Den fremskudte behandling blev etableret i København i 2020 som svar på de udfordringer socialt udsatte stofbrugere mødte som følge af COVID-19-pandemien. Tilbuddet er således et eksempel på den innovation, pandemien medførte på dele af det sociale område.
I 2018 var 6.656 personer i substitutionsbehandling i Danmark. Mens mange undersøgelser har vist, at substitutionsbehandling effektivt behandler opioidafhængighed og reducerer stofrelaterede skader, er det også påvist, at behandlingen kan virke belastende. Belastninger kan være forbundet med de kontrolforanstaltninger, som skal forhindre overdosering eller lækage af substitutionsmedicin til det illegale marked. Faktorer som åbningstider og den geografiske afstand til behandlingstilbud, kan ligeledes udgøre barrierer i forhold til at tiltrække og fastholde de mest udsatte stofbrugere i behandling. I Danmark medførte COVID-19 lige som i andre lande et behov for at nytænke substitutionsbehandling af hensyn til at minimere smittespredning via sociale kontakter. Det førte til, at regler blev ændret og kontrolforanstaltninger slækket gennem øget brug af tag-hjem-doser og længere perioder, hvor brugerne selv administrerer deres medicin og opsøgende behandling.
I foråret 2020 etablerede Københavns Kommune i samarbejde med lavtærskeltilbuddet Reden og herberget Mændenes Hjem mulighed for substitutionsbehandling på disse to tilbud. En undersøgelse af COVID-19 indsatsen viste, at stofbrugere, som hidtil ikke havde været i behandling eller ikke været i behandling i mange år, lykkedes med at starte i substitutionsbehandling. I 2020 besluttede Københavns Kommune at udbrede den fremskudte substitutionsbehandling til hele kommunen.
Projektet involverer kvalitative interviews med personer, som er i fremskudt substitutionsbehandling med henblik på at beskrive effekter af behandlingen, personernes oplevelse af behandlingen og deres hidtidige erfaringer med substitutionsbehandling. Dette forskningsprojekt vil på den baggrund skabe viden om behandlingens effekter og brugernes oplevelser af den. En sådan viden er vigtig for at kunne udbrede behandlingen til andre dele af landet.