Hvide og brune bude: Stofsalg med budservice

En undersøgelse af sælgeres og køberes perspektiver på stofhandel, der fungerer som budservice med køb og salg via telefon og efterfølgende udbringning.

Formål

Salg af stoffer bliver i stigende grad tænkt og tilbudt som en service på samme måde, som andre varer og tjenesteydelser fx salg og udbringning af pizzaer. Formålet med dette forskningsprojekt er at belyse budservicemodellen inden for handel med især cannabis og kokain og undersøge beskaffenhed og konsekvenser for derigennem at skabe en bedre forståelse af nogle af de nuværende forandringer i det danske stofmarked på detailniveau.

Baggrund

Stofmarkeder udvikler sig på linje med køb og salg af andre varer. Det betyder også, at de senere års fremvækst af nye kommunikationsteknologier har muliggjort nye måder at distribuere og tilegne sig illegale rusmidler på. Et eksempel på dette er stofhandel organiseret som budservice, hvor sælgere og købere bruger mobiltelefoner og krypterede applikationer (apps) til at kontakte hinanden og til at arrangere mødesteder. Selvom udbringning af illegale rusmidler til kundernes hjemadresse ikke er et nyt fænomen, så peger ny forskning på, at dette er en distributionsform i vækst. I 2018 skrev Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug i 2018 (EMCDDA) eksempelvis, at det europæiske kokainmarked synes at undergå en ”Uberniseringsproces”, hvor sælgere i stigende grad tilbyder ekstra servicer såsom ”hurtig levering overalt og til enhver tid” (2018, s. 18). Denne udvikling kan ses som udtryk for, at salget af illegale rusmidler i stigende grad bliver tænkt som en service – fx en budservice – på linje med andre servicer i det vestlige forbrugssamfund. I tråd med udviklingen i andre vestlige lande er bude og udbringning i dag centrale måder, hvorpå cannabis og kokain bliver distribueret til brugerne i Danmark.

Undersøgelse

Dette studie er udgjort af to understudier. Det første understudie er baseret på kvalitative interviews med unge mænd, der arbejder som stofsælgere med udbringning i Danmark. Dette studie har til formål at skabe viden om den sociale og tekniske organisering salg og distribution af illegale rusmidler via budservice. Som en del af dette studie spørger vi bl.a. sælgerne om deres vej ind i stofhandel; hvad handel med stoffer betyder for dem; deres samarbejde med andre; deres brug af kommunikationsteknologi; og deres syn på og interaktion med kunderne. Det andet understudie undersøger købernes oplevelser med og motiver for at købe stoffer af bude. I interviewene spørger vi køberne om deres brug af kommunikationsteknologi; deres motiver for at købe stoffer fra bude; deres oplevelse af budene; og om de mener, at det, at de hurtigt og bekvemt kan få bragt stoffer til deres bopæl, har betydning for deres brug af stoffer (mængde, intensitet osv.). Projektet løber fra primo 2018 til primo 2020.

Finansiering

Projektet er finansieret af Center for Rusmiddelforskning.