JobRus - en samarbejdsmodel

JobRus er en samarbejdsmodel, der afprøves i fire kommuner. Modellen skal sikre et struktureret samarbejdsforløb for borgere mellem 18 og 30 år, der indgår i strukturerede forløb med både rusmiddelbehandling og beskæftigelsesindsats. JobRus har i et tidligere projekt vist positive tendenser, og derfor afprøver vi nu modellen nu i flere kommuner.

Formål

Projektets formål er at tilpasse samarbejdsmodellen til de lokale kommunale forhold, så de passer ind i eksisterende arbejdsgange. Center for Rusmiddelforsknings opgave er at undersøge effekten af modellen for de unge, som er med, og på organisatorisk niveau.

I JobRus er der samarbejdsmøder hver 4.- 6. uge, ligesom vi monitorerer arbejdet med de primære mål for borgerne, så vi sikrer, at alle arbejder i samme retning. Derudover tilpasser medarbejderne løbende indsatsen, så den passer til den enkelte borgers ønsker og behov.

Baggrund

Der er en stor risiko for, at unge falder igennem hjælpesystemet, hvis de har et problematisk brug af rusmidler og ikke er tilknyttet en uddannelse eller et arbejde eller har svært ved at holde fast i uddannelse eller job.

Derfor vil vi gerne at videreudvikle og undersøge, hvordan en sammenhængende indsats mellem rusmiddelbehandling og beskæftigelsesindsats kan skabe bedre resultater for unge. Vi ved fra tidligere forskning, at en helhedsorienteret indsats forbedrer udsatte unges mulighed for at stoppe med at tage stoffer eller nedsætte deres forbrug og samtidig øger deres mulighed for at få tilknytning til eller blive mere parate til uddannelse og/eller arbejdsmarkedet. I den forstand vil det øge deres langsigtede muligheder for inklusion i og bidrag til samfundet.

Projektet tager afsæt i den nuværende arbejdsdeling og bedste praksis. Målet er at skabe bedre sammenhæng og effekt for de unge ved at lave et struktureret samarbejdsforløb, der forpligter de forskellige parter på brobygning og samarbejdsmøder hver 4.- 6. uge i et borgerforløb. Projektet har vist positive tendenser i en pilotafprøvning i en kommune, og nu afprøver vi så JobRus-modellen i flere kommuner.

Undersøgelsen

Deltagerne i projektet monitoreres løbende i forhold til trivsel, forbrug, hverdagsfunktioner samt tilfredshed med deres tilbud, fremmøde og afholdelse af samarbejdsmøder.

3 og 9 måneder efter indskrivning, interviewer vi alle deltagere med spørgsmål som dem, de svarer på ved indskrivning. Dette giver mulighed for at se, om der sker forandring i de unges tilknytning til arbejde eller uddannelse, deres trivsel og forbrug af stoffer. Dermed kan vi vise, hvordan de unge profiterer af at deltage i JobRus.

Der samles løbende op på den organisatoriske læring, som også undersøges mere struktureret i kvalitative og kvantitative interviews med fagprofessionelle og ledere 6 måneder efter opstart og ved projektafslutning.

Projektet løber fra september 2023 til december 2025.

Finansiering

Projektet er finansieret af Trygfonden.

Samarbejdsrelationer

Kommunale rusmiddel- og beskæftigelsestilbud i Frederikshavn, Ikast-Brande, Kolding og Aarhus samt Metodecentret.