Sex og samtykke blandt unge, når de drikker alkohol

En kvalitativ undersøgelse af danske 18-25-åriges seksuelle oplevelser og forståelse af samtykke til sex, når de drikker alkohol og fester.

Formål

Formålet med dette ph.d.-projekt er at belyse danske unges syn på, hvad der kan betegnes som hhv. samtykkebaseret og ikke-samtykkebaseret sex, når de drikker alkohol og fester. Derudover vil ph.d.-studerende Evangelia Kousounadi Knountsen undersøge unges generelle seksuelle erfaringer i situationer, hvor de indtager alkohol. Det er håbet, at undersøgelsen kan være med til at nedbringe andelen af unge, som oplever uønsket sex.

Baggrund

En relativ stor andel danskere har oplevet sex, som de ikke har givet samtykke til, sex, som de fortrød bagefter eller sex, som på anden måde har været skadelig for dem. Derudover er der en ret stor andel af disse uønskede seksuelle erfaringer, der foregår i situationer, hvor folk drikker alkohol. Det estimeres, at ca. 29 procent af alle overgreb foregår i sådan en kontekst. Det ved vi bl.a. fra rapporten ”Seksuelle krænkelser – omfang og karakter” fra Det Kriminalpræventive Råd og opgørelser fra Justitsministeriet. Der er dog sandsynligvis et stort mørketal, da hverken alle voldtægter eller andre seksuelle krænkelser rapporteres til politi eller andre myndigheder. Samtidig er danske unge blandt dem i Europa, der drikker mest alkohol, og alkohol spiller en stor rolle i mange unges sociale liv og er dermed ofte en faktor i deres seksuelle erfaringer. På trods af det, er der relativt lidt forskning på området, og vi mangler forståelse af, hvordan dét at være beruset påvirker og måske komplicerer kommunikationen om samtykke til sex. Konsekvenserne ved uønskede seksuelle oplevelser og overgreb spænder vidt og kan bl.a. være PTSD, angst, problemer med relationer til andre mennesker, misbrug af alkohol og stoffer m.m.

Undersøgelsen

Undersøgelsen vil bestå af 30 semi-strukturerede kvalitative interviews med både mænd og kvinder mellem 18 og 25 år, hvor Evangelia Knountsen spørger ind til de unges forståelse af samtykke og seksuelle oplevelser i sammenhænge, hvor de drikker alkohol for bl.a. at afdække unges sociale og kulturelle ideer og normer omkring sex, samtykke og køn i festlige situationer. Udover kvalitative interviews vil undersøgelsen bestå af en teknik, der minder om ’photo-elicitation’. I dette projekt betyder det, at forskeren vil vise deltagerne vignetter – korte historier i billeder og tekst - af fx sociale og seksuelle situationer, som kan fremkalde deltagernes mere ubevidste opfattelse af, holdninger til og erfaringer med den slags situationer. Denne teknik er især god til at få information om sensitive emner, som dette projekt netop handler om.

Projektet varer fra februar 2020 til februar 2023.

Ph.d. forsvaret december 2023.

Finansiering

Projektet er finansieret af Aarhus BSS Graduate School, Aarhus Universitet