Avanceret brug af TP-metoden

To personer kan vælge forskellige greb om samme slags mål

Eksempel

To unge kan opleve samme udfordring: de vil gerne kunne gennemføre den uddannelse de er startet på. De har også umiddelbart samme mål: for at det skal lykkes skal de opleve at hverdagen på uddannelsen er god. For A betyder dette mål at få nogle gode studiekammerater at snakke med. Hun vælger relationskompetencen til at nå sit mål, og hendes næste skridt bliver derfor at øve sig i at hyggesnakke med andre om feks gode serier på Netflix. For B betyder det samme mål noget andet, nemlig af få struktur på hverdagen, så hun vælger rammekompetencen til at nå det samme mål og har derfor et andet næste skridt: at købe en whiteboard og lave en ugeplan.

I dybden med TP-metoden

Eksempel

Hver af kompetencerne i Kompetencehjulet er så at sige et vindue man kan åbne for at få både større udsyn og få et dybere indblik.

Lad os f.eks. se på en ung pige, som gerne vil have det sociale til at fungere på sin uddannelse. Hun kan sammen med sin vejleder bruge TP metoden - og 360-redskabet - til at gå i dybden med relationsudfordringer og relationskompetencen (i princippet gælder denne dybere undersøgelse for alle ti tilværelseskompetencer)

  • 1 - Den umiddelbare situation: Den unge pige og vejlederen kan f.eks. starter med at kortlægge hendes sociale netværk som det ser ud lige nu. Måske skal hun bare i gang med at udvide sit sociale netværk til også at omfatte skolen?
  • 2 - Den proaktive motivation: de kan så gå videre og bruge TBF og de fem grundspørgsmål til at feks at undersøge om hun i grunden gerne vil have nye venner? Kan hun det der skal til for at få nogle gode venner? Er de ydre muligheder for at møde nye venner til stede? Bliver hun mødt af andre i sin bestræbelse på danne venskaber? Får hun taget nogle realistiske og motiverende næste skridt mod dette mål. Måske skal hun kigge på hvilke af disse fem sider ved sin proaktivitet, hun kan styrke?
  • 3 - Grundlæggende modeller af verden. De kan nu tage et spadestik dybere, og kigge på hvad det egentlig er for nogle grundlæggende forestillinger, fortællinger eller kognitive modeller hun har af den sociale verden og sig selv som aktør heri. Måske har hun nogle forventninger og forestillinger om socialt liv, som kan eller bør ændres?
  • 4 - Grundlæggende personlighed. Et endnu dybere kig på hendes situation viser måske at hun i bund og grund er en introvert person og/eller særligt sensitiv på en måde så hun egentlig ikke trives med alt for meget social kontakt ad gangen? Måske er hun ikke blevet mødt ordentlig i dette i sin livshistorie og er endt op med en forestilling om at hun skal ville og kunne noget andet end hun egentlig er og derfor nogle uhensitsmæssige sociale strategier? Måske skal hun hjælpes til at slutte fred med sin grundlæggende personlighedsstruktur, så hun hun fremover kan bruge sine tilværelseskompetencer på en måde der giver dyb mening for hende?

Et S.M.A.R.T. mål og brugbare kompetencer

S.M.A.R.T. Der er yderligere en kvalitet ved et brugbart mål, nemlig at det opfylder de  fem S.M.A.R.T. kriterier. Nedenfor ser du de fem kriterier, og nogle hjælpespørgsmål, man kan stille for at sikre, at målet bliver udformet på en god måde. Hvis det ikke opfylder alle fem kriterier, er der risiko for, at du ikke får arbejdet med det. I så fald: prøv at omformulere det, så du kan svare ja til alle fem spørgsmål.

 


Brugbarhed. Et godt mål skal være brugbart, dvs. give dig noget konkret at styre efter. Det skal derfor for det første være meningsfuldt for dig, det skal være formuleret med dine egne ord så du har en klar forståelse for hvad det går ud på og du skal kunne se hvad du kan gøre for at nå det. Det skal være meningsfuldt, begribeligt og håndterbart.

Proaktivitet, personlig ansvarlighed og fællesskab

Tilværelseskompetencerne kan bruges på forskellige måder i forskellige sammenhænge og afhængig af ens overordende tilværelsesprojekter. Måden hvorpå tilværelseskompetencerne  bruges kan i en eller anden grad være proaktiv, persoligt ansvarlig og fællesskabsorienteret.


Tilværelseskompetencerne brugt proaktivt. For det første bruges tilværelseskompetencerne med en grad af  proaktivtet. Dette undersøges ved hjælp af TBF-værktøjet.   

En positiv udvikling i brugen af tilværelseskompetencerne går mod stigende proaktivitet(fra rød til grøn). Se længere nede hvordan der kan arbejdes med proaktivitet.


Tilværelseskompetencerne brugt på en ansvarstagende måde. For det andet tager man i højere eller mindre grad ansvar for måden, hvorpå man bruger sine tilværelseskomptencer.

Her går en positiv udvikling i retning af rent faktisk at tage personligt ansvar. Se længere nede hvordan der kan arbejdes med at tage ansvar.

Når man sammenholder proaktivitet og personligt ansvar, får man figuren til venstre. Den viser, at man kan score lavt på både proaktivtet og ansvar (rød). Men man kan f.eks. også have høj grad af proaktivitet og samtidig kun i ringe grad tage personligt ansvar herfor (gul). En positiv udvikling går i retning af høj score begge steder (grøn). 


Tilværelseskompetencerne brugt på en fællesskabsorienteret måde. For det tredje kan man bruge tilværelseskompetencerne på en måde, der i mere eller mindre grad tager hensyn til fællesskabet. 

En positiv udvikling går i retning af, at den måde hvorpå man bruger sine tilværelseskompetencer, enten direkte eller indirekte har en positiv konsekvens for fællesskabet. Se længere nede hvordan der kan arbejdes med fællesskabsorientering.

Kombineret med proaktivitet og ansvar får man et tredimensionelt udfoldelsesrum for måden at bruge sine tilværelseskompetencer på. Man kan f.eks. score lavt på alle tre måder (rød). Eller man kan bruge sine tilværelseskompetencer på en meget proaktiv måde og samtidig fuldt og helt tage ansvar for den måde, man bruger dem på - men samtidig være meget lidt eller ligefrem destruktiv over for fællesskabet (gul). Det ses blandt andet i forbindelse med ekstremisme - f.eks. en ekstrem selvoptagethed eller en ekstremt politisk og/eller religiøs afstandtagen til det samfundsmæssige fællesskab (uddybes længere nede).

En positiv udvikling går mod en høj score i alle tre måder at bruge sine tilværelseskompetencer på (grøn). 


Alle tre dimensioner set i sammenhæng

Den følgende figur viser, hvordan måden hvorpå Tilværelsespsykologiens workflow og ikke mindst de almene tilværelseskompetencer bruges, bestemmes af (1)  hvor proaktive vi er, (2) i hvilket omfang vi tager personligt ansvar og (3) at alt, hvad vi gør, altid også har betydning for andre og for det almenmenneskelige fællesskab. 

Figuren viser også at ifølge Tilværelsespsykologien er det et grundlæggende træk ved en god nok tilværelse, at man oplever at livet omkring én, ens egen og fælles tilværelse og i det hele taget verden er et godt sted at være. Det kaldes i Tilværelsespsykologien for at man har en sikker tilværelsestilknytning. 

Sikker tilværelsestilknytning består i at tilværelsen opleves - og faktisk er - baseret på menneskelig sameksistens, at den er pålidelig, sikker, præge af integration og inklusion, samt muligheden for at deltage i og frit diskutere personligt meningsfulde og fælles betydningsfulde udfordringer og opgaver i tilværelsen. Det modsatte er usikker tilværelsestilknytning, dvs. at man oplever mangler i nogle af disse forhold. 

I en Tilværelsespsykologisk optik er opretholdelse af sikker tilværelsestilknytning - eller genoprettelse af sikker tilværelsestilknyting, hvis den har været usikker - en grundlæggende fælles tilværelsesudfordring.


Nedenfor følger nogle forslag til, hvordan man kan arbejde med hver af disse tre måder at bruge sine tilværelseskompetencer på.


1. Sådan kan man arbejde med dimensionen: proaktivitet

At bruge sine tilværelseskompetencer proaktivt vil sige at man handler aktivt for at opnå noget eller skabe en forandring (man venter ikke bare passivt på at reagere på at noget skal ske).

Værktøjet TBF (Tilværelespsykologiens Basic Five) er udviklet til at undersøge og styrke proaktivitet i måden at bruge sine tilværelseskompetencer på (er en del af app'en).

Der er fem grundspørgsmål, som hver især undersøger en side ved dette at være proaktiv. Hver af disse fem sider er uafhængig af hinanden. 

Man kan f.eks. i høj grad ville bruge sine tilværelseskompetencer, og man kan også det der skal for at bruge dem. Men man kan måske ikke få øje på ydre muligheder for at omsætte det til handlinger, og man bliver måske heller ikke særligt godt mødt. Det kan få den samlede proaktivitet til at dale. Omvendt så kan det være, at man i høj grad bliver mødt af andre, og at der gode ydre muligheder for at handle, men man kan ikke rigtig finde viljen til at bruge sine kompetencer. Det betyder ligeledes, at proaktiviteten bliver mindre.

Alt i alt gælder det om at styrke alle fem sider af den proaktive måde at bruge sine tilværelseskompetencer på.


2: Sådan kan man arbejde med dimensionen: personligt ansvar

Man kan tage personligt ansvar for sine måder at bruge sine tilværelseskompetencer på. Det betyder at man står fuldt og helt inde for de handlinger som udspringer af måden at bruge dem på. Men nogle gange frasiger man sig ansvar for sine handlinger. F.eks. kan en billist undskylde, at hun kørte for stærkt med, at det gjorde alle de andre også, og at hun derfor var nødt til at følge trafikken. Eller en soldat kan undskylde sine handlinger i en kampsituation med, at han handlede efter ordre. Socialpsykologen Bandura har beskrevet otte sådanne måder, hvorpå man  frakobler sig sit moralsk ansvar for sine handlinger (moral disengagement - se kasserne nedenfor). I Tilværelsespsykologien kan man tilsvarende beskrive, hvordan man kan arbejde med at modvirke en sådan frakobling (arbejde med tilkobling - se pilekasserne nedenfor) 

Alt i alt gælder det om at styrke den moralsk tilkoblede måde at bruge sine kompetencer på (at tage ansvar).


3. Sådan kan man arbejde med dimensionen: orientering mod det almene fællesskab

Det almenmenneskelige fællesskab er det grundlag på hvilket, vi alle – også dem der er forskellig fra os selv – har mulighed for at udvikle netop de konkrete tilværelsesformer for os selv og det konkrete fællesskab med andre, som vi selv trives i.

I tilværelsespsykologiens optik oprettes, opretholdes og udvikles det almenmenneskelige fællesskab gennem anerkendelse og tolerance.

Anerkendelse. Anerkendelse drejer sig om, at man selv har en betydning for andre, og at man agerer sådan over for andre, så de faktisk er og oplever sig som betydningsfulde i fællesskabet . Anerkendelse finder som Honneth har peget på sted i tre områder i egen og fælles tilværelse.

For det første i privatsfæren, hvor anerkendelse drejer sig om at blive holdt af, af familie, partner og venner. Det modsatte af at blive anerkendt er at opleve en krænkelse. I denne sfære kan krænkelse tage form af mangel på omsorg, emotionel distancering, ydmygelse, eller simpelthen ikke at blive regnet med, set eller hørt af dem som ellers skulle være vigtige personer for én i de nære relationer.

For det andet er der den retslige sfære. Her drejer anerkendelsen sig om at oplever sig retfærdigt behandlet og ligestillet for loven og med adgang til de samme rettigheder som alle andre medborgere. Ikkeanerkendelse, dvs. krænkelse, består her i, at man ikke behandles som et ligestillet medlem af fællesskabet: Man behandles ikke retfærdigt og har ikke adgang til de samme rettigheder som alle andre.

For det tredje er der den solidariske sfære, hvor man anerkendes for de bidrag, man vil og kan give med hensyn til at opretholde og/eller kritisk konstruktivt at udvikle fællesskabet. Ikkeanerkendelsen, krænkelsen, består her i at andre er ignorante over for, ikke tager notits af, ikke i det mindste tænker over eller direkte nedgør de bidrag, som man er i stand til at give, og som giver mening for én selv.

Tolerance. Anerkendelse er helt central, men alligevel ikke tilstrækkelig i sig selv til at opretholde det almenmenneskelige fællesskab. Anerkendelsen kunne jo i princippet være indskrænket til kun at gælde en bestem befolkningsgruppe (”os”), men ikke andre, og det vil i bund og grund sige en krænkende udelukkelse af ”dem” fra det almenmenneskelige fællesskab. Tolerance tager udgangspunkt i, at folk - individer, grupper, befolkningsgrupper, folkeslag – foretrækker forskellige tilværelsesformer, dvs. tolerance får sin betydning i forhold til diversitet. Tolerance er derfor en rummelig holdning og handling i forhold til andre, der har tilværelsesformer, som er forskellig fra éns egen   

Alt i alt gælder det om at styrke den fællesskabsorienterede måde at bruge sine tilværelseskompetencer på


4. Sådan arbejder man med den udfordring: Tilværelsestilknytning

I Tilværelsespsykologien anses det for en helt central udfordring at tage vare om egen og fælles sikker tilværelsestilknytning. At have en sikker tilværelsestilknytning vil sige, at man oplever tilværelsen og verden omkring sig som et godt sted at være, og et godt sted at etablere, vedligeholde og udvikle egen og fælles tilværelse (Bertelsen 2018, se også kapitel **).

I Tilværelsespsykologien beskrives Tilværelsestilknytning ved syv træk. Om man oplever en sikker tilværelsestilknytning eller tværtimod en usikker tilværelsestilknytning afhænger af hvordan man oplever hver af disse syv træk:

  1. Sameksistens: Vi er i bund og grund sociale væsener. For det første kunne vi slet ikke leve en menneskelig tilværelse, hvis det ikke var fordi, vi arbejder sammen om skabe det materielle grundlag, som vi alle er afhængig af (mad, husly, et giftfrit miljø, redskaber, underholdning, veje, skoler, hospitaler osv). For det andet har vi som mennesker et dybt behov for at høre til blandt andre. Vi har behov for at føle os værdsat, anerkendt, holdt af og at opleve, at vi har en betydning for andre. Vi er i bund og grund sameksistentielle væsener. Oplever positiv tilknytning til fællesskabet materielt og psykologisk. Brugen af tilværelseskompetencerne er konstruktiv i forhold til fællesskabet som fælles eksistensgrundlag
  2. Pålidelighed: Oplever fællesskabet som stabilt grundlag for egen og fælles tilværelse. Brugen af tilværelseskompetencerne er konstruktive i forhold til at opretholde fællesskaber som stabile
  3. Sikkerhed/tryghed: Oplever at fællesskabet til sikkerheds- og tryghedssakbende. Brugen af tilværelseskompetencerne er konstruktive i forhold til fælles sikkerhed og tryghed.
  4. Integration: Oplever lige og retfærdig adgang til fællesskabets institutioner, positioner og goder. Brugen af tilværelseskompetencerne inkluderer brug af samfundets institutioner og positioner på en måde, der er med til at opretholde eller udvikle fællesskabet.
  5. Inklusion: Oplever sig som anerkendt del af fællesskabet og oplever fællesskabet som et ”os”. Brugen af tilværelseskompetencerne er konstruktive mht at sikre fællesskabet som inviterende og rummelig over for mangfoldighed
  6. Deltagelse: Oplever engagement ift. en eller flere vitale fællesskabsinstitutioner. Brugen af tilværelseskompetencerne er konstruktivt engageret i forhold til en eller flere vitale fællesskabsinstitutioner
  7. Deliberation: Oplever deliberation som primær og fungibel metode til at håndtere fællesskabet. Brugen af tilværelseskompetencerne inkluderer brug af deliberation mht at få mangfoldighed og forskelligartethed til at fungere i fællesskabet

 

 

Undervisning, samtaleforløb, supervision, forberede indsats

Undervisning i metoden

Man kan som lærer, pædagog, rådgiver, mentor eller terapeut med tilværelsespsykologiske metode og app'en give sin mentee eller klient nogle nye redskaber til at håndtere konkrete udfordringer eller tilværelsen i almindelighed. Man kan sammen gennemgå redskaberne trin for trin (start med 360-graders redskabet) og hjælpe sin mentee eller klient til at tilegne sig redskaberne som måder selv at håndtere fremtidige udfordringer og i det hele taget at få greb om sin tilværelse fremover.  

Samtaleguide

Man kan som professionel (lærer, pædagog, rådgiver, mentor, terapeut) bruge TP-metoden og redskaberne som en samtaleguide. Redskaberne bruges til skridt for skridt sammen med eleven, menteen eller klienten at fokusere på en bestemt udfordring, sætte et mål, finde de relevante kompetence til at nå målet og bruge kompetencerne i form af et næste skridt mod målet.

På det umiddelbare plan finder man dermed sammen med menteen eller klienten frem til måder at håndtere denne udfordring på. På et dybere plan hjælper man klienten til gennem brug af og erfaring med metoden i det hele taget at tilegne sig metoden som en generel måde at håndtere fremtidige udfordringer og tilværelsen i almindelighed.

Supervision

Man kan som supervisor bruge TP-metoden til at kigge nærmere på nogle af de udfordringer supervisanden står over for.

Sagssupervion. Man kan sammen med supervisanden kigge nærmere på menteens eller  klientens udfordringer og undersøge hvilke mål, kompetencer og næste skridt der ville være oplagte at bruge. Med kan altså kigge nærmere på hvordan menteen eller klienten kunne tænkes at bruge og få gavn af redskaberne.

Personlig supervsion. Man kan som supervisor sammen med supervisanden kigge nærmere på nogle af de personlige udfordringer supervisanden selv står over for i et forløb med en mentee eller klient. Her bruges værktøjerne til at guide supervisanden igennem en proces med at stille mål op for sig selv (professionelle og/eller personlige), samt at trække på sine egne kompetencer til at sætte de næste skridt frem mod målet.

Til forberedelse af indsats

Som professionel kan man bruge TP-metoden og redskaberne til på forhånd, og inden det konkrete møde med eleven, menteen eller klienten, at gøre sig nogle overvejelser. Hvad ved man om vedkommendes udfordringer? Hvilke udfordringer vil det i samråd med vedkommende være relevante at starte ud med? Hvilke mål vil det være relevant at drøfte som muligheder sammen med menteen eller klienten? Hvilke af menteens eller klientens kompetencer skal i spil? Hvordan fungerer de godt nok? Hvordan kan de styrkes? Hvilke næste skridt kan man drøfte sammen med menteen eller klienten? Hvordan kan man sikre at de næste skridt er motiverende - så vedkommende faktisk får taget dem?

Som altid skal sådanne forhåndsovervejelser selvfølgelig sammenholdes med og afstemmes med, hvad eleven, menteen eller klienten selv tænker om disse ting.