Det korte svar: I denne metode skelnes der mellem at være problemorienteret og at være løsningsorienteret. Problemorientering drejer sig om at undersøge og forstå det problem, man står i. Løsningsorientering drejer sig om løse problemet, komme videre, og skabe forandring. Begge tilgange er vigtig. Ikke desto mindre er TP først og fremmest løsningsorienteret, og der advares mod at fortabe sig i den problemorienterede tilgang.

Uddybende svar

Grunden til at der skelnes mellem de to tilgange er, at problemanalyse ikke i sig selv peger på løsninger og forandringer. At finde løsninger kræver noget andet og mere end ren problemanalyse. Løsninger kræver at man kigger fremad på en kreativ og realitetsorienteret  måde.

Man kan sige at problemorientering drejer sig om at indkredse og forstå en udfordring i tilstrækkelig grad til, at man kan gå videre med løsningsorienterede målsætninger.

Mere om at være problemorienteret

Grundtanken bag dette at være problemorienteret er følgende: Man må forstå et problem og foretage en grundig problemanalyse, før man kan finde den rette løsning. Med problemanalysen får man indsigt i hvad de grundlæggende årsager til problemet er, og hvilke faktorer der i øvrigt er i spil og kan forstærke eller modvirke problemet.

Uden tilstrækkelig problemanalyse er der risiko for, at de løsninger, man finder frem til, er tilfældige, overfladiske, uden virkning eller måske endda direkte skadelige.

Men der er også fare forbundet med ensidig problemorientering. Risikoen er, at man kun ser problemerne og alt det der ikke gør tilværelsen god nok. Men selv den mest grundige problemanalyse viser ikke selv, hvad der så kan gøres for at skabe løsning og forandring. Og man risikerer at hænge fast i en kredsen om problemanalyse uden ende. Uden ende –  fordi man altid vil kunne inddrage endnu flere faktorer for at opnå en endnu dybere forståelse.

Men det er der ingen ende på. En forståelse kan aldrig blive udtømmende. Verden – og problemer – indgår altid i langt mere komplicerede sammenhænge end vores analyser og forklaringer kan afdække.

Derfor skal man være opmærksom på hvornår nok er nok. Dvs hvornår man må gå over til at være løsningsorienteret.

Mere om at være løsningsorienteret.

Som sagt udspringer følger løsninger ikke automatisk af problemanalyse i sig selv.

Problemanalyse handler om det som er. Løsninger handler om det som endnu ikke er, men som kan komme til at ske.  Løsninger handler om at skabe noget nyt. Gøre noget andet end det man plejer. Løsninger handler om at sætte et godt mål og finde det næste (af en række) skridt frem mod målet. .

Løsninger handler om at skabe gode målsætninger som kan være hele eller delvise løsninger på udfordringer og problemer

Løsningsorientering indebærer kreativitet og håb. Men indebærer også realisme mht. hvilke løsninger der kan fungere i praksis – eller i det mindste kan fungere godt nok. Dvs. at være opmærksom på de betingelser (i omverden, hos én selv) løsningerne og forandringerne skal fungere. Endvidere at være opmærksom på de betingelser som éns løsningsrealiserende og målorienterede handlinger skal fungere under (det tjekkes med TBF).

Faren ved den rene løsningsorienterede tilgang er, hvad man på engelsk kalder for jump to konklusion (konklusioner der er draget for hurtigt) og jump to action (at handle uden tilstrækkelig realitetsorientering).

Problemanalyse og problemforståelse er vigtig. Til en vis grad. Men som sagt: Nok er nok. Fortaber man sig i uendelige problemanalyser, når man aldrig frem til at tænke i løsninger – og faktisk at skabe forandringer i egen og fælles tilværelse.