Det korte svar: TP-metoden er sensitiv over for det kulturspecifikke indhold i de udfordringe, der arbejdes med. Samtidigt bygger dette arbejde på almenpsykologiske og altså almenmenneskelige strukturer og processer.

Uddybende svar

TP-metoden er universel: Den handler om en almenmenneskelig måde at få greb om tilværelse på. Den kan indrettes og tilpasses til alle mennesker uanset deres baggrund og situation. Men er metoden ikke, når det kommer til stykket, først og fremmest brugbar for mennesker i vesten? Mennesker som med baggrund i vestlig skolegang, uddannelse og tankegang er vant til at reflektere på den måde, som TP-metoden foreslår? Og for hvem det overhovedet giver personlig og kulturel mening at reflektere på den måde?

Spørgsmålet er indgående diskuteret blandt andet i håndbogen, kapitel 16 – ”Det almenmenneskelige og det kulturspecifikke” – (Bertelsen 2022, se nedenfor). Her argumenteres der for, at TP-metoden både er universel og kan tilpasses til den enkelte (sub)kultur.

WEIRD people (Western, Educated, Industrialized, Rich and Democratic). Men lad os alligevel gå nærmere ind i en kritisk refleksion over dette at påstå, at en teori eller metode handler om det universelt menneskelige. Tilbage i 2010 publicerede Henrich, Heine og Norenzayan en artikel (Henrich et al 2010, se referencelisten nedenfor), hvor de viste, at mange af de data, som psykologien bygger på, først og fremmest gælder for WEIRD mennesker. Ovenikøbet stammer mange data fra empiriske og eksperimentelle undersøgelser af amerikanske universitetsstuderende, som er en yderligere indsnævring af WEIRD populationen. Forfatterne fremhæver, at psykologiske data, teorier og metoder, der baserer sig på sådanne data, derfor ikke kan generaliseres. De omhandler ikke universelle almenmenneskelige psykologiske strukturer og processer.

Henrich og kolleger benægter ikke, at der findes almenpsykologiske strukturer og processer af kognitiv, motivationel og adfærdsmæssig art, som er gældende for alle mennesker. Blot siger forfatterne, at mennesker udfolder de almenpsykologiske strukturer og processer meget forskelligt alt efter den kultur, de er vokset op i, de særlige individuelle livshistoriske opvækstvilkår de har haft inden for denne kultur, de særlige kulturelle diskurser de er blevet og fortsat bliver påvirket af samt kontingente forhold i opvækstvilkårene (genetisk og situationelt i øvrigt). Derfor er det meget vanskeligt – hvis ikke umuligt – at finde det universelt menneskelige i data og stort set umuligt at udvikle almenpsykologiske teorier og metode alene på baggrund af undersøgelser af, hvordan WEIRD forsøgspersoner forholder sig og handler i forhold til (test)situationer i særdeleshed og (en vestlig) tilværelse i almindelighed. F.eks. viser tværkulturelle undersøgelser, at der er stor forskel på, hvordan man i forskellige kulturer opfatter fairness og normativ korrekt adfærd i en given situation

TP og WEIRD. Faktisk er TP på mange måder helt på linje med denne opfattelse af psykologi og universalisme. Man kan selvsagt ikke uden videre og overfladisk generalisere fra det, som er særligt for os her i Vesten til hele verdens befolkning med al dens kulturelle mangfoldighed. Der er jo ret beset ikke noget overraskende i mennesker, der vokser op i og lever i forskellige kulturer, har forskellige udfordringer, opfattelser og handlemuligheder. Men TP fastholder, at en videnskabelig psykologi kan finde grundlæggende, almene og universelle mønstre heri. Og for så vidt man finder disse almenmenneskelige grundmønstre i den ene eller anden kultur (f.eks., i Amazonjunglen eller Alaska) kan der selvfølgelig generaliseres til andre kulturer eller subkultur (f.eks. til amerikanske universitetsstuderende eller franske vinbønder).

Teorien og principperne bag TP-metoden skelner mellem indhold og grundmønstre. Ifølge TP-metoden er det op til den enkelte – ud fra hvad der giver personlig mening og er af fælles betydning i de sociale, kulturelle og samfundsmæssige sammenhænge vedkommende lever i – at fastsætte indholdet i det, der arbejdes med i workflowet.

Udfordringer og mål. Den enkelte udpeger selv sine udfordringer og indholdet i sine mål. Hvad der er en udfordring, og hvad der er et mål, varierer fra individ til individ i den samme kultur, og fra kultur til kultur. Men at tilværelsen byder på praktiske, sociale og samfundsmæssige opgaver, der skal håndteres og tilsvarende mål der skal sættes som håndteringer af disse udfordringer – det er gennemgående i enhver kultur. Det er universelt i den menneskelige tilværelse. Ganske rigtigt kan man ikke slutte fra det særlige indhold i udfordringer og mål, som findes i en WEIRD population til, hvad andre folkeslag har af udfordringer og mål. Men man kan ikke af den grund afvise, at tilværelsen universelt kan karakteriseres ved udfordringer og mål. Man kan ikke generalisere ud fra, hvordan WEIRD-mennesker bruger TP til hvordan mennesker i andre kulturer vil bruge TP. Men man vil kunne bruge erfaringer og data fra en brug af TP i mange forskellige kulturer til (1) at undersøge hvilket forskelligt kulturspecifikt indhold, der anses for meningsfuldt og betydningsfuldt at arbejde med verden over – (2) at dokumentere at udfordringer og mål faktisk er meningsfulde og betydningsfulde universelle mønstre i grebet om tilværelsen. (Om sondringen mellem personlig mening og fælles betydning, se håndbogen kaptitel 18: ”En tilværelse der er personligt meningsfuld og betydningsfuld for fællesskabet”)

Almenmenneskelige tilværelseskompetencer. Tilsvarende foreskriver TP-metoden helt klart at det er op til den enkelte bruger (a) at fastsætte hvad der er personligt meningsfuldt og fælles betydningsfuldt indhold i sine tilværelseskompetencer.

• Deltagelse. Det er op til den enkelte hvordan han eller hun ud fra sin egen baggrund, færdigheder og interesser kan og vil deltage i tilværelsen. Det kan variere fra individ til individ og fra kultur til kultur. Men at man skal finde en måde at deltage i nære sociale relationer, i det praktiske i sit eget liv, og det større fællesskab er gennemgående i enhver form for menneskelig tilværelse verden over.
• Realitetsafstemning. Det er også op til den enkelte hvordan han eller hun på sin egen personlige måde afstemmer sig på en realitetsorienteret måde med omgivelser, praktisk, moralsk og politisk (uanset hvor let eller overvældende, befordrende eller undertrykkende omgivelserne måtte være). Men at man skal finde en måde (tilpasse sig, nyskabe, gøre oprør, udvise fornuftig og påtvunget forsigtighed, være vovemodig) er et gennemgående og universelt træk i enhver form for tilværelse verden over.
• Mentaliserende navigering. Endelig er det op til den enkelte, hvordan han eller hun med sin sociale, kulturelle, samfundsmæssige og livshistoriske baggrund forstår sig selv, forstår andre og i det hele taget forstår systemerne i verden omkring sig. Men at man skal kunne navigere mentaliserende er ligeledes en gennemgående fordring i enhver tilværelse og derfor også koblet sammen med en tilsvarende kompetence til at håndtere mentaliseringsopgaver.

Hvordan findes så det universelle i TP? TP-metoden håndterer forholdet mellem det universelle almenmenneskelige og det individuelle kulturspecifikke ved at fastlægge de almenmenneskelige tilværelseskompetencer og hele workflowet som generativt. Dvs. at der fra enhver almen tilværelseskompetence kan genereres en stort set uendelige mangfoldighed af konkrete former. F.eks. kan tilværelseskompetencen mht. normer og værdier udmøntes på mangfoldige kulturelle både mht. til, hvad der anses for normativt eller etisk værdifuldt i en given situation, og hvordan man selv vil forholde sig personligt meningsfuldt og fælles betydningsfuldt til den, hvad enten det nu er kompliant-forsvarende, kritisk-innovativt? Eller ignorant-destruktivt?

Hvordan påviser man så, at TP’s grundkategorier rent faktisk er universelle. Ifølge Henrich et al skal man gå empirisk til værks. Som sagt kan generaliseringer ikke bygge alene på én population – og slet ikke en WEIRD population, som på mange måder lever en tilværelse der adskiller sig meget fra den tilværelse resten af jordens befolkning valgt eller tvunget lever i. Ifølge Henrich et al vil jagten på underliggende universelle mønstre kræve en mangfoldighed af kilder og data fra mange forskellige kulturer. På det grundlag kan så at sige kan triangulere sig ind på hvad det fælles.

Imidlertid har en række kritikere fremhævet, at en sådan empirisk tværkulturel strategi i sig selv ikke er tilstrækkelig. Den blotte mangfoldighed i inddragelsen af populationer vil ikke i sig selv sikre, at man får stillet de rette og valide spørgsmål eller opstillet de rette eksperimenter for at kunne indfange netop det universelt gennemgående. Disse kritikpunkter kan ses udfoldet som kritiske kommentarer af en lang række forfattere i samme bind som Henrichs targetartikel er publiceret i: Behavioral and Brain Sciences, 33 (2-3), 1-23, 2010

I tilværelsespsykologien er fremgangsmåden da også en anden (se f.eks. Bertelsen, 2000, 2006a og b, 2013, 2020), nemlig en teoretisk analytisk tilgang. For netop at undgå faldgruberne ved empiristisk at famle i blinde og foretager mere eller mindre arbitrære (omend statistisk omfattende og kulturelt varierede) surveys eller eksperimenter, så baserer TP sig på en teoretisk-analytisk tilgang til, hvad der må opfattes som grundlæggende og uomgængelige strukturelle forhold ved enhver tilværelse baseret på sameksistens.

Udgangspunktet i en den TP-orienterede teoretiske analyse er, at mennesker er sameksistentielle væsener: Mennesker i enhver kultur lever sameksistentielle tilværelser, både (a) materielt set (baseret på arbejdsdelende og samarbejde frembringelser af fælles tilværelsesgrundlag) – og (b) psykologisk set (udvikler sig i diskurser uden hvilke vi hverken kunne tænke, føle eller ville noget med os selv, hinanden og egen og fælles tilværelse). I selve sameksistensen ligger nogle grundlæggende strukturelle fordringer, som, hvis de ikke mødes af tilsvarende kompetencer, vil resulterer i at sameksistensen og det vil sige sociale forhold, kulturen og samfundet vil bryde sammen. Et ofte fremført eksempel af Kant er, at det at holde løfter er en sådan strukturel fordring, som skal mødes af evnen til at ville og kunne og holde løfter. Et samfund, hvor man ikke (længere) kan stole på at løfter holdes, bryder ganske enkelt sammen.

I tilværelsespsykologien peges der på tre sådanne uomgængelige kategorier af strukturelle fordringer, for at social, kulturel og samfundsmæssig sameksistens kan lykkes. De mennesker, der skal oprette, opretholde og udvikle sociale fællesskaber, kulturen og samfundet skal ville og kunne deltage, de skal ville og kunne realitetsafstemme sig ,og de skal ville og kunne navigere mentaliserende. Men som sagt: Det er generative kompetencer, der her påpeges på: Hvordan de udmøntes konkret hos den enkelte afhænger af et væld af betingelser, kontingente forhold og eksistentielle valg. Af præcist samme grund skal TP metoden altid afstemmes og skaleres konkret i forhold til den enkelte brugers kulturhistoriske og livshistoriske baggrund samt prospektive og proaktive håb for en tilværelsen fremover for sig og sine.

Kort sagt: TP handler om en almenmenneskelig, og ikke blot WEIRD menneskers, måde at få greb om tilværelsen på

Referencer

Bertelsen, P. (2000): Antropologisk psykologi. En almenpsykologisk opfattelse af den frie vilje, bevidstheden og selv. København. Frydenlund

Bertelsen, P. (2006a): Demokrati og demokratisering – psykologisk set. Et bud på demokratiets psykologi.  

Bertelsen, P. (2006b): Socialt ansvar for tilværelsens grundforhold. Et teoretisk tværvidenskabeligt bidrag fra psykologiens side (-med et kærligt almenpsykologisk sideblik til demokratiet). Psyke & Logos, 27, 627-661.

Bertelsen, P. (2021): A taxonomical model of general human and generic life skills. Theory & Psychology, 31(1), 106-129

Bertelsen, P. (2022): Et godt nok greb om tilværelsen. En håndbog i tilværelsespsykologien. København, Frydenlund.

Henrich, J., Heine, S.J. & Norenzayan, A. (2010): The weirdest people in the world? Behavioral and Brain Sciences, 33 (2-3), 1-23