Ph.d.-studerende Jan Ole Størup deltager i SEASON-konferencen
I september 2025 deltog ph.d.-studerende Jan Ole Størup på Search Engines and Society Network (SEASON) konferencen afholdt på HAW Hamburg.
I september 2025 deltog ph.d.-studerende Jan Ole Størup på Search Engines and Society Network (SEASON) konferencen afholdt på HAW Hamburg.
Konferencen var den første af sin slags, og udmærker sig ved at samle en bred og tværdisciplinær kreds af forskere og praktikere med kritisk interesse for hvordan søgemaskiner (bl.a. Google og i stigende grad også generativ kunstig intelligens såsom ChatGPT, Gemini, osv.) har betydning for måden hvorpå vi navigerer i information, og for hvordan vi tilgår og forstår viden om politiske, samfundsmæssige og lokale begivenheder – i det store og det små.
Sammen med Olof Sundin (Lunds Universitet), Anna-Lena Godhe (Jönköping Universitet) og Amanda Persson (Lunds Universitet), deltog Jan i en paneldebat under overskriften ”Educational consequences of the changing landscape of searching” omhandlende uddannelsesmæssige muligheder og udfordringer i relation til den hastige udvikling og udbredelse af digitale teknologier og GenAI. Baseret på fire forskellige cases, kredsede paneldebatten grundlæggende om spørgsmålet om skolens rolle ift. at ruste unge mennesker til at navigere i omskiftelige informationslandskaber i en tid præget af acceleration, tvetydighed og skiftende uddannelsesmæssige prioriteringer. Undervejs bød publikum ind med spørgsmål, der tilsammen dannede ramme om en interessant diskussion af de udfordringer, skolen står overfor i dag; skal skolen ’stå fast’ eller følge med udviklingen?
Derudover præsenterede Jan med en poster med titlen ”Are schools suitable for (information literacy) education? Perspectives from Danish lower secondary school”. Den grundlæggende intention med posterpræsentationen var ikke at præsentere fastlagte fund fra Jans ph.d.-projekt, men i stedet at skabe rum for refleksion og diskussion vedrørende de (sjældent udforskede) antagelser, der placerer skolen som centrum for udviklingen af elevers informationskompetencer. Baseret på litteratur, der tager kritisk livtag med skolen som institutionel praksis, og litteratur, der beskriver hvordan en præstationskultur har bredt sig på tværs af unges daglige livsførelse (herunder i skolen), var formålet med posteren således at stille spørgsmålstegn ved om skolen er et passende sted at lære elever om kritisk tænkning og kildekritik, når imperativet om præstation ofte kommer i forgrunden.
Konferencen satte med andre ord spot på nogle af de mest presserende spørgsmål i krydsfeltet mellem teknologi, uddannelse og samfund, og forsøgte at åbne op for nye perspektiver på skolens rolle i en digital tidsalder – med særlig vægt på vigtigheden af kritisk og tværfaglig forskning.