D. 10.-11. oktober deltog jeg i den årlige Marx-konference arrangeret af Selskab for Marxistiske Studier. Det er som regel en konference på et højt fagligt niveau, og måske det bedste sted at gå hen, hvis man vil have en finger på pulsen ift. marxistisk forskning i Danmark især, men også internationalt; en forskning der er kendetegnet dels ved et seriøst engagement med Marx som klassiker i sin egen ret, dels ved udogmatiske revisioner af bedagede blindgyder i marxistisk tænkning, og dels ved udtalt åbenhed overfor og inspiration fra meget andet samfundskritisk teori. Det er også en konference med en overvægt af relativt unge forskere, og enhver forestilling om betonmarxisme og langhåret ordskvalder fra 70’erne bliver hurtigt gjort til skamme.

Temaet for dette års konference var ’Abolition’. Den toneangivende idé bag dette tema, er det utopiske krav om afskaffelsen af sociale instanser der reproducerer kapitalismen og den gældende samfundsform som en åbning imod en ny samfundsform. M. E. O’Brien som var keynote taler, angav kravet om ’Defund the police’ sloganet under protesterne i kølvandet på drabet på George Floyd, hvilket tilsyneladende i løbet af protesterne havde en mere radikal variant, ’Abolish the police’, som eksempel på et sådan utopisk krav; utopisk for så vidt, at kravet i sig selv er umuligt, i hvert fald uden en mere omfattende omformning af samfundet. O’Brien har selv også skrevet om ‘Family Abolition’ og kommuniseringen af omsorg. Hvis jeg ellers har forstået det korrekt, ladet det til, at O’Brien forestiller sig, at kommuniseringen af det reproduktive arbejde kan tilbyde en vej ud af det kapitalistiske system for individet, og måske endda underminere kapitalismen. Som eksempel på en sådan midlertidig kommunisering af det reproduktive arbejde, angiver O’Brien Oaxaca kommunen fra 2006; en opstand i Oaxaca, Mexico hvor oprørene formåede at leve, sove, lave mad, have sex etc. på de barrikader de succesfuldt opretholdte i noget tid.

Problemstilling om hvordan man præcis skal forestille sig et samfund som et alternativ til det kapitalistiske, er velkendt for marxismen. Især efter det 20. århundredes fejlslagne forsøg på at indføre kommunisme, har indstillingen for marxister typisk været, at man må undgå den utopistiske fantaseren om indretningen af et alternativt samfund. Der henvises således også ofte til at Marx selv var anti-utopist og mere optaget af at beskrive kapitalens funktionsmåde end at fremstille et blueprint for et alternativt samfund, og typisk henvises der til et berømt citat fra Den Tyske Ideologi hvor Marx udtrykker at: ”Kommunisme er for os ikke en tilstand, der skal fremstilles, et ideal, som virkeligheden har at indrette sig efter. Vi kalder kommunismen den virkelige bevægelse, der ophæver den nuværende tilstand.”. Men måske som reaktion på marxisters evindelige problem med at omsætte teori til konkrete politiske projekter, fornemmer jeg en tendens til alligevel, at forsøge sig med forestillinger om alternative samfundsformer, som konferencens tema var et eksempel på.

Umiddelbart er jeg selv ikke særligt overbevist om abolitionismens forsøg på at tænke alternativer, eller spontane oprettelser af mini-kommuner, som O’Brien lod til at foreslå. Som en meddeltager lakonisk kommenterede overfor mig i en pause, lyder forslaget lidt for meget som en forlænget festival, der næppe kan vedligeholdes i længden. Det er selvfølgelig prisværdigt, at der tænkes kritisk om det bestående samfund, og at der tænkes os mulige alternativer. Lige så prisværdigt er det dog, at de kritiske alternativer selv udsættes for kritik, og at imødekommelsen af modet til at tænke utopisk, ikke forfalder til naivitet og drømmerier. Med andre ord, der er fortsat behov for at tænke; tænke utopisk, men tænke kritisk.