Hverdagsmiljø for udsatte stofbrugere

Undersøgelse af, hvordan sociale myndigheder og private organisationer kan bidrage til, at marginaliserede stofbrugere går fra at leve i risikomiljøer til mestringsmiljøer - altså miljøer, som ikke skader dem, men er med til at støtte dem til et mere sikkert og mindre skadeligt hverdagsliv. 

Formål

Dette projekt skal afdække, hvilke forhindringer udsatte stofbrugere møder, så de ikke får den hjælp, de har brug for og ret til. Projektet skal også bidrage med ny viden om marginaliserede stofbrugeres hverdagsliv i forskellige lokalsamfund med både de belastninger og ressourcer, det indeholder. Vi vil også skabe viden om, hvordan tilbud og indsatser for stofbrugere påvirker belastninger og ressourcer i deres liv. I sidste ende er målet at være med til at udvikle hjælpetilbud og politikker, som bedre matcher brugernes behov og ønsker. På den måde skal undersøgelsen være med til at ændre udsatte stofbrugeres hverdagsmiljø fra et risikomiljø til et mestringsmiljø, hvori de kan lære af og støtte hinanden til et mere sikkert og mindre sundhedsskadeligt liv, og hvor sociale tilbud bedre matcher deres behov.

Baggrund

Vi mangler viden om stofbrugeres hverdagsliv uden for hjælpeinstitutionerne og om, hvordan politikker og interventioner påvirker deres liv. Desuden mangler vi viden om, hvordan man udvikler tilbud om hjælp, som er relevante for stofbrugernes hverdagsliv.
Praktiske erfaringer og forskning viser, at en del af de mest udsatte stofbrugere ikke modtager den hjælp, de har brug for og ret til, bl.a. fordi de ikke er velkomne i sociale og somatiske behandlingstilbud. Nogle af de udfordringer, som står i vejen for, at udsatte stofbrugere kan få den hjælp, de har brug for er fx en stor afstand mellem stofbrugernes daglige liv og sundhedstilbud, og at samarbejdet mellem myndigheder halter eller mangler. Det har vist sig, at et tæt samarbejde mellem politi, kommune og frivillige organisationer omkring stofmiljøet på Vesterbro i København har bidraget til at forbedre stofbrugernes liv. Læs mere om stofmiljøet på Vesterbro.

Undersøgelsen

Målgruppen for undersøgelsen er særligt udsatte brugere af opioider som heroin og metadon og stimulanser som crack, kokain og amfetamin i tre områder i København. Projektet består af tre dele:

1. En kvantitativ spørgeskemaundersøgelse blandt ca. 200 stofbrugere i Nordvestkvarteret, på Sundholm og Vesterbro. 

2. Feltobservationer blandt stofbrugere og socialarbejdere i de tre lokalområder, og følgen med stofbrugere rundt i deres hverdagsliv.

3. Kvalitative interview med ca. 40 stofbrugere og socialarbejdere  bl.a. om stofbrugernes erfaringer fra deres hverdagsliv og adfærd og deres valg og fravalg af hjælp.

Projektet løber fra juni 2018 til juni 2022.

Finansiering

Projektet er finansieret af Velux Fonden med 4,5 mio. kroner.

Samarbejdsrelationer

Projektet udføres i samarbejde mellem forskere fra Center for Rusmiddelforskning, Institut for Sygepleje og Institut for Socialt Arbejde ved Professionshøjskolen Metropol, Kompetencecenter for Dobbeltdiagnose ved Region Hovedstadens Psykiatri og praktikere fra Mændenes Hjem i Istedgade, Halmtorvet 9D og Café Klare, Stofindtagelsesrummet Istedgade 17 og Psykiatrisk Gadeplansteam. Derudover Københavns Politi og Københavns Kommune.


Udgivelser fra projektet

Projektleder

Projektmedarbejdere

Katrine Schepelern Johansen

Leder Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser 

katrine.schepelern.johansen
@regionh.dk

+45 38 64 24 62   

Nanna Kappel

Lektor

Københavns Professionshøjskole
naka@kp.dk
+45 51 63 27 03

Kristian R. Fahnøe

Lektor

Københavns Professionshøjskole

krfa@kp.dk
+45 51 63 27 28

Mette Kronbæk

Lektor

Københavns Professionshøjskole

mekr@kp.dk
+45 22 67 50 92