Det korte svar: TP er en universel metode, der stort set kan bruges af alle. I hovedsagen drejer det sig – som ved al anden intervention – om at indrette TP, så den passer til brugerens forudsætninger. Men der vil også være mennesker, der i dyb klinisk eller udviklingsmæssig forstand vil have svært ved selv at foretage TP-refleksioner. Så kan man overveje som vikarierende aktør at bruge TP på den andens vegne.
Uddybende svar
TP er en universel metode, der kan bruges stort set af alle, uanset alder, køn, kultur og livshistorisk baggrund. Ifølge tilværelsespsykologien handler TP-workflowet om noget universelt menneskeligt: Dette at forholde sig til udfordringer, sætte mål som delvise løsninger og bruge de almenmenneskelige tilværelseskompetencer til at finde næste meningsfulde skridt mod målet.
TP i en god trivselsgivende tilværelse. Som en psykologistuderende spurgte: Kan man ikke også have det for godt til at bruge TP-metoden? Skaber TP-tilgangen så ikke bare unødige forstyrrelser i en tilværelse, som man faktisk er tilfreds med?
Her er det vigtigt at være opmærksom på, at der ikke er noget i TP, der siger, at man med lys og lygte skal lede efter problemer, som reelt ikke er der. TP kan sagtens bruges på udfordringer, man glædes over arbejde med, og i forhold til hvilke man har lyst til på en bevidst og gennemtænkt måde at tage et næste skridt. Er man i en periode i sit liv hvor alting er godt, stille og roligt, så er det heller ikke en gang grund til at lede efter sådanne udfordringer.
For de fleste er det dog nok sådan, at der altid vil være en eller anden lille flig af tilværelsen, man kan pleje lidt eller udvikle lidt på. Der er altid en eller flere af ens tilværelseskompetencer, som man kan udvikle bare en lille smule på. Men det skal i så fald bestemt gøres af nysgerrighed eller af en ægte følt lyst til at lære lidt nyt om sig selv og egen og fælles tilværelse. Det skal aldrig gøres på grund af et rent (udefra pålagt?) præstationsønske eller påtaget perfektionsønske. Lad TP ligge hvis du ikke kan se nogen grund til at fokusere på udfordringer og mål eller i hvert fald ikke kan se nogen grund til at gøre det på den måde, som TP foreslår.
At lære TP-metoden at kende i den problemfrie – men positivt udfordrende - zone. Når det er sagt så kan det jo være at man gerne vil stifte nærmere bekendtskab med metoden, måske for at lære at bruge TP for at kunne hjælpe andre (altså en læringsudfordring). Som ved læring af enhver anden metode skal det give mening for én at bruge den i sit arbejde eller sin hjælp til andre. Den mening – og en dybere forståelse af, hvad metoden kan bidrage med – finder man ofte ved at prøve metoden af på sig selv for at se om den vækker genklang og kan gøre noget brugbart for én.
At lære metoden at kende ved at prøve den af på sig selv forudsætter på ingen måde, at man skal tage fat i – eller kunstigt finde på – store tunge problemer. Som sagt er der måske aktuelt slet ikke sådanne problemer i éns tilværelse. Måske er der godt nok sådanne problemer, men det er er ikke noget man har lyst til at røre ved med en ny og ukendt metode. Eller måske har man slet ikke lyst til at dele sådanne med en sparringspartner eller underviser i en læringssituation. Hvad gør man så?
Her er det fuldt ud muligt at vælge en udfordring i, hvad man kunne kalde den problemfrie – men gerne positivt udfordrende – zone i tilværelsen. Måske noget man holder af at beskæftige sig med, og måske noget kunne tænke sig at blive en smule bedre til: Tennis serven, madlavning, éns døgnrytme og sovevaner, éns løbetur, sprogkundskaber, overskuelig ugeplan etc. For øvelsens og læringens skyld kan man sagtens arbejde med TP ift. sådanne dagligdags og helt almindelige udfordringer eller glæder ved at udfolde sig inden for et område i den problemfri – men gerne positivt udfordrende – zone. Man kan sagtens her lære det almenmenneskelige i at vælge en udfordring, sætte et mål, vælge en eller flere kompetencer og omsætte dem til næste skridt.
Almenmenneskelige problemer og eksistentielle udfordringer. Når det er sagt, så er det selvfølgelig også, sådan at TP kan bruges på større problemer og eksistentielle udfordringer. Men igen sådan at det ikke behøver at være kliniske problemer og forstyrrelser, men såre almenmenneskelige udfordringer som hører menneskelivet til.
Nævnt i flæng Hvordan bliver man bedre til at give anerkendelse? Hvordan bliver man mere nærværende og deltagende i det konkrete liv omkring sig? Hvordan kan man forholde sig kritisk til noget, på en ikkedestruktiv og synergiskabende måde i sin familie, på arbejdspladsen, i samfundet? Hvordan hjælper man sine børn, ægtefælle, eller kollega med at tackle den uro, de oplever i tilværelsen og bekymringer for økonomi, sundhed, fred og klima? Hvordan forholder man sig konkret i sin egen og fælles tilværelse til de store eksistentielle spørgsmål: liv, død, frihed, fællesskab og tilhør? Hvordan bidrager man til en bedre tone på sin arbejdsplads? Hvordan håndterer man svære, sammensatte og modstridende følelser? Hvordan finder man ud af om TP eller en anden metode er god i denne her sammenhæng?
Uanset hvad der – som noget ganske almenmenneskeligt – rører sig i ens tilværelse kan det sættes ind som en udfordring i TP-workflowet, som man så kan sætte sig nogle mål i forhold til, som ved hjælp af tilværelseskompetencer omsat til næste skridt peger frem mod et muligt godt nok greb om egen og fælles tilværelse. Måske kun et – nogle gange uendeligt lille – nøk fremad, men dog fremad.
Der er selvfølgelig også grænser for hvem der selv kan bruge TP-metoden, og hvem der kan have glæde af at få hjælp til at bruge metoden.
TP og meget unge. Selvfølgelig vil der være grænser for, hvor unge børn kan være før de selv helt mestrer de kognitive refleksioner, der skal til. Men som det fremgår andet steds på denne hjemmeside (se her), kan man bruge TP på en mere billedlig, legende og øvende måde i al fald helt ned til 8. klasse og måske tidligere. Selvsagt kan børn være for små til selv at bruge TP. Men så kan man som vikarierende aktør bruge TP’s løsningsfokuserede tilgang på de smås vegne. At være løsningsorienteret for børnene er jo ret beset det, forældre, pædagoger og lærere gør hver dag, når de hjælper med at tackle udfordringer i stort og småt. Og i princippet altid med det sigte, at børnene stille og roligt selv skal udvikle sig som aktører, der kan tackle deres udfordringer (skillset) og få en mestrende selvtiltro på (mindset), at det kan de også godt.
TP og mangelfulde eller beskadigede kognitive ressourcer. Der kan også være mennesker (f.eks. udviklingshæmmede, hjerneskadede, demente og andre), der kognitivt set har så begrænsede refleksionsevner og har så begrænsede sproglige evner, at TP-workflowet ikke er en mulighed for dem. De samme udfordringer gør også, at disse udsatte mennesker kan have store, måske uoverstigelige vanskeligheder ved at tage vare om sig selv og selv at være aktør i egen og fælles tilværelse. Også her kan man som hjælper træde til som vikarierende aktør og omsorgsfuldt og etisk forsvarligt bidrage med løsninger på dagligdagens store og små udfordringer. Gerne ved at bruge TP-metodens workflow på den andens vegne i etisk, empatisk og medfølende forstand, som om det var personen selv, der havde valgt at handle sådan: Hvad er den andens udfordringer? Hvilke mål kan man omsorgsfuldt og forsvarligt sætte på den andens vegne som om de netop var nogle personen selv ville vælge? Hvilke tilværelseskompetencer kan – som om de var personens egne – bruges til at udforme næste skridt? Eller er der nogle spinkle tilværelseskompetencer, som man hånd i hånd med den anden kan bruge? Er der et næste skridt, man som vikarierende aktør tager for den anden, som om vedkommende selv havde valgt at tage det, eller som man måske hjælpe den anden med selv at tage.?
TP når man har det meget dårligt. Man kan have forskellige psykiatriske eller klinisk psykologiske forstyrrelser og diagnoser, som i sig selv er en udfordring mht. at få et godt nok greb om egen og fælles tilværelse. Ikke desto mindre er det en grundtanke i Tilværelsespsykologien, at alle uanset diagnoser og sårbarheder man måtte have, så vil man også gerne bo et godt sted, spise noget ordentligt, få en god kop te eller kaffe, have varmt tøj, kende nogle mennesker, som man er tryg ved, have en kæreste, gå til sport, have et fjernsyn eller computer så man kan se serier, høre eller spille noget musik, komme i et godt dagcenter og få en god (måske bare kort) snak eller hjælpe til med kaffebrygning. Kort sagt: uanset diagnose har de fleste et ønske om også at have en god nok tilværelse og en dagligdag, der funger, og som er til at holde ud. En god nok tilværelse, der er til at være i og som måske endda giver grundlag for et håb om bedring eller recovery.
Man kan skelne mellem grundlæggende recovery og hvad man kunne kalde tilværelsesrecovery. Grundlæggende recovery drejer sig om så godt som fuldstændigt får ophævet de mentale forstyrrelser.
Tilværelsesrecovery drejer sig om at få en god nok tilværelse på trods af de kliniske og diagnostiske udfordringer man i øvrigt har. (Bertelsen 2013, p 354) ”Selv i de tilfælde, hvor det af en eller anden grund ikke uden videre er muligt at få ophævet de mentale forstyrrelser, er det en tilværelsespsykologisk grundantagelse, at alle – uanset indre og ydre betingelser – har ret til og mulighed for en god nok tilværelse. For personen selv indebærer det så vidt muligt at indrette sig en god nok tilværelse på trods af problemer og udviklingsbehov med hensyn til tænkning, følelser og vilje. For omgivelser indebærer det en etisk fordring om at hjælpe til med at udvikle og danne tilværelseskompetencerne så de fungerer godt nok på trods af uløste mentale forstyrrelser, [...]”.
TP workflowet kan – måske sammen med en vikarierende aktør – være en hjælp til uanset de psykiske udfordringer man i øvrigt har at få et godt nok greb om tilværelsen.
TP, tillid og arbejdsalliance og relationsforstyrrelser. Som ved enhver anden intervention forudsætter samarbejde mellem klient og hjælper et minimum af tillid til hjælperen og metoden og håb om at der er hjælp at hente. Måske på grund af tidligere dårligere erfaringer med institutioner, systemer og hjælpere, eller måske på grund af psykiske relationsforstyrrelser, kan tilliden og håbet være så spinkelt – eller reelt ikke eksisterende hos den udsatte, at det overhovedet er vanskeligt at komme gøre noget, endsige at begynde med TP-metoden. Så må man i gang med at opbygge det minimum af tillid og håb der skal til. Men det er også sådan at klientens tillid og håb spirer lige så stille når han eller hun rent faktisk oplever en praktisk hjælp til vigtige udfordringer i hverdagen – hjælp til indkøb, hjælp til at tage bussen, hjælp til skolearbejdet, hjælp til at håndtere besværlige andre mennesker m.m. Her viser der sig lige pludselig en metode og et samarbejde som faktisk er med til at skabe små brugbare forandringer i hverdagen som alt sammen er med til at styrke et godt nok greb om tilværelsen. Det kan stille og roligt få styrket relationen i samarbejdet en lille smule og også skabt den arbejdsalliance som al samarbejde om forandring bygger på: tilliden og håbet og den gradvise sikkerhed om at man ser sammen om en god og brugbar forandringsproces.
Man siger ofte at forandringsarbejde forudsætter gode relationer. Nogle gange er det omvendt: brugbare løsninger og håbsgivende forandringer skaber gode relationer.
Referencer
Bertelsen, P. (2010): Aktør i eget liv. Om at hjælpe mennesker på kanten af tilværelsen. København, Frydenlund.
Bertelsen, P. (2013). Tilværelsespsykologi: Et godt nok greb om tilværelsen. København, Frydenlund
Bertelsen, P. (2022): Et godt nok greb om tilværelsen. En håndbog i tilværelsespsykologien. København, Frydenlund