Aktører, magt og værdier i dansk cannabispolitik

En mixed-methods undersøgelse af politiske beslutningsprocesser og debatter om cannabispolitik i Danmark, 2009-2026.
 
Formål

Formålet med dette projekt er at undersøge, hvordan dansk cannabispolitik er blevet til. Dansk cannabispolitik indeholder flere paradokser bl.a., at der på den ene side er et folkeligt flertal for legalisering, og på den anden side, at størstedelen af Folketinget er imod. Projektet vil undersøge, hvordan og hvilke aktører, der har forhandlet og informeret dansk cannabispolitik i de sidste 15 år ud fra forskellige positioner og interesser. Er det politikere, civilsamfundsaktører, aktivister, virksomheder, spindoktorer/kommunikationsmedarbejdere, nationale myndigheder eller embedsmænd, der har domineret? Og hvad driver disse aktører? Er det evidens, erfaringer fra udlandet, egeninteresse, værdier/moral eller cost-benefit-analyser af cannabisforbud versus afkriminalisering eller legalisering, der har informeret politikken? Gennem besvarelsen af disse spørgsmål vil projektet bidrage med ny viden om, hvordan dansk cannabispolitik formes gennem et komplekst sammenspil af forskellige aktører, holdninger og interesser.

Baggrund

Spørgsmålet om, hvordan vi i Danmark forholder os til cannabis i forhold til fx legalisering, er kontroversielt, men bliver jævnligt rejst i den danske politiske debat, når andre lande legaliserer, i forbindelse med banderelateret vold på Christiania samt da Københavns Kommune i 2010’erne gentagende gange fremsatte ønske om at legalisere cannabis gennem en kommunal forsøgsordning. På trods af en nylig nedadgående tendens i unges cannabisbrug anslog Sundhedsstyrelsen i 2024, at 42,6 % af danskere i alderen 16-44 år har prøvet at bruge cannabis på et tidspunkt i deres liv. Nyere dansk forskning viser, at diskurser omkring cannabisbrug i højere grad end tidligere bliver »sikkerhedsliggjort«, dvs. gjort til et sikkerhedspolitisk spørgsmål snarere end et sundheds- eller socialt spørgsmål. Ved at fremstille et emne som et sikkerhedsanliggende kan politiske aktører opnå legitimitet til at anvende ekstraordinære beføjelser. International forskning peger på, at politik ofte ikke er evidensbaseret, men nærmere baseret på politiske aktørers værdier og moral samt tanker og forestillinger (i dette tilfælde om stofbrugere). Politiske aktører håndplukker derfor viden, der understøtter deres allerede fastlagte holdninger og undlader resten. Dette forskningsprojekt forsøger at afdække, hvilken rolle evidensbaseret viden har spillet i en dansk kontekst, samt hvilke nationale myndigheder, der har bidraget til den.

Undersøgelsen

Projektet bygger på analyse af forskellige politiske og parlamentariske dokumenter samt nyhedsartikler, foruden interviews med politiske aktører (politikere, embedsmænd, kommunikationsmedarbejdere m.fl.). Herudover udarbejdes en netværksanalyse af politiske aktørers holdninger til cannabislegaliseringsspørgsmålet, kvantificeret og visualiseret i en konstellationsanalyse, der undersøger, hvorfor dansk cannabispolitik er, som den er.

Ph.d.-projektet udføres fra februar 2026 til april 2029.

Finansiering

Projektet er finansieret af Aarhus BSS Graduate School, Aarhus Universitet.