Nyhed

1,3 mio. kroner til projekt om corona-respons blandt udsatte

Maj Nygaard-Christensen har modtaget 1,3 mio. kr fra Danmarks Frie Forskningsfond til at undersøge betydning af restriktioner pga COVID-19-epidemi blandt udsatte.

Adjunkt og antropolog Maj Nygaard-Christensen på Center for Rusmiddelforskning har modtaget en bevilling på 1,3 mio. kroner fra Danmarks Frie Forskningsfond til et projekt som følge af COVID-19. Maj Nygaard-Christensen skal undersøge, hvordan socialt udsatte mennesker, der i høj grad afhænger af fællesskaber med hinanden til hverdagens fornødenheder som mad, overnatning og tryghed, klarer de tiltag som COVID-19-krisen har medført. Tiltag som kræver fysisk afstand og reduceret social kontakt.

Væresteder er bare én af de måder udsatte klarer sig på

I forskningsprojektet vil Maj Nygaard-Christensen belyse, hvordan socialt udsatte borgere håndterer tilværelsen under nedlukningen som følge af covid-19. Mange tilbud til hjemløse og andre af de mest udsatte borgere falder under de 'kritiske funktioner', der opretholdes selv under nedlukningen, men med restriktioner i forhold til åbningstider, målgruppe, og former for social kontakt. Disse formelle tilbud udgør dog kun udgør én - omend afgørende - måde, hvorpå disse borgere klarer sig. Projektet arbejder udfra en formodning om, at de sociale netværk, der findes i fællesskaber blandt socialt udsatte, ligeledes udgør en afgørende ressource i forhold til folks evne til at opretholde tilværelsen på kanten af velfærdssystemet.

Social kontakt kan være afgørende

Disse fællesskaber beskrives også som 'risiko-fællesskaber', der fastholder folk i misbrug eller fortsat udsathed. Det er imidlertid også her, der kan skaffes adgang til et måltid, en overnatningsmulighed, tryghed, eller tilhørsforhold i fraværet af formelle støttemuligheder. Men hvordan klares tilværelsen under nuværende tiltag rettet mod social distancering og reduceret social kontakt? På basis af etnografisk feltarbejde belyser forskeren de konsekvenser social distancering har for borgere, for hvem den sociale kontakt kan være afgørende i forhold til at klare sig.