Psykedeliske stoffer, behandling og forebyggelse

Undersøgelse af sammenhængen mellem unges brug af psykedeliske stoffer og deltagelse i onlinefællesskaber, og hvordan vi kan tilpasse kommunernes rusmiddelbehandling til denne type stofbrug.  

Formål

Projektet udføres i et samarbejde mellem Center for Rusmiddelforskning og Ungecentret i Aarhus Kommune, og vil både bidrage med ny viden om unges brug af psykedeliske stoffer og udvikle nye tiltag inden for rusmiddelbehandling og forebyggelse af problematisk stofbrug. I projektet vil vi:

  • Undersøge hvordan digitale tendenser og online-samtaler om brug af psykedeliske stoffer som LSD og psilocybinsvampe påvirker unges forståelser og brug af psykedeliske stoffer.
  • Udvikle og afprøve forskellige måder at forebygge og behandle problematisk forbrug af psykedeliske stoffer blandt unge.

Baggrund

Psykedeliske stoffer er blevet genstand for ny begejstring for deres potentiale som terapeutisk behandling og   personlig udvikling. Det ser vi både i strømmen af medie- og populærvidenskabelige fortællinger om fx LSD og psilocybinsvampes positive virkning og i populariteten af internetfora, som beskæftiger sig med psykedeliske stoffer. Den voksende interesse for psykedeliske stoffer ses også blandt unge, der søger stofbehandling i kommunerne, men rusmiddelbehandlerne føler sig ikke klædt på til at kunne hjælpe disse unge, fordi brug af psykedeliske stoffer på mange måder adskiller sig fra andre former for rusmiddelbrug. I projektet undersøger forskere sammen med praktikere – forebyggelseskonsulenter og rusmiddelbehandlere - de sociale og kulturelle forhold og den debat på internettet, som former de unges brug af stoffer i dag. Denne viden skal indgå i arbejdet med at rådgive unge og forebygge og behandle unges problematiske forbrug af psykedeliske stoffer.

Undersøgelsen

Over en treårig periode vil vi indsamle og analysere data i et samspil mellem forskere, praktikere og brugere. I undersøgelsen benytter vi en ’mixed-methods’ tilgang, hvor vi kombinerer digitale metoder, spørgeskemaundersøgelser, interviews med enkeltpersoner og i fokusgrupper og observationer for at give et nuanceret billede af psykedelisk stofbrug og relaterede problemer.   På den måde vil vi producere nye data om brugere og praktikeres erfaringer, praksisser og holdninger til brug af psykedeliske stoffer.

Varighed

Projektet varer fra februar 2022 til januar 2025.

Finansiering

Projektet er finansieret af Velux-fondens HUMpraxis-program (2021). Læs mere om projektet og bevillingen på Velux-fondens hjemmeside.

Samarbejdsrelationer

Projektet udføres i samarbejde med Ungecentret i Aarhus Kommune.