Tilværelsespsykologien og mindfulness

Det tilværelsespsykologiske workflow er prospektivt og proaktiv fremadrettet mod tilværelsen fremover. Kan en løsningsorienteret indstilling forenes med at være til stede her-og-nu? Kan det forenes med mindfulness?

Det korte svar

Ja: man kan udføre det tilværelsespsykologiske workflow mindful, lige som man kan være mindful til stede i sin bestræbelse på at få greb om (noget af) tilværelsen

I hovedsagen på to måder

• Noget af det centrale i mindfulness er nærvær (at være til stede her-og-nu) og opmærksomhed (at være opmærksom på, hvad der sker i én og omkring én). Netop nærværskompetencen og opmærksomhedskompetencen er jo også to af kompetencerne i kompetencehjulet som kan udfoldes, udvikles og dannes med henblik på en mindful indstilling.
• Hvis man gerne vil være mere mindful til stede (men måske har svært ved det) kan det i positiv forstand i sig selv gøres til en udfordring og en målsætning i TP-workflowet. Man dernæst i forskellige kompetenceperspektiver tage næste skridt mod mindfulness træning og mindfulness udøvelse.

.

.

Det uddybende svar.

Mindfulness er en proces med åben og ikkedømmende opmærksomhed her-og-nu på kroppen, på tanker, følelser og motivationelle processer og på begivenheder i omverdenen (Kabat-Zinn 1994, se også f.eks. Teasdale 2022). En mindful indstilling retter sig mod at blive mere nærværende og mere opmærksom på sådanne oplevelser uden at fortabe sig i eller kredse om dem. Blot at være opmærksom på, hvad man oplever lige her-og-nu og lade det passere. Lidt lige som at kigge på en bybus, der passerer uden at stige på den.

En sådan ikkedømmende tilgang til sig selv, andre, verden og tilværelsen skaber indre ro og kan modvirke angst, stress og kredsen om negative sider af fortiden og uro og bekymring for fremtiden

Mindfulness som et gode for og i tilværelsen. I hovedsagen er mindfulness forbundet med to kvaliteter i tilværelsen.

For det første åbner dette at være mindful for det i sig selv værdifulde i at opleve verden (både den indre ydre verden) på godt og ondt og i al dens mangfoldighed og skønhed og udfordringer.

For det andet modvirker mindfulness fysisk og psykisk mistrivsel. Ved en ikkedømmende, nysgerrig opmærksomhed på det, der hele tiden lige nu sker i os og omkring os, kommer vi i ro med os selv. Vi frigør os bagudrettet fra energikrævende kredsen om uønskede og ubehagelige (traumatiske) begivenheder i fortiden. Vi frigør os fra de former for kredsen (ruminering), der ikke bringer os andre steder hen end i en tilstand af angst, vrede, depression, modløshed. Og vi frigør os fremadrettet fra uro og bekymringer om fremtiden og måske endda fortvivlelse, modløshed og håbløshed om, hvordan tilværelsen fremover vil blive.

• Det centrale i mindfulness er at slutte fred med tilværelsen og komme i ro ved at være opmærksomt til stede her-og-nu. Det konvergerer med Tilværelsespsykologiens nærværskompetence og opmærksomhedskompetence.

Men så er er der stadig spørgsmålet, om hvorvidt det fremadrettede løsningsorienterede projekt i Tilværelsespsykologien også hænger sammen med at være til stede her-og-nu. Det afhænger af, hvad man forstår ved ”nu”.

Her-og-nu misforstås let som isoleret fra fortid og fremtid: ”Her-og-nu” – eller blot ”nuet” – fremhæves som det centrale i det gode liv i et mindfulness perspektiv. Men hvad der mere præcist menes med det, misforstås nogle gange i de populariserede formidlinger af mindfulness. Mere præcist er det misforståelser der svarer til misforståelser af buddhismen (som anses som ophav til mindfulness).

At være til stede i nuet bliver misforstået – men fremhævet – som at frigøre sig både fra fortiden og fremtiden. Nuet kommer i en sådan misforstået forenkling til at fremstå isoleret. Livet, tilværelsen, tiden kommer til at fremstå som en uendelig serie af isolerede nuer uden sammenhæng med hinanden. Men livet er – også i en buddhistisk tankegang – en proces, en strøm af begivenheder i et net af systemiske forbindelser med hinanden.

Hvert nu er altid midt i en strøm og skabt af og formet af fortiden og skabes af og formes af mulige fremtider. Vi oplever altid, og er altid til stede, på baggrund af fortiden (naturhistorien/evolutionen, livshistorien, erfaring og læring). Og vi oplever altid og er altid til stede på en måde, der peger fremad i tidsstrømmen og oplevelsesstrømmen.

• Et klassisk eksempel er, at når vi hører en melodi, så hører vi den altid som en strøm af lyde. Vi hører og oplever ikke bare hver enkelt tone isoleret; men vi hører den og oplever den på baggrund af den forudgående del af melodien. Endvidere hører vi også tonen i en åben forventning, anticipation, om den næste tone – ellers ville vi ganske enkelt ikke være til stede i musikoplevelsen som sådan (at vi kan blive overrasket over, at der kommer en anden tone ændrer ikke ved sagen).
• Et andet eksempel er, at vi kun forstår det enkelte ord i en samtale på baggrund af det, der lige er blevet sagt og i forventning om det næste ord som det aktuelle ord fører med sig – ellers ville vi ikke være til stede i forståelsen af og oplevelsen af samtalen som sådan (at der kommer et andet ord, og den videre sætning tager en anden drejning ændrer ikke ved sagen).
• Vi danser og mærker det enkelte trin på baggrund af de trin, vi kommer fra, og de trin, der nærmest som en naturlig følge bliver de næste – ellers ville vi ikke være til stede i dansen.
• Vi sidder på en sten på stranden og kigger på bølgerne, og hver bølge bærer allerede en oplevelse af, at den lige om lidt vil knække over, skumme, falde ned, rulle ind, møde tilbageløbet fra den foregående bølge, og selv opløses i et tilbageløb mod næste bølge.

Enhver oplevelse får sin fulde personlige meningsfylde og fælles betydningsfylde (se f.eks. Bertelsen 2022, kap 18) af alt det, vi kommer fra, alt det vi er lige midt i, og alt det der åbent bevæger sig hen i mod noget som endnu ikke er blevet til.

Nuets bagudrettethed og fremadrettethed. Denne påpegning af nuet som altid indlejret i en tidslig sammenhæng har en lang række vestlige tænkere ligeledes peget på (klassisk f.eks. James, Husserl, Bergson, Schutz, Bourdieu m.fl.). Der peges ret entydigt på, at dette at være fuldt til stede her-og-nu netop implicerer at være (selv-)opmærksom på denne proces, denne strøm, denne bevægelse i tid, og altså nuets indlejring i tiden.

Fuld reflekteret bevidst indsigt i, hvordan det er at være til stede i nuet, indbefatter dermed både en bagudrettethed og en fremadrettethed.

Bagudrettet mht. til den baggrund (evolutionshistorisk, kulturhistorisk, livshistorisk), der former det personligt meningsfulde og det fælles betydningsfulde i vores oplevelser. Vi kunne slet ikke opleve noget som helst uden denne historiske baggrund af genetisk indlejring, kulturel indlejring samt erfaring, læring og dannelse. Kort sagt, vores historie er med til at forme vores nu.

Fremadrettet mod mulige fremtider. Som Husserl har udtrykt det, så har vi altid her-og-nu, i den måde vi retter os mod os selv, hinanden eller verden, en fornemmelse for den umiddelbare fremtid (se eksemplerne ovenfor), og det der kan komme til at ske i næste nu. Husserl kaldte det for protention. Schutz pegede på at vores handlinger altid er rettet fremad mod at gøre noget. Vores handlinger realisere noget, der endnu ikke er helt på plads, eller rækker ud efter noget og hidføre noget ,som vi endnu ikke helt har opnået/fået. Men det er ikke bare vores handlinger, der ifølge Schutz er rettet fremad. Enhver livsproces, fra de simpleste mikrobers aktiviteter til de mest elementære biologiske og psykologiske processer i os selv, er i proces, og som sådan altid rettet mod noget længere fremme i processen.

Nuet aldrig enkeltstående, men altid midt i en proces. Både som materiel proces i verden (her-og-nu er en følge af forudgående begivenheder og åbne op for mulige nye begivenheder) og som oplevelsesproces (formet af forudgående oplevelser og åbner op for mulige oplevelser i næste nu).

En sådan opfattelse af nuet som altid både bagudrettet og fremadrettet forbundet i livets og tidens strø konvergerer med Tilværelsespsykologiens opfattelse.

• Når vi artikulerer/reflekterer over de forskellige trin i Tilværelsespsykologiens workflow er det altid bagudrettet baseret på en historisk baggrund og fremadrettet mod en mulig fremtid.

At være fremtidsrettet betyder ikke nødvendigvis, at vi åndeløst skal jage resultater hele tiden, eller at vi skal være præstations- og perfektionsorienteret i en evig utilfredshed med det, vi er og har. Faktisk tværtimod. Det er et nærværende og opmærksomt engagement her-og-nu på, hvilken slags proces man selv og sammen med andre er midt i og selv kan former til et næste nu eller til en (fælles) fremtidig tilværelse på sigt.

Tavst eller eksplicit. Med sit begreb om habitus peger Bourdieu på, at vores rent vanemæssige aktiviteter kan være midt i tidsstrømmen som tavse (ikkereflekterede, ikke italesat, ikke bevidst ekspliciteret) anticipationer af det, der skal komme. Når vi er helt hengivet i vores habituelle væren, så ænser vi end ikke tiden (selv om den forløber) – pludselig er der bare gået tid uden vi lagde mærke til det (jf Csikszenymihalyis flowbegreb). Atkinson har i sin fortolkning af Bourdieu peget på, at selv om vi altid er fremtidsrettet, så er det ikke sådan, at vi nødvendigvis altid har bevidste projekter for med vores fremtid. Det er ikke sådan, at vi altid klart og bevidst ser fremtiden og målet for os, før vi handler. Det kan alt sammenforegå på en ikke eksplicit reflekteret og ikkeitalesat baggrund, hvorfra vi kaster os ud i en ubestemt fremtid (uddybes nedenfor).

Måske begynder vi det tilværelsespsykologiske workflow eksplicit reflekterende og italesættende. Men måske er det sådan, at det udpegede næste skridt eller den serie af næste skridt, der bliver vores øvebane, bliver vanemæssigt og tavst og kun implicit, dvs ikkeitalesat, reflekterende udført. Måske er det også sådan, at når dette workflow efterhånden bliver til et velkendt mindset og skillset, så udføres denne måde at få greb om noget i tilværelsen også mere eller mindre tavst. Dvs. at vi mere eller mindre tavst og uden at vi tænker nærmere over det finder mål, som løsninger på udfordringer, og vi sætter mere eller mindre tavst og ikke bevidst reflekteret tilværelseskompetencer i spil i form af næste skridt mod målet.

Med andre ord, fornemmelsen af fremtiden i nuet kan være tavs, eller den kan være eksplicit reflekteret. Det konvergerer med Tilværelsespsykologiens opfattelse.

• Det tilværelsespsykologiske workflow kan udspille sig på en tavs, imlict (ikkeitalesat) reflekterende måde. Eller workflowet kan udspille sig eksplicit reflekterende og metakognitivt medtænkende: jeg er den der lige nu-og-her i dette fokuserede tilstedevær og med denne fulde opmærksomhed tager dette næste skridt.

Det bestemte og ubestemte. Som Schutz og andre med ham har peget på, opstår handlinger på baggrund af en flerhed af forestillede projekter og muligheder (man kunne gøre sådan eller sådan, dette eller hint kunne ske). Her er der en ubestemthed i oplevelsen af det, der kan komme til at ske lige fra det umiddelbare næste minut til den fremtidige tilværelse på den længere bane. Det adskiller sig fra den bestemthed der ligger i, at man reflekterer over, vælger og lægger sig fast på en klart defineret mulighed.

I den ubestemte modus forestiller vi os en hel vifte af åbne muligheder – og lader disse forblive åbne i og med, at vi også fortsætter denne åbne afsøgning af muligheder. I den bestemte modus indgår vi en vælgende undersøgelse, indtil vi lander på en bestemt mulighed, et bestemt mål, der lukker alle andre åbnede muligheder.

Denne opfattelse af nuets fremadrettethed som enten tavs eller bevidst reflekteret konvergerer med TP på følgende måde.

• Der kan være en ubestemthed når man afsøger hvilke udfordringer, der giver mening og intrinsisk glæde hhv. presser sig på. Tilsvarende kan der være en ubestemthed i afsøgningen af mulige må,l som svar her på, mulige kompetencer og mulige næste skridt. En ubestemthed der er fin at holde åben, indtil man er klar til at foretage et bestemt valg og lægger sig fast, i sidste ende på at forsøge sig med et bestemt næste skridt.

Vi kan yderligere (se også højre kolonne her på hjemmesiden, samt tabellen nederst) skelne mellem dette at være tavst rettet mod åbne muligheder, og så det bare at være tilstede. Selv om der altid er en protention, en fornemmelse for fremtiden i nutiden, så er der her først og fremmest ren tilstedeværelse hvor konturerne af fornemmelsen af fremtiden er umådeligt svage. Man kunne kalde for det fremtidstavse nu til forskel fra et nu hvor konturerne af de mulige fremtider står mere tydeligt, hvilket kunne kaldes det tavst fremtidsåbne nu.

Konvergens mellem mindfulness og tilværelsespsykologiens workflow. Når blot man får ryddet misforståelser især i de mere poppede udlægninger af mindfulness og hvad her-og-nu egentlig er, så er der ingen modsætning mellem dette at være mindful og dette at være løsningsorienteret og prospektivt samt proaktivt fremadrettet, sådan som det ligger i Tilværelsespsykologiens workflow. Begge fremhæver at vi befinder os i en værens- og oplevelsesstrøm; det kan være tavst eller artikuleret/reflekteret, og det kan være ubestemt eller bestemt fremtidsrettet mod næste nu eller tilværelsen på den lange bane.

Det giver de fire kombinationsmuligheder for nuet, som illustreres i følgende skema, hvor konvergensen med TP også er indsat.