MapPlan

Ordet MapPlan er en sammentrækning af ordene ”mapping”, som betyder afdækning eller kortlægning og ”planning”, som betyder planlægning. MapPlan skal understøtte kommunerne i en helhedsorienteret afdækning af borgerens problemer og behov, som skal føre til en plan for borgerens behandlingsforløb - en behandlingsplan.


Center for Rusmiddelforskning har til understøttelse af kommunernes lovpligtige stofbehandling udviklet og valideret forskellige internationalt anerkendte testredskaber, som er samlet i afdækningsredskaberne UngMap og VoksenMap. Udover UngMap og VoksenMap indeholder MapPlan også det europæiske Addiction Severity Index (EuropASI) og kan ved forespørgsel også inkludere andre validerede afdækningsredskaber. MapPlan understøtter den forventede ændring af SEL §101, herunder ikke mindst stk. 2 og stk. 8.

SEL §101. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde behandling til personer med et stofmisbrug

  • Stk. 2. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om behandling efter stk. 1 på baggrund af en helhedsorienteret afdækning af personens problemer og behov.
  • Stk. 8. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at behandlingstilbuddet ved behandlingens start udarbejder en behandlingsplan, der har til formål at sikre sammenhæng mellem de problemer og behov, der er afdækket, jf. stk. 2, og den behandling der iværksættes.

Find de validerede redskaber til afdækning her

De validerede afdækningsredskaber i MapPlan understøtter SEL § 101 stk. 2 og findes alle her på Behandlingsportalen. Med afdækningsredskaber som UngMap, VoksenMap og EuropASI kan behandlere identificere borgerens problemer, ressourcer og behov på centrale livsområder herunder problemer med rusmidler. Redskaberne på Behandlingsportalen er ikke specialistredskaber til at screene for f.eks. depression, personlighedsforstyrrelse eller lignende. På Behandlingsportalen tilbyder vi kun afdækningsredskaber, der er internationalt og/eller dansk validerede.