Cool Kids - Gruppeterapi

Baggrund

Der er manglende viden om effekten af kognitiv adfærdsterapi (KAT) til behandling af børn og unge med angstlidelser i Danmark, ligesom der er få offentlige og private behandlingstilbud til børn og unge med angstlidelser.

Metode

I et ventelistekontrolleret design undersøgte vi effekten af det manualbaserede KAT program Cool Kids/Chilled til behandling af børn og unge med angstlidelser. Cool Kids er et 10 sessioners kognitivt adfærdsterapeutisk program til behandling af angstlidelser hos børn og unge.

I undersøgelsen deltog 109 børn og unge med en angstlidelse i et Cool Kids eller Chilled gruppebehandlingsforløb. Børnenes forældre deltog også i behandlingen. Både børn og forældre udfyldte en lang række tidskrævende spørgeskemaer og gennemgik et diagnostisk interview både før og efter behandlingen. Vi takker alle de deltagende familier for at have været villige til at bidrage med de værdifulde informationer, der har gjort vores undersøgelse mulig at gennemføre.

Mere specifikt undersøgte vi effekten af behandlingen på flere forskellige måder. Først sammenlignede vi effekten af behandlingen for en gruppe af børn, der fik behandling med det samme, med en anden gruppe børn, der stod på venteliste i 3 måneder for at få behandlingen. Børnene blev fordelt ved lodtrækning til at stå på venteliste eller at starte behandlingen straks.  Alle børnene og deres forældre blev interviewet med et omfattende diagnostisk interview før og efter behandlingen samt 3 måneder efter behandlingen. Her undersøgte vi, om behandlingen bevirkede, at børnene blev fri af deres angst. De børn, der stod på venteliste, blev også undersøgt før og efter deres 3 måneders ventelisteperiode. Både børn og forældre udfyldte tillige en række spørgeskemaer, som gav informationer om, hvorvidt de selv oplevede bedring af behandlingen. Et år efter behandlingen udfyldte børn og forældre spørgeskemaerne igen.

Resultater

Resultaterne viste, at 66 % af børnene var fri af deres sværeste angstdiagnose, og at 48 % var fri af alle deres angstdiagnoser lige efter behandlingen. Blandt gruppen af børn der stod på venteliste, var der kun 7,5 %, der blev fri af deres sværeste angstdiagnose, og 5,7 % der blev fri af alle deres angstdiagnoser efter de 3 måneders venteliste.

Tre måneder efter behandlingen var afsluttet, var 74 % af børnene fri af deres sværeste angstdiagnose, og 58 % var fri af alle angstdiagnoser.

Besvarelserne af spørgeskemaerne viste også store positive effekter af behandlingen, i form af at børnene havde mindre angst og at de kunne mange flere ting efter behandlingen. Endvidere fik børnene mere selvtillid og de følte sig mindre triste efter behandlingen.

Spørgeskemabesvarelserne et år efter behandlingens afslutning viste, at behandlingens effekt blev vedligeholdt over tid.

Børn og forældre blev efter behandlingen spurgt om, hvad de syntes om behandlingen. Familierne var gennemgående meget tilfredse. Således syntes 80 % af børnene, 73 % af mødrene og 70 % af fædrene, at behandlingen havde hjulpet dem/deres barn, og 82 % af børnene, 96 % af mødrene og 91 % af fædrene ville anbefale behandlingen til andre, som kunne have brug for denne type hjælp.

Som omtalt bestod behandlingen af 10 gruppesessioner af ca. 2 timers varighed hver, hvor både børn og forældre deltog. Der var 6-7 børn og deres forælde i hver gruppe. Der var meget stor tilslutning til behandlingen blandt deltagerne. I 91 % af familierne deltog begge forældre, og meget få familier droppede ud af behandlingen.

Konklusion

Undersøgelsen er den første videnskabelige evaluering af et manualiseret kognitivt adfærdsterapeutisk program til behandling af angstlidelser hos børn og unge i Danmark. Da vi startede klinikken i 2009, var der meget få behandlingstilbud til børn med angstlidelser i Danmark. Efterhånden som Cool Kids programmet er blevet mere kendt i Danmark, er der nu en del pædagogisk psykologiske rådgivninger, privatpraktiserende psykologer og børnepsykiatriske afdelinger rundt omkring i landet, der har taget metoden til sig og tilbyder evidensbaseret behandling til disse børn og deres familier. Det er dog fortsat tilfældigt og afhængigt af, hvilken kommune man bor i, om angste børn kan blive tilbudt hjælp, og der eksisterer ikke et egentligt offentligt tilbud til disse børn. Børn og unge med angstlidelser kan heller ikke få sygesikringstilskud til psykologbehandling. Undersøgelsens positive resultater er vigtige og viser med videnskabelige metoder, at disse børn kan hjælpes. Vi ved, at mange børn i Danmark har en angstlidelse, og at ubehandlet angst i barnealderen ofte vedbliver ind i voksenalderen og forøger risikoen for udvikling af f.eks. depression og misbrug. Vi håber derfor, at undersøgelsens resultater kan bidrage til, at børn og unge med angstlidelser kan få ret til et offentligt finansieret behandlingstilbud.

Publikationer

Sortér efter: Dato | Forfatter | Titel


Ansvarshavende forskere

Esben Hougaard

Professor Psykologisk Institut

Mikael Thastum

Professor Psykologisk Institut - CEBU - Center for Psykologisk Behandling til Børn og Unge