over 18 år, som tidligere er behandlet for brystkræft, og som har smerter mindst 6 måneder efter endt operation, kemoterapi og/eller stråleterapi, har mulighed for at deltage i projektet. Man må gerne deltage, selvom man får antihormon-behandling (fx Letrozol eller Tamoxifen). Ligeledes må man gerne modtage eller have modtaget Zoledronsyre- og/eller Herception (antistof) behandling. Nogle forhold, herunder visse sygdomme, kan dog gøre, at man ikke kan deltage.

Man kan IKKE deltage i projektet, hvis man:

  • Har tilbagefald af brystkræft eller anden kræftsygdom
  • Har uhelbredelig brystkræftsygdom (stadie IV)
  • Har svære psykiatriske sygdomme, som vurderes at hindre muligt udbytte af behandlingen
  • Ikke taler eller forstår tilstrækkeligt dansk til at få udbytte af behandlingen
  • Ikke har adgang til internet, computer, tablet eller smartphone

Hvad kræver det at deltage i projektet?

  • At man deltager i enten 2, 4 eller 6 individuelle samtaler
  • At man besvarer 3 spørgeskemaer: ét før den første samtale, ét efter den sidste samtale samt ét 12 uger senere 
  • At man i enten 1, 2 eller 3 uger én gang dagligt besvarer 6 spørgsmål via en mobil-applikation (antallet af uger afhænger af lodtrækningen)

Hvis man kommer i venteliste-gruppen, indebærer deltagelse:

  • At man besvarer 3 spørgeskemaer over en periode på 4 måneder
  • Et tilbud om at deltage i behandlingen, når du har besvaret de 3 spørgeskemaer. 

Det er gratis at være med, og der ydes ikke vederlag for deltagelse i projektet.

Hvad får man ud af at deltage i projektet?

At deltage i en eller flere af de tre behandlingskomponenter vil give mulighed for at lære psykologiske redskaber til at håndtere smerter. Vi forventer, at deltagelse i projektet vil kunne hjælpe deltagere med at håndtere sine smerter på en måde, der kan øge deres trivsel og mindske deres samlede smerteoplevelse.

Hvilke risici og bivirkninger er der ved at deltage?

Der er ingen kendte risici eller bivirkninger ved deltagelse i de beskrevne psykologiske redskaber. Idet der i nogle af samtalerne fokuseres på kropslige fornemmelser i dele af øvelserne, kan der opstå kortvarigt lettere fysisk og/eller følelsesmæssigt ubehag. Vi forventer dog, at et eventuelt ubehag er midlertidigt. Samlet set, er det vores forventning, at deltagelse i samtalerne vil have en positiv effekt på deltagernes smerteoplevelse og evne til at håndtere sine smerter.

Hvad gør man, hvis man gerne vil deltage?

Hvis du er interesseret i at deltage i projektet, vil vi bede dig om at downloade og læse projektets deltagerinformationsfolder.

Hvis du, efter at have læst deltagerinformationen, ønsker at deltage, vil vi bede dig om at besvare det spørgeskema, som vi har sendt til dig i din E-boks. Hvis du opfylder kriterierne for deltagelse i projektet, vil du herefter blive kontaktet af os inden for 5 hverdage.