Kommer TP til at tillægge den enkelte for meget ansvar?
Det korte svar: TP siger ikke noget om omfanget af ansvar den enkelte har – men tilbyder med SMART-boosteren og TBF boosteren en måde at afstemme ansvaret på en tilpas, meningsfuld og forsvarlig måde.
Uddybende svar
TP handler om, hvad den enkelte kan gøre, men kommer metoden til at lægge alt for meget ansvar over på den enkelte? Presser man ikke for meget ansvar ind i almindelige menneskers dagligliv og tilværelse. Kommer man ikke til at pålægge udsatte mennesker alt for meget selvansvar, som de slet ikke kan leve op til. Kommer man ikke til at stille farlige og umulige krav til mennesker, der lever i undertrykkende politiske systemer?
TP bør altid afstemmes med indsigt, realistisk og med respekt. Med en parafrasering af Kant kan man sige, at et ”bør” altid må forudsætte et ”kan”. Eller sagt på en anden måde, så vil det være uetisk at fordre noget af mennesker, som de af indre og/eller ydre grunde ikke kan leve op til. Det gælder for så vidt også forholdet til sig selv: Man skal være varsom med at fordre kræve noget af sig selv, som man af den ene eller anden grund ikke har mulighed for – eller egentlig ikke behøves – at leve op til.
Påtage sig/pålægge andre et tilpas ansvar. Brugen af TP skal derfor altid helt konkret og i overensstemmelse med Tilværelsespsykologiens Basic Five afstemmes med ikke bare, hvad man vil og kan, men også med hvad man ser af mulighedsbetingelser, og hvordan man bliver mødt af andre. Det gælder både, når man selv påtager sig et ansvar for en udfordring og egen tilværelse, og når man forholder sig til – og bruger TP i forbindelse med – andres udfordringer. Man har ikke selv ansvar for og kan ikke pålægge andre ansvar for at sætte større mål op, end hvad der er realistisk muligt og trivselsgivende. Man har heller ikke selv ansvar for og kan heller ikke pålægge andre ansvar for at udvikle sine kompetencer og omsætte dem til næste skridt på andre måder, end hvad der er realistisk og meningsfuldt.
Ansvar hos udsatte mennesker. Særligt vigtigt er det at afstemme selvansvar og ansvarspålæggelse når det drejer sig om udsatte mennesker. Som det fremgår af håndbogens kapitel 19 (s 170): At være udsat betyder for det første, at man ikke har tilstrækkeligt greb om tilværelsen og for det andet, at man ikke er i stand til at række ud efter (og nogle gange heller ikke at modtage) hjælp. Her ligger en etisk fordring hos andre om at påtage sig ansvaret for den udsattes tilværelse i det omfang, som den udsatte ikke selv er i stand til at påtage sig det. Men altid sådan, at man som vikarierende aktør for den udsatte handler efter etiske principper om omsorgsfuldt at tage vare om den udsatte, at afstemme sig med, hvordan den udsatte faktisk er i stand til at tage ansvar og altid sådan, at man handler med henblik i videst muligt omfang at styrke den andens greb om egen og fælles tilværelse – hvor minimalt det end i praksis måtte være.
Ansvar hos undertrykte mennesker. Mennesker kan også leve under så forfærdelige og undertrykkende forhold, at det kan være forbundet med fare, overgreb og yderligere mistrivsel at reagere herpå. Det kan være politisk undertrykkelse fra et magtfuldt, grusomt og undertrykkende politisk regime (forfølgelse, fængsling, henrettelse). Det kan også være undertrykkelse fra et nærmiljøs eller en subkulturs sociale kontrol, som man kun kan frigøre sig fra med umiddelbart stor risiko (udskamning, udstødelse, æresdrab). Eller det kan være i voldelige nære relationer, parforhold og ægteskaber, som man også kun svært kan bryde med (risiko for yderligere vold og udsætte f.eks. egne børn for fare). Det siger sig selv, at man ikke uden videre kan pålægge den undertrykte et selvansvar for at frigøre sig, og da slet ikke at pålægge vedkommende et ansvar for egen situation.
Det ligger da heller ikke i TP-metoden. Den kan selvfølgelig som alle andre metoder misforstås og misbruges til at fordre urimeligt ansvar. Det centrale er dog at TP også kan bidrage til empowerment. (se mere om empowerment under FAQ-punktet herom) – dvs frigørelse til at få et godt nok greb om tilværelsen. Men igen vil det være uforsvarligt at pålægge den enkelte et ansvar for empowerment og frigørels, som er direkte forbundet med fare og mistrivsel.
Men hvad TP åbner op for er, at tilstrækkeligt små, realistisk afstemte, og tilstrækkelige ufarlige mål, kompetencebrug og næste skridt kan være en vej frem. TP kan være en hjælp til at finde disse næste skridt for sig selv og sammen med andre. Denne måde at bruge TP-workflowet til at finde sådanne næste skridt kan også være med til at skabe håb – eller for den enkelte at genvinde håbet – om, at noget er muligt, og at der i – måske uendelig små - næste skridt er en vej frem og ud af undertrykkelsen.
Reference
Bertelsen, P. (2022): Et godt nok greb om tilværelsen. En håndbog i tilværelsespsykologien. København, Frydenlund.