Spørgsmål og svar

Hvem kan deltage i undersøgelsen?

Du kan deltage i undersøgelsen, hvis du oplever søvnproblemer, som i betydelig grad påvirker din hverdag. Du skal desuden være over 18 år gammel. Forskningsprojektet er desværre ikke egnet til personer, som aktuelt er på barsel, som har skrifteholdsarbejde eller som oplever andre mentale eller fysiske tilstande, der påvirker søvnen og måske forklarer, hvorfor søvnproblemet er opstået.
Om du kan deltage afgøres ved hjælp af et kort screeningspørgeskema i starten af undersøgelsen.

Hvad indebærer deltagelse i projektet?

Hvis du er interesseret i at deltage i vores undersøgelse, bliver du tilbudt at modtage søvnbehandling gennem den nyudviklede dansksprogede app Hvil®, som downloades til egen telefon eller bruges i browseren. Behandlingen er udelukkende app-baseret og indebærer ikke kontakt til en behandler eller fysisk fremmøde.
Som deltager i undersøgelsen vil vi bede dig udfylde spørgeskemaer før og efter du har gennemført dit behandlingsforløb. Vi har brug for din spørgeskemabesvarelse, så vi efterfølgende kan vurdere, hvordan søvnbehandlingen har virket for dig. Samtidig hjælper du andre ved at udfylde spørgeskemaerne. Dit forløb og din oplevelse gør os nemlig klogere, så vi sammen kan forbedre den søvnbehandling, der tilbydes gennem Hvil®.

Hvor lang tid tager det at deltage?

Selve behandlingen strækker sig over en periode på 6 til 9 uger afhængig af, hvordan dit personlige behandlingsforløb udformes. Behandlingen tilbydes online gennem den nyudviklede dansksprogede app, Hvil®. Du kan således bruge appen derhjemme, når det passer bedst i din hverdag.

Ud over dit individuelle behandlingsforløb bliver du bedt om at besvare i alt tre spørgeskemaer før og efter du har gennemført din behandling. Det tager omkring 20-30 minutter at udfylde hvert af disse forskellige spørgeskemaer.

Hvorfor skal jeg udfylde spørgeskemaer?

Vi har brug for, at du besvarer en række spørgeskemaer før og efter du modtager dit behandlingsforløb. Dette har vi brug for, så vi får viden om, hvordan behandlingen har påvirket din trivsel og din søvn. Samtidig hjælper du andre ved at udfylde spørgeskemaerne. Dit forløb og din oplevelse gør os nemlig klogere, så vi sammen kan skabe endnu bedre søvnbehandling.

Hvad får jeg ud af at deltage i undersøgelsen?

Hvis du deltager i undersøgelsen, hjælper du os med at skabe viden om, hvordan behandling af søvnproblemer kan optimeres. Dette er afgørende, da langvarige søvnproblemer kan indvirke negativt på vores livskvalitet og fysiske og sociale trivsel. Du får ligeledes indsigt i dine søvnmønstre. Behandlingen vil potentielt øge din søvnkvalitet, hvilket forventeligt vil øge psykisk velbefindende og mindske træthed i dagtimerne.

Efter undersøgelsens afslutning vil du—såfremt du er interesseret—få mulighed for at modtage skriftlig information vedrørende forskningsprojektets resultater.

Kan jeg få hjælp undervejs?

Du er altid velkommen til at kontakte os hvis du har spørgsmål eller kommentarer til undersøgelsen. Se vores kontaktoplysninger.

Hvilken telefon skal man have for at kunne deltage?

For at deltage i forskningsprojektet skal du eje en smartphone, der har adgang til internettet og som kan installere apps. Hvil® kan anvendes af både iPhone (iOS) og Android telefon.
Hvis du foretrækker at bruge computeren, er Hvil® også tilgængelig som en web app.

Hvem står bag undersøgelsen?

Forskningsprojektet Optimering af Digital Søvnbehandling udgår fra Enhed for Psykoonkologi og Sundhedspsykologi (EPoS), Psykologisk Institut, Aarhus Universitet. Læs mere om projektgruppen og vores samarbejdspartnere.

Hvordan behandles personoplysninger?

I forbindelse med at du downloader Hvil®-appen, opretter en profil, og registrerer dine oplysninger i appen, behandler vi dine personoplysninger. Alle oplysninger behandles efter gældende nationale og EU-regler.
Du kan læse mere om behandling af dine oplysninger på hvil.dk.
Den dataansvarlige er Enversion A/S, CVR nummer: 32557821, Fiskerivej 12, 1. sal, 8000 Aarhus C, og du er altid velkommen til at kontakte Enversions databeskyttelsesrådgiver på dpo@enversion.dk, hvis du har spørgsmål til behandling af dine personoplysninger.