Dansk behandlingsmodel til traumatisering og rusmiddelafhængighed

Udvikling af dansk behandlingsmodel for mennesker, som lider af følger af voldsomme oplevelser som voldelige overfald, seksuelle overgreb, omsorgssvigt m.m. eller direkte har PTSD og samtidig har problemer med alkohol og stoffer.

Formål 

At udvikle en ny dansk behandlingsmodel til behandling af mennesker, der både er traumatiserede og afhængige af rusmidler, og som både rusmiddelbehandlere og ansatte i psykiatrien kan bruge.  

Baggrund 

Der er en stærk sammenhæng mellem traumeoplevelser, PTSD og rusmiddelafhængighed. I Danmark er omkring 4 ud af 10 personer, som er i rusmiddelbehandling, svært påvirket af traumerelaterede symptomer. Samtidig er der en høj forekomst af rusmiddelproblemer blandt mennesker, der søger behandling for PTSD. Mennesker med både traumer og rusmiddelproblemer har ofte et komplekst mønster af symptomer og kan være svære at hjælpe. Derfor er det nødvendigt med en særlig tilgang til at behandle dem. 
Integreret behandling, det vil sige behandling af traumatisering og rusmiddelafhængighed samtidig, har vist sig mere effektiv end rusmiddelbehandling alene - både økonomisk og i forhold til, hvordan behandlingen virker for den enkelte. Vi har dog endnu ikke en dansk integreret behandlingsmodel. Med dette projekt vil vi netop udvikle en ny behandlingstilgang, som kan bruges af flere organisationer, der arbejder med mennesker med samtidig traumatisering og rusmiddelafhængighed. Målet er at gøre behandlingen mere effektiv for disse mennesker.  

Projektforløb 

Udviklingen af manualen vil foregå i tæt samarbejde og sparring mellem lektor og rusmiddelforsker Sidsel Karsberg, psykiater og medejer af traumeklinikken Cæcilie Buhmann og psykolog Tine Holm, der arbejder i Team for Dobbeltdiagnoser. Under udviklingsforløbet vil en følgegruppe kvalificere materialet igennem sparring og feedback ved to workshops. Følgegruppen vil bestå dels af personer, som selv har haft et rusmiddelmisbrug og rusmiddelbehandlere og psykologer, der har erfaring med at behandle både rusmiddelproblemer og traumer. Det endelige produkt bliver en manual i PDF-format til en dansk traumefokuseret rusmiddelbehandling, som folk frit kan downloade. 

Behandlingsmodellen 

Behandlingsmanualen vil beskrive et forløb på ca. 20 behandlingssamtaler og være baseret på kognitiv adfærdsterapi, ligesom den bliver letforståelig og tilgængelig for alle fagpersoner, der arbejder enten på rusmiddelområdet eller med mennesker med psykiske problemer. Behandlingsmanualen kommer til at kunne bruges til en brede vifte af mennesker herunder meget socialt udsatte mennesker, der stadig bruger stoffer eller drikker. Behandlingsmanualen bliver samtidig fleksibel på den måde, at indholdet kan bruges forskelligt efter, hvilke mål for behandlingen og motivation, som det enkelte menneske har, og man kan vælge, om man vil køre korte eller lange forløb. 

Projektet varer fra december 2024 til november 2025.

Finansiering 

Helsefonden har støttet projektet med 390.000 kr. 

Teamet 

Lektor og psykolog Sidsel Karsberg fra Center for Rusmiddelforskning (CRF) er projektleder og har ansvaret for projektets udførelse. Sidsel vil bidrage til indholdet i manualen på baggrund af sine erfaringer med at tilpasse og implementere to amerikanske traumefokuserede behandlingsmetoder i rusmiddelbehandling og derudover sin erfaring fra forskning i rusmiddelbehandling og PTSD.  

Speciallæge i psykiatri Cæcilie Buhmann er en af Danmarks førende eksperter i behandling af PTSD og medejer af traumeklinikken og Kompetencecenter for traumer. Cæcilie er medforfatter på traumefokuseret KAT manualer til PTSD og til PTSD og psykose og er adjungeret lektor ved Københavns Universitet. Hun har udgivet flere bøger om traumer og traumereaktioner og PTSD-behandling. Cæcilie vil på baggrund af sin erfaring særligt bidrage til det specifikke behandlingsindhold og konkrete øvelser.  

Psykolog og ph.d. Tine Holm har via sin ansættelse ved Team for Dobbeltdiagnoser stor erfaring med at udrede og planlægge behandlingsforløb for mennesker med samtidig PTSD og rusmiddelafhængighed. Derudover er Tine involveret i nye tiltag i psykiatrien, som handler om at behandle traumer. Tine vil særligt bidrage med sin viden om behandlingstiltag til udsatte mennesker med komplekse problemer. 

Projektleder