Non-responder

Non-responder studie 1

Baggrund

De fleste børn med angstlidelser har god effekt af kognitiv adfærdsterapi (KAT). Der er dog stadig en gruppe børn, der ikke bliver fri af deres angstlidelse efter behandlingen. Det er vigtigt at få viden om, hvordan disse børn kan hjælpes.

Metode

I undersøgelsen deltog 14 børn og unge, som ikke havde haft tilstrækkeligt gavn af Cool Kids behandlingen. Forældrene deltog også i behandlingen. Børnene og deres forældre fik ekstra behandling, efter de havde deltaget i et Cool Kids forløb. Behandlingen var baseret på de samme principper som Cool Kids behandlingen, altså kognitiv adfærdsterapi. Mens behandlingen i Cool Kids foregik i grupper og havde et relativt fast forløb, var den ekstra behandling med individuelle familier. Der var derfor bedre mulighed for at tilpasse behandlingen til de særlige udfordringer og vanskeligheder, som det enkelte barn og dets forældre havde.

Mere specifikt undersøgte vi effekten af individualiseret caseformuleringsbaseret kognitiv adfærdsterapi (KAT) for børn og unge med angstlidelser, som ikke havde haft nok udbytte af manualbaseret KAT (Cool Kids programmet). Børnene var mellem 9 og 17 år gamle. Ud af de 106 børn og unge, der blev undersøgt 3 måneder efter Cool Kids behandlingen, blev 24 klassificeret som non-respondenter (altså som børn, der ikke var blevet fri af deres angst). Otte af disse børn led mest af andre problemer end angst, som f.eks. spiseforstyrrelse, og blev derfor henvist til behandling andre steder. Fjorten ud af de 16 resterende non-respondenter, som havde en angstlidelse som deres største problem, accepterede tilbuddet om at modtage yderligere behandling i form af individuel KAT familieterapi. Behandlingen varede i gennemsnit 11 sessioner, og var rettet mod det enkelte barns og families særlige vanskeligheder.

Resultater

Efter behandlingen var 9 af børnene (64 %) klassificeret som respondenter (dvs. de var fri af deres sværeste angstdiagnose), og 6 (43 %) var fri af alle deres angstdiagnoser. Tre måneder efter afslutningen af behandlingen havde 11 af børnene (79 %) haft stor gavn af behandlingen, og 9 (64 %) havde ikke længere en angstdiagnose. Børnenes og mødrenes besvarelser på forskellige spørgeskemaer viste store positive effekter af behandlingen, både i form af mindre angst hos børnene, og i form af at børnene kunne mange flere ting efter behandlingen, fordi angsten ikke længere greb ind i deres dagligdag i samme grad som før. Spørgeskemabesvarelserne viste også, at der var sket yderligere bedring tre måneder efter behandlingens afslutning, og at behandlingens effekt var vedligeholdt et år efter behandlingens afslutning.

Den overordnede konklusion af undersøgelsen er, at et ekstra behandlingstilbud kan hjælpe 65 – 75 % af de børn, der ikke har nok udbytte af Cool Kids behandlingen, af med deres angst. De gode resultater varer ved et år efter, behandlingen er afsluttet.

Konklusion

Sammenfattende viser resultaterne altså, at non-respondenter til manual-baseret KAT for børn og unge med angstlidelser kan hjælpes gennem yderligere KAT tilpasset hvert enkelt families behov.

Resultaterne er vigtige på flere måder. De fleste af non-respondenterne til Cool Kids forløbet syntes, at de havde haft meget gavn af behandlingen, men også at de havde behov for mere hjælp. Resultaterne af undersøgelsen tyder derfor på, at en såkaldt stepped-care model for behandling af børn med angstlidelser kunne være et hensigtsmæssigt offentligt tilbud. I en stepped-care model tilbydes alle børn med angstlidelser først den relativt billige manualbaserede behandling. De, der ikke har tilstrækkelig gavn heraf, tilbydes herefter et mere intensivt individuelt behandlingsforløb.

Publikationer

Sortér efter: Dato | Forfatter | Titel


Ansvarshavende forskere

Mikael Thastum

Professor Psykologisk Institut - CEBU - Center for Psykologisk Behandling til Børn og Unge

Non-responder studie 2

Baggrund

Kognitiv adfærdsterapi (KAT) har i en lang række undersøgelser vist sig at være en effektiv behandlingsmetode til behandling af de fleste børn og unge med angstlidelser. Metaanalyser viser dog, at der stadig er ca. 40 %, der ikke har tilstrækkelig effekt af et manualiseret KAT-behandlingsforløb.

Vi har i Non-responder studie 1 rapporteret om vores undersøgelse af effekten af supplerende behandling til de børn, der ikke havde tilstrækkelig effekt af det kognitivt adfærdsterapeutiske Cool Kids-program for børn med angstlidelser – de såkaldte non-respondenter. Undersøgelsen viste, at et ekstra behandlingstilbud, som var tilpasset familiernes individuelle behov, kunne hjælpe 65-75 % af de børn, der ikke havde nok udbytte af Cool Kids-behandlingen, af med deres angst, samt at de gode resultater varede ved et år efter, at den ekstra behandling var afsluttet. Resultaterne kan tolkes som et argument for en
stepped-care model for behandling af børn med angstlidelser, hvor alle børn med angstlidelser først tilbydes en relativt billig manualbaseret gruppebehandling, hvorefter de, der ikke har tilstrækkelig gavn heraf, tilbydes et mere intensivt individuelt behandlingsforløb.

Vi har imidlertid ikke megen viden om, hvordan non-respondere til manualiseret gruppebehandling oplever behandlingen. Viden herom kunne muligvis bidrage til at udvikle bedre behandlingsmetoder for disse børn. Vi har også kun ringe viden om, hvorvidt der er forhold allerede inden starten af behandlingen, der kan forudsige, hvilke børn der ikke vil have tilstrækkelig effekt af et manualiseret gruppebehandlingsforløb. Med en sådan viden kunne vi måske allerede fra starten udvælge de børn, der har brug for et særligt behandlingsforløb.

Metode

For at lære mere om den gruppe børn der ikke havde tilstrækkelig effekt af Cool Kids behandlingen, valgte vi at interviewe de non-responderende børn og deres forældre samt deres terapeuter 3 måneder efter afslutningen af deres Cool Kids behandlingsforløb. I undersøgelsen deltog de 24 børn (22,6 %), der ikke havde responderet tilstrækkeligt på behandlingen, ud af i alt 106 børn i alderen 7-17 år, der havde modtaget et Cool Kids-behandlingsforløb på Center for Psykologisk Behandling til Børn og Unge, Aarhus Universitet, i perioden fra januar 2011 til april 2012 (hvor de resterende 82 børn altså havde haft god effekt af behandlingen).

Vi interviewede børnene, forældrene og terapeuterne åbent om deres oplevelse af behandlingen og om de vanskeligheder, de havde oplevet, som måske kunne forklare, at de havde haft et mindre godt udbytte. Det viste sig, at der dukkede et gennemgående tema op i interviewene på baggrund af både forældrenes og terapeuternes beretninger, der omhandlede forældrenes vanskeligheder ved at påtage sig rollen som medterapeuter. Det overordnede tema ”vanskeligheder ved at agere som medterapeut” vil i det følgende blive beskrevet ud fra forældrenes og terapeuternes oplevelser:

Resultater - forældre

Forældrene oplevede, at det var vanskeligt at arbejde sammen med den unge om arbejdet med angsten. Det var svært for dem at forstå deres barns angst og derfor også svært at lave hjemmearbejde, hvor implementeringen af teknikkerne krævede en forståelse af barnets specifikke tanker og undgåelsesadfærd. De oplevede desuden, at det var svært at anvende teknikkerne, fordi de oplevede, at deres barn havde modstand imod dem og ofte ikke var villig til at arbejde med angsten.

Forældrene følte sig ukvalificerede og med begrænsede ressourcer til at hjælpe deres barn. De havde ønsket behandling i et håb om, at nogle eksperter kunne hjælpe deres barn på en måde, som de ikke selv var i stand til. De syntes, at behandlingsprogrammet var meget intenst, følte sig ofte ikke i stand til at honorere de krav, som de oplevede, der blev stillet til dem, og de havde svært ved at finde tid til hjemmearbejdet mellem sessionerne. De ønskede at forblive i forældrerollen i stedet for at agere som medterapeuter i behandlingen, og de syntes, at det for tidligt blev forventet, at de kunne klare sig selv.

Resultater - terapeuter

Terapeuterne oplevede, at dynamikkerne i familien stod i vejen for, at børnene fik fremskridt med deres angst, samt at forældrene havde svært ved at påtage sig rollen som medterapeuter. De oplevede, at nogle af forældrene manglede ressourcer, fordi de selv havde emotionelle vanskeligheder som angst og depression. Selvom terapeuterne vurderede, at nogle af forældrenes vanskeligheder med at hjælpe børnene havde at gøre med børnenes manglende motivation, vurderede de samtidig, at forældrenes frustrationer og usikkerhed var medvirkende til børnenes manglende arbejde.

Terapeuterne havde indtryk af, at nogle af forældrene blev så overvældet af deres egen angst, at det blev vanskeligt for dem at være støttende for deres barn, samt at de (typisk moderen) identificerede sig ”for meget” med deres barns vanskeligheder, således at de blev overinvolverede og overbeskyttende. Terapeuterne antog, at barnets angst blev vedligeholdt af forældrenes problematiske adfærd, og når terapeuterne prøvede at hjælpe familierne med at planlægge hjemmearbejdet, oplevede de, at konflikter i familien gjorde det vanskeligt for dem at samarbejde.

Terapeuterne forventede, at forældrene ville hjælpe børnene med at gennemføre de lærte teknikker mellem sessionerne, men de oplevede, at det ikke lykkedes, fordi forældrene blev ved med at være afhængige af terapeuternes hjælp. De følte sig frustrerede over, at forældrene ikke blev mere uafhængige af dem over tid, og de oplevede, at forældrene havde mere behov for gruppens tid til at diskutere deres barn, end det kunne lade sig gøre inden for formatet af terapien. Terapeuterne følte sig derfor tidspressede og ude af stand til at adressere hver enkelt families behov tilstrækkeligt.

Konklusion

I Cool Kids terapien er der stor inddragelse af forældrene i behandlingen. Forældre kan have forskellige roller i KAT til børn med angstlidelser. For det første kan forældre betragtes som medterapeuter, der hjælper med til at overføre terapiens metoder til barnet, og hvor forældrene letter generaliseringen af terapiens metoder til barnets dagligdag. For det andet kan forældre betragtes som medklienter, hvor terapeuterne får mulighed for at arbejde med familierelaterede forhold, der kan være medvirkende til at vedligeholde barnets angst. Det kan for eksempel være forældres overinvolvering eller egen angstproblematik, hvor forældrene kan arbejde med deres egne følelser og adfærd i behandlingen.

Vores undersøgelse belyser, at nogle forældre kan have svært ved at påtage sig rollen som medterapeuter, og at det manualiserede gruppebehandlingsforløb for nogle familier ikke synes tilstrækkeligt. Undersøgelsen belyser også, at terapeuterne i det manualiserede gruppebehandlingsforløb har svært ved at få tid til at arbejde med forældrene som medklienter i de tilfælde, hvor der er uhensigtsmæssig forældreadfærd.

Det er vigtigt at huske på, at Cool Kids behandlingen havde god effekt for majoriteten af børnene, der fik behandling, men konklusionen af undersøgelsen kunne måske være, at nogle familier har brug for en mere individualiseret behandling, hvor der tages højde for, hvordan der i den enkelte familie arbejdes mest effektivt med forældreinddragelsen. I tilfælde af konflikt mellem forældre og barn kunne der være øget fokus på kommunikationstræning. I tilfælde af uhensigtsmæssig forældreadfærd kunne der være øget fokus på forældretræning, og i tilfælde af psykopatologi hos forældrene kunne der tilbydes ekstra terapi til forældrene.


Ansvarshavende forskere

Mikael Thastum

Professor Psykologisk Institut - CEBU - Center for Psykologisk Behandling til Børn og Unge

Non-responder studie 3

Baggrund

I vores tredje undersøgelse ønskede vi at se nærmere på, hvad der karakteriserer non-respondenterne til KAT-behandling. Vi inkluderede de samme børn som i den ovenfor beskrevne undersøgelse, altså 106 børn der havde gennemført et Cool Kids behandlingsforløb.

Metode

I første del af undersøgelsen sammenlignede vi med kvantitative metoder de børn, der havde haft god effekt af behandlingen, med de børn der ikke responderede på behandlingen. Vi fandt frem til, at sammenlignet med de børn, der havde haft god effekt af behandlingen, havde signifikant flere af de børn, der ikke responderede på behandlingen, socialfobi som primær diagnose eller en komorbid affektiv lidelse. Børn med socialfobi som primær diagnose havde 7 gange større risiko for ikke at respondere på behandlingen, og børn med en komorbid affektiv lidelse havde 4 gange større risiko for ikke at respondere på behandlingen end de resterende børn. Før starten af behandlingen var der imidlertid ikke forskel mellem respondenter og non-respondenter på sværhedsgraden af børnenes angst. Vi bekræftede altså i denne undersøgelse resultaterne fra den ovenfor beskrevne multicenterundersøgelse.

Behov for individuelt tilpasset behandling

I den anden kvalitative del af undersøgelsen havde vi særlig fokus på familierne til de børn, der havde socialfobi eller komorbid affektiv lidelse. Det drejede sig om i alt 15 børn, hvoraf 6 havde en primær socialfobidiagnose, 4 havde en komorbid affektiv lidelse, og 5 havde begge dele. Familierne blev interviewet 3 måneder efter, de havde afsluttet behandlingen med henblik på at udforske, hvordan de havde oplevet behandlingen, og hvad de mente kunne have spillet ind på, at barnet ikke havde opnået en tilfredsstillende effekt af behandlingen. De samme familier indgik også i den tidligere beskrevne undersøgelse, men i denne undersøgelse blev andre sider af interviewene analyseret. Overordnet var konklusionen på interviewene, at familierne til børnene både med socialfobi og med komorbid affektiv lidelse oplevede vanskeligheder med gruppeformatet. De socialfobiske børn følte sig evalueret i gruppen med de andre børn og nervøse for, hvad de andre børn syntes om dem. Forældre til børnene med komorbid affektiv lidelse oplevede, at gruppeformatet bevirkede, at terapeuterne ikke havde tilstrækkelig tid til at fokusere på deres særlige behov.

Konklusion

Konklusionen på denne undersøgelse kunne altså være, at særligt børn med socialfobi og med en komorbid affektiv lidelse kunne have brug for et mere individuelt tilpasset KAT behandlingsforløb.


Ansvarshavende forskere

Mikael Thastum

Professor Psykologisk Institut - CEBU - Center for Psykologisk Behandling til Børn og Unge